mush.dk

Til et middagsselskab, hvor vi netop havde gennemgået hvordan Gayboy er nødt til at vække mig (omkring 7-8 gange) hver morgen og han også lige havde gennemgået en lang liste af andre irritationsmomenter i hans liv, jeg tilsyneladende, men ikke overraskende er ophavsmand til, sagde han mildt:
“Men ved I hvad, det værste ved at være kæreste med Lone er?”

Alle lænede sig længselsfuldt ind over bordet, ivrige for at vide hvad det allerværste i en lang række rædsler egentlig er.
Selv var jeg også ret interesseret og var allerede begyndt at lave en mental liste over mulige synder, da han begyndte at forklare.
De andre gæster, slumpede skuffede tilbage i deres stole. De fleste med uforstående blikke, fæstnet på den stadigt talende Gayboy.

“En hest?” ser jeg se én gæsterne spørge. Jeg hører ikke spørgsmålet, for jeg er selv begyndt at grine højt, af dét der åbenbart topper Gayboys liste over mine værste kvaliteter som kæreste. Et ritual, jeg for længst havde glemt alt om.

“Ja”… svarer han lidt tøvende og viser sin højre hånd frem… “Sådan ligesom.. med fingrene…” forsøger han at forklare, mens han strækker langefingeren fremad og lader de fire andre fingre gå på dugen. Kloppeti-kloppeti.

“Og det er det.. værste?” spørger hans sidemand ham vantro, mens han skuler til mig.
Gayboy forsøger igen at videreformidle problematikken… “Jamen. Altså. Hesten kommer ikke først. Først er det en mand” han strækker lange- og pegefinger ned på bordet og kigger rundt på alle tilhørerne, inden han desperat og dramatisk siger: “og så… hesten… og så… nogle gange… til allersidst…” han lader hele sin hånd slumpe sammen… “en Edderkop!”

Hele selskabet stirrer uforstående på Gayboy, mens jeg brøler af latter ved hans side.

“Det er fordi, jeg gør det når han sover” hikster jeg. “Eller.. gjorde”.

For i sandhed, er det i hvert fald minimum 3-4 år siden, at Gayboy en nat, tudende af udmattelse og irritation tog sin dyne og forsvandt 3 meter længere ind i lejligheden, hvor han slog lejr på sofaen, mens han med tårene flyvende rundt i stuen råbte ind til mig, at jeg var skyldig i voksen-mobning.

Det startede, i tidernes morgen egentlig uskyldigt nok, med en øm, kærligt aende pegefinger jeg lod løbe ned ad hans arm, mens jeg fra hovedpuden ved siden af hans, iagtog hans sovende krop.
På et tidspunkt, begyndte jeg at kede mig, ved hans slumrende side og lod langemanden løbe turen med pegefingeren og hviskede: “Lille mand går tur på din arm”… “bom bom bom”… “op og ned”… “manden inspicerer lige armhulen” og blev ved, indtil jeg fik den ønskede reaktion; Han vågnede.
Til gengæld havde jeg ikke regnet med, reaktionen min lille udforskende mand ville modtage.
Han åbnede først brat øjnene og derefter munden; i et primalskrig der blæste håret tilbage fra mit ansigt og fyldte hele min synsvinkel, med hans voldsomt vibrerende drøbel. I et nanosekund, stod hele min verden stille. Det eneste der eksisterede, var min forskrækkelse, mit blafrende pandehår, det øresønderrivende skrig og angsten, der stod malet i hans forvredne ansigt.
Han ophævede tryllebåndet, da han fortsat skrigende, med en voldsom armbevægelse slog min hånd – der stadig havde to fingre, stivnet ud i luften – væk og i én fejende bevægelse slog dynen til side og stillede sig midt på gulvet, hvor han febrilsk begyndte at danse fra ben til bén, mens han med hurtig og panisk hånd, børstede sig på skulderen og skriget langsomt gled over i en klynken.

Og så grinede jeg.

Og svór, at hvadend jeg lige havde været vidne til, var nødt til at ske igen og helst lige med det samme og gerne så ofte som muligt.

Så i månedsvis lod jeg den lille mand udforske hans krop, så snart han var faldet i søvn og kastede mig tilbage i hovedpuden i latterkramper, hver gang han dødsangst og skrigende sprang op fra sengen.
Han tryglede mig om at lade være.
“Men… det er … bare… så sjovt” hulkede jeg, mens jeg stadigt grinende, tørrede lattertårer væk fra kinderne, nat efter nat.
Han befalede mig, at holde op.
Jeg adlød for en gangs skyld ordrer og lod manden pensionere, blot for at hyre en udforskningsvillig hest i stedet, der fik endnu bedre resultater.

Kæmpedderkoppen – der uden tvivl, var den mest effektive – nåede at være i spil, i en uges tid før han reagerede med de tårer, der åbenbart var nødvendige for at overtale mig til, at skrinlægge hele trioen for bestandigt.

Gæsterne stirrede på Gayboy.
Godt nok, var jeg skurken i historien, der først holder op 3 måneder og 16 kilometer, efter legen ikke er god længere, men det var alligevel Gayboy der måtte bære størstedelen af deres dom.
“Hvad fanden… var du bange for?” spurgte én af dem bebrejdende, mens de andre delte min latter.

Gayboy sender sig selv på det overarbejde, jeg så ofte sendte ham på. “Men… Altså… Det var bare irriterende” forsøger han sig med, hvilket jeg – igen – påpeger overhovedet ikke er nok til at opveje, hvor morsomt det i virkeligheden var. Han kigger irriteret på mig, og vender sig igen mod gæsterne i jagten på sympati: “og.. og.. nogle gange var der også… stemmer med”.

Og så ihukommer jeg pludseligt, hvordan hans tårer – min latters Yoko Ono – fik opløst ikke blot vandregruppen, men i samme omgang dræbte en karakter jeg tidligere havde udviklet, til at interagere med hans sovende krop.

Frække-Flemming!
Frække-Flemming fra Vestegnen, med den dybe stemme, der vækker Gayboy, med voldsomt gramseri og dybt stønner “Berit. Berit for fanden. Come on, Baby du vil jo gerne” i nattemørket, mens han med begge arme og ben låser den nu vågne, skrigende og ormene Gayboy fast under dynen og pruster “Baby! Baby! Bare et hurtigt blæs, for fanden”.

Ham havde jeg helt glemt!
En skæbne, han bestemt ikke havde fortjent, efter han i tidernes morgen, bravt forsøgte at forsvare sin eksistensberettigelse med ordene; “Baby. Baby. Tør hornet. Ellers skal jeg skal fandeme gi’ dig noget at tude over”

Manden, hesten, edderkoppen og Frække-Flemming blev permabanned i vores hjem, den nat Gayboy’s tårebæger endelig flød over og jeg forstod, at jeg var gået for langt.

Men i nat – med genopfrisket hukommelse – efter vi havde undervurderet længden af Deer Hunter og udmattede var væltet op i sengen, blev jeg stærkt inspireret efter jeg, under tumulten med at komme op i sengen, var kommet til at give Gayboy en albue i ribbenene. Mens han lå og ømmede sig, fandt jeg et hurtigt loophole i forbudet og puttede mig ind til ham, lagde en stiv hånd over skaden og hviskede læspende: “Skal Healer-Kirsten lige ordne det?”
Han skreg, mens han svingede benene udover sengekanten og i løbet af et nanosekund igen stod op.
“La’ vææææææær” hvinede han med skinger stemme, så hele bygningen må have sat sig op i deres senge og overvejet hvilken ungpige netop nu blev udsat for et voldtægtsforsøg på første sal til venstre.

Da han efter flere minutters forhandling var blevet lokket tilbage under de lune dyner, og min latter var blevet reduceret til en fnisen, slumrede vi hen i mørket – jeg med armen rundt om ham.

“Ved du hvad det bedste er?” hviskede jeg helt tæt i hans øre?
“Hvad?” mumlede han lykkeligt.
“Du behøver ikke engang vide, at jeg laver Healer-Kirsten. Jeg kan bare lave hende helt stille i mine tanker”.

Trætheden må have sløvet hans hjerne. “Mmmhh” smilede han og puttede sig ned i sin hovedpude, inden han efter flere sekunder, forstod at Kirsten sagte havde sneget sig tilbage i sengen og igen sprang skrigende op, viftede med hænderne i den mest bøssede manøvre der nogensinde har sneget sig ind i vores soveværelse, hvorefter han børstede sig hastigt over hele kroppen, som om han forsøgte at slippe af med myrer fra helvede.
Alt sammen hvinende.

Og så kastede jeg hovedet tilbage i puden og brølede af latter.

Igen.

Nu kan jeg se frem til en dejlig, afslappet (og helt ekstremt morsom) måned, hvor han helt glemmer at brokke sig over, at jeg igen ikke har fået taget opvasken, har sovet over mig, har stjålet hans solbriller eller spist alt hans slik… for han vil have alt for travlt med at beklage sig over Healer-Kirstens indtog i dobbeltsengen og forarget fortælle måbende gæster til middagsselskaber, at jeg vækker ham ved at lede efter hans Chakra, mens jeg mumler om krystaller og Acai-bær, til overhovedet at bemærke, at jeg har andre fejl.

Hold kæft, hvor er jeg genial.

… Tror jeg nok.

Som én der er under en måned fra en rund fødselsdag er ordene: “Vi skal til San Fransisco i slutningen af Februar” udtalt af en kæreste de smukkeste ord i det danske sprog og de afføder brede smil, overdreven klappen i hænderne, stjernelys i øjnene og dansen stedet.

Når de følges op med:
“Nåårh. Nej. Med “Vi” mente jeg Chris og Jeg” følger der en meningsudveksling der slutter med, at selvsamme kæreste råber igennem lejligheden: “Hey! Du skal ikke række fuck-tot af mig!”

Jeg synes det var fuldt ud fortjent.

Nu vil jeg huske tilbage til sidste gang vi var i San Fransisco, hvor Gayboy ca. 12 timer efter landing udviklede svineinfluenza og tilbragte resten af ugen i sengen på hotelværelset i febervildelse… og le hånligt, mens jeg uploader billederne på Facebook.

Det er nu 35 minutter siden jeg for anden gang på tre dage ringede 112.

For 45 minutter siden, hørte jeg et brøl udenfor – og fordi jeg jo har svoret, at være Jessica Fletcher, skyndte jeg mig at slå vinduet op og inspicere sagen. Der lå en mand på jorden, nede på parkeringspladsen og skreg.
Af sine lungers fulde kraft.
Jeg greb fat i min jakkes ærme og styrtede over mine egne ben, mens jeg rædselsslagen løb ned af trapperne fra fjerde sal med jakken bumpende efter mig, ned af trinnene.
Da jeg kom ned på gaden, stod han op. Regnen silede ned og han havde lænet nakken tilbage og skreg af smerte mod nattehimlen.

Jeg løb hen til ham. Tårene trillede ned af hans kinder og hans mund var forvredet i skriget, der nu var lydløst.
Hans briller var slået itu.
Han brugte sin ene hånd til at læne sig op af en parkeret bil.
Han svajede.
Jeg opdagede, at han var fuld.
Jeg rørte let ved hans albue og spurgte om han var okay. Hans øjne mødte mine og han begyndte at græde, mens han rystede på hovedet. Han forklarede, at han havde slået sit ben og jeg kiggede på hans cykel, der lå på jorden og mens jeg forsigtigt fjernede brillestangen der sad fast bag hans øre med den ene ende og i den anden, med en skrue, der var slået ind i hans kindben, spurgte jeg: “Er du faldet?”
Han kiggede på mig.
“ER DU DUM? JA, GU’ FANDEN ER JEG DA FALDET?” brølede han ind i ansigtet på mig. Jeg fik udviklede øjeblikkeligt en promille på 2.4.

Jeg smilede nervøst og kiggede mig forgæves rundt på den travle gade, efter en anden barmhjertig sjæl.

Jeg kiggede tilbage på ham. Han græd igen. Vi var officielt påbegyndt verdens korteste abusive relationship.
“Skal jeg ringe efter en ambulance?”
“NEEEEEJ!!!”
“Nej okay. Det var måske også dumt spurgt”

Og så stod vi dér i regnen. Han var holdt op med at skrige af smerte og skreg nu kun af mig. Hvor dum var jeg lige? Han kunne ikke tage en taxa ind på skadestuen. Han skulle på arbejde i morgen.

Et par minutter senere sov han. Stående på ét ben, lænet op af en ladvogn.

Jeg kiggede mig igen nervøst rundt efter hjælp, mens jeg rejste hans cykel op. Da der ingen var at hente, stillede jeg mig ud mod gaden i håbet om, at få øje på en patruljevogn. Da jeg havde stået dér i et par minutter og misset med øjnene ud i trafikken, gik jeg forsigtigt tilbage til Tornerose og rørte forsigtigt ved hans arm. Han vågnede med at sæt og bad mig skride, hvorefter han faldt i søvn igen.

Jeg bakkede langsomt tilbage mod døren og da jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle stille op gik jeg ind og påbegyndte turen mod fjerde sal.

Da jeg låste døren til kontoret op og svingede den åben blev jeg dog mødt af en velkendt lyd. Han skreg igen. Ikke sådan noget fuldemandsråberi, men et hjerteskærende skrig, der fik mig til at dreje direkte om på hælen og løbe ned af trapperne igen.

Da jeg igen fløj ud af hoveddøren, døde hans skrig ud. Jeg gik over imod ham og opdagede på vejen, hvad der udløste skrigene. Han forsøgte at støtte på benet. Han satte det dumt ned igen og flænsede natten med endnu et skrig. Jeg løb det sidste stykke af vejen og fik hans arm rundt om mine skuldre, for at fjerne vægten fra benet. Og så stod jeg dér. I våd alkodunst med 90 kilo grandvoksen mand hængende hulkende på mig.

Og så begyndte vi at skændes igen.
Han mente snildt at han kunne cykle de par kilometer hjem. Jeg var svært uenig. Han kaldte mig dum, gennem tårene. Jeg kaldte ham tung, ad helvede til.

Han skreg igen.
Jeg lempede min telefon op af lommen og ringede 112. Der var ingen ventetid.

Jeg spurgte om de kunne sende en ambulance, for manden havde helt tydeligt brækket benet… og han er meget fuld hviskede jeg. Det kunne de sagtens. Mens jeg opgav adressen, brølede han “NEEEEEEJ! JEG SKAL BARE HJEM!” og så var samarbejdet med alarmcentralen tilsyneladende slut.
“Ja, hvis han ikke vil med – så sender vi ikke en ambulance”

“Og du havde forestillet dig, at jeg skulle gøre hvad, med en stiv, skrigende og tudende mand med brækket ben midt på Rådhuspladsen?”

“Altså.. jeg kan sende dig videre til politiet”

Politiet lovede at de “lige ville kigge forbi”.

Der var i mellemtiden kommet en beboer til. En ung fyr, der så mindst lige så rædselslagen ud, som jeg selv.
Vi brugte de næste 30 minutter på at skiftes til at skændes med manden og trøste hans ustoppelige gråd i en klassisk good cop, bad cop rutine, mens vi forgæves spejdede efter patruljevognen der aldrig dukkede op.

Han forklarede grædende, at han var nødt til at komme hjem. Han kunne ikke byde sin kone ikke at komme hjem. Om vi skulle ringe til hans kone? Var vi fucking idioter?

Jeg havde fået vristet mig ud af hans armhule og fået ham til at holde på sit cykelstyr. Han forsøgte, mens Bad cop og jeg forsøgte at tale ham fra forehavendet af 3 forskellige omgange at svinge benet over sadlen, med øresønderrivende skrig til følge.

Tredje gang lykkedes det – og han lod benet hænge, skævt ned på den ene side af cyklen, mens han hinkede, stortudende afsted på det andet.

Det var over en halv time siden, jeg havde ringet 112.
Bad Cop og jeg skævede usikkert til hinanden og stillede os stille op ved siden af hinanden og kiggede på den hoppende figur der blev mindre og mindre i nattemørket og regnen.

Til sidst forsvandt han, da vejen buede.
Vi sendte hinanden endnu et usikkert blik, inden vi opgivende trak på skuldrene og forsvandt fulde af skam og tvivl, ind i hver vores opgang.

Fra kontoret hang jeg i vinduet og lyttede efter sirene eller skrigene.

Men der var helt stille.

Så Københavns Politi:
I er nogle pikke.
Vi er på fucking Rådhuspladsen. Om alle jeres vogne så var i Gilleje, burde I have været her nu. Det er skamfuldt, at I dukker så hurtigt op ved materiel skade, hvor der er chance for at lege cowboys og indianere og slet ikke dukker op, ved personskade og i stedet overlader al ansvar til to skrækslagne idioter.

Jeg tror pænt meget, vi er kvit nu.

Og Københavns Alarmberedskab:
I er nogle endnu større pikke.
Jeg kan godt se, at det er pænt nederen at sende en ambulance ud og bruge tid på at diskutere med en mand, der ikke vil med.
Men hvorfor skal jeg stilles i et moralsk dilemma om hvorvidt man skal forlade en tilskadekommen mand, der ikke ønsker hjælp, når I er trænede til at træffe sådan nogle beslutninger på et medicinsk grundlag? Hvorfor skal min tid spildes på dét, når I får løn for det?

Nogen skylder mig en form for øl og en time af mit liv.
You all know where to find me.

Da jeg sidste år forærede Gayboy en turkis cykel der nu af uransagelige årsager skal stå på min side af sengen i vores 37m2 store herskabslejlighed, mente jeg at jeg også skulle 2-hjul forkæles da min cykel blev stjålet sidste år..

“Se! Nu har vi matchende cykler!” råbte jeg lykkeligt til Gayboy fra den spraglede sofa på hjul, mens jeg ringede med klokken.

Måske matcher de ikke helt hinanden, udover farven – men de matcher i hvert fald vores personligheder.
Den ene er Slank, smart og stilren og den anden er Lille, tyk og forsøger at være morsom.

For et par uger siden, fyldte min far 70 år. Vi fejrede ham, i et telt i hans egen velplejede have en lørdag, hvor vi lo og drak og dansede til langt ud på natten.

Jeg ligner min mor af udseende, men min far af sind, er jeg altid blevet beskyldt for.

Min fars kone, Elsa der er fra færøerne havde et par måneder forinden udsendt nogle ikke helt subtile hentydninger om at det var forventet at jeg dukkede op til arrangementet med en tale.. og gerne en sang.

Min indre prokrastinator – som jeg uden tvivl har arvet fra min far, blev ved med at sætte mig i skak og jeg havde ikke fået skrevet et ord.
Fredag aften klokken 21 – med under et døgn til festens start, fyrede jeg op i Word og stirrede på den blinkende cursor.
Den første sang, med titlen: “Sang, som Elsa har tvunget mig til at skrive – jeg håber hun sidder langt væk fra mig”, blev som følger:

Melodi: Spørge Jørgen

Nu skal jeg fortælle dig om Erling
Erling var en tem’lig doven mand
Men han var så plaget af en Færing
Fra han vågned’ til han gik i seng;

Hun var rigtig’ go til at befale
Hele dagen lang og også nat
“Kan du ikke lige se at male?”
“Gør nu lige dit og gør nu dat”

“Ku’ du ikke lige ta’ og lægge”
“Flisegangen om for femte gang”
“Eller måske mure nogle vægge”
“Du skal arbejd, hele dagen lang”

“Jeg sy’s vi skal have en ny stue”
“Og et køkken, det’ ikk’ til debat”
“Ud i haven og begynd at luge”
“Gør nu lige dit og gør nu dat”

“Ku’ du ikke byg’ et gæstehus?”
“Eller to, når nu du er i gang”
“Fyld no’n bede op med perlegrus”
“Flyt nu lige det her møblement”

“Bæltet passer altså ikke til sko’ne”
“Hvis du ikke skifter, får jeg spat”
“Gør det nu, fordi jeg er din kone”
“Gør nu lige dit og gør nu dat”

Erling fik vist aldrig helt sagt “stop”
Det er efterhånden kriminelt
Han spø’r kun “hvor højt”, når hun si’r “hop”
Erling, han er blev’t en Tøffelhelt

Da der først var kommet gang i tasterne og Gayboy og jeg havde tudet af grin over muligheden for “Bim Bam Busse, jeg har set min far i trusse”, udfra et billede af min far i Speedo Elsa havde insisteret på, skulle optræde på fødselsinvitationen, besluttede jeg mig for at fortsætte, med sangskriveriet og forfattede én mere om nogle af min fars mest karakteristiske karaktertræk.

Melodi: Jeg ved en Lærkerede

Jeg så en lærkerede
Jeg husker ikke hvor
Selvom det ba’r for hede
hule helved’, var i går

Hvor fa’n er nu min’ briller?
Jeg la’ dem dér på bord’t
Hukommelsen, den driller
Hold kæft, no’d værre lort

Og nøglen, hvor er den nu?
Jeg ha’d den lige før
Jeg flipper fan’dme ud, du
Hvis den sidder i min dør

Hvor er nu Visakortet?
Det er sgu ikke nemt
At holde styr på lortet
Når man er senil-dement

Nu ska’ du ikk’ vær’ flabet
Min sko er blevet væk
Den stod i køleskabet
Mit ho’d har gennemtræk

Lad væ’r at send’ mig blikke
Gi’ mig lidt tænketid
Jeg kan kraftedeme ikke
huske en flyvende skid

Til festen lo vi af, at sangen lige så godt kunne have været om min storebror – eller mig selv for den sags skyld.
Senere er det gået op for mig, at også den første sang passer ret godt på mig, der lader mig hunse rundt i hjemmet.

Jeg er min far, i kortere, mere langhåret udgave.

Min svigermor og navnligt hendes mor, altså Gayboy’s mormor har en ting med, at man ikke må forlade deres hjem med færre ejendele, end man ankom med.
Det er standard praksis, efter endt farvelknus at kante sig ud af indkørslen, med favnen fuld af japanske køkkenknive og hjemmehæklede nisser, mens man febrilsk ryster på hovedet af svigermor, der iført sutsko er løbet efter én og forsøger at stikke Rittersport og blommer ned i alle ens lommer.

I går eftermiddags tiggede efterårssolen om en cykeltur, så vi lagde vejen forbi Gayboys forældre og erfarede, at der står gaver og venter på bordet, selv når man ankommer uanmeldt.

Og hvilken gevinst i livets lykkepose!
En Ostehøvl.

Det her projekt er bare så meget tilbage på sporet!

“Det er altså ligesom om, at forskellige dele af dig vågner på forskellige tidspunkter” konkluderede Gayboy stille, da jeg i morges – med lemmerne spredt udover sengen og med ansigtet presset sidelæns ned i puden, uden så meget som at åbne øjnene havde brølet “DET ER MIN!” gennem hele lejligheden, da jeg havde registreret en colaflaske, der blev åbnet i køkkenet.

Sukkerafhængigheden og retfærdighedssansen er tilsyneladende A-mennesker, men også jokecenteret var i fuldt gear og skyndte sig at spinde et kort retort sammen om hans pikkemand, uden jeg så meget som havde nået at åbne øjnene endnu.
Få sekunder senere havde søvnen indhyldet mig fuldstændigt igen og der skulle gå adskillige timer, inden jeg igen var bare nogenlunde tilstedeværende.

Det er godt at vide, at der er nogen der beskytter mig, selv når jeg er i hvad der vidst bedst kan kategoriseres som koma.