Klokken ca. 5 i morges skulle jeg lige rette et par ting på Lisen.dk, som min mor havde bedt mig om.

Jeg indsatte koden og tjekkede siden, for at se om det nu også fungerede efter hensigten.
Det gjorde det – men intet andet gjorde.
Halvdelen af navigationen i topbaren manglede, alle fonte var forkerte. Nogle for små, andre for store, de fleste i en forkert skriftstørrelse. Søgningen var forsvundet. Højremenuen rodede rundt midt på siden, venstremenuen var placeret alt for langt nede og selve indholdet brækkede sig ud over alle de grænser, der ellers burde være afsat for det.

Med panik i fingerspidserne, lavede jeg det klassiske fix, med at skynde at fjerne de to liniers kode jeg lige havde smidt ind, men fejlene forblev på siden, nu blot uden min nye tilføjelse.

Vel vidende, at min mor kunne stå op fra sin seng i Nordsjælland når som helst, og som det første tjekke webshoppen efter ordrer og lignende, vidste jeg at jeg arbejdede på lånt tid, før der ville vælte en panikslagen e-mail ind fra højre, så med hjertet i halsen og med mine halvpatetiske programmeringsevner i hånden, gav jeg mig metodisk til at gennemlæse hele koden og forsøge at holde styr på åbne og lukkede tags. (jeg afslører at der både var fingre og tæer i brug og at jeg sad og mumlede højt for mig selv, som en anden galning).
Alt så nogenlunde ud som det burde, indtil en stump kode pludselig stoppede midt i et linktag og derefter var der ingenting. Jeg kiggede på koden, og ned på mine fingre der stadig talte 3 åbne tags der manglede at blive lukket og kiggede tilbage på koden igen.

Mens de tre fingre på venstre hånd, fortsat strittede lige op i luften, forsøgte jeg at komme i tanke om, hvordan helvede jeg havde båret mig ad med at fjerne en stump kode, et helt andet sted, end dér hvor jeg indsatte noget.
Jeg færdiggjorde linktagget, lukkede de 3 andre, gemte og kiggede igen på siden. Ingen forandring.

Mere panisk end nogensinde før, begav jeg mig igen til at gennemlæse koden og tælle tagsne efter igen. Med tre fingre i luften, nåede jeg igen til linktagget… der stadig ikke var afsluttet. Det var de 3 andre tags heller ikke.

De tre udstrakte fingre på venstre hånd blev mødt af de resterende 2, der også rettede sig ud og jeg begyndte langsomt at klappe mine hænder sammen.
Flot Scannet.
En stående fucking klapsalve for Scannet.

Der er åbenbart et maximum antal karakterer, man må bruge i de dele af administrationsmodulet man selv kan indsætte kode – og hvis man overskrider det magiske antal, gør den ikke opmærksom på problemet.
Den lader dig pænt skrive al den kode du vil, men når du gemmer det, sletter den bare alle karakterer der kommer efter det sidste den godtager.
Altså, ikke på sådan en listig måde, at den gemmer koden og bare ikke viser eller godtager den – næh, den sletter det bare, hårdt og brutalt. Og hvis man så ikke har backet sin kode op lokalt, så kan man ellers i øvrigt bare starte fucking forfra.

Jeg reddede, hvad reddes kunne, men havde ikke lige energi eller evner til at starte helt forfra, så nu:
Lisen.dk, uden topnavigation og søgning. Tak Scannet.