Der var gået cirka fire minutter – og i al den tid, havde jeg, fra mit skjul på sofaen godt set min kæreste kravle fra den ene ende af sengen til den anden i soveværelset, mens han viftede med armene og prøvede at få min opmærksomhed. Hans bryn var rynket og hans mund åbnede og lukkede sig meningsløst.
Lige nu, hang han med hele overkroppen udover sengekanten og hans arme bukkede og strakte sig i det internationale tegn for hjælp.
Få sekunder senere stod han i stuen, på stive ben og en svag lyd nåede nu mine ører, fra hans stadigt voldsomt gabende mund.

Jeg var, tilsyneladende imod hans vilje, med hjælp fra vores iPod Hifi, skruet op i de øverste lag, ved at skole ham i oldschool Metallica. Han havde, med indbygget forkølelse forsøgt at arbejde på sin laptop fra sengen og jeg havde lige investeret i “Master of Puppets” på Itunes.

Han brølede igen.
Jeg svarede med luftguitar.

Rendyrket frastødelse lyste ud af hans ansigt, mens han flåede min Iphone ud af anlægget og James Hetfield ynkede nu, fra den lille, indbyggede højtaler i telefonen og anlægget skrattede – en lyd, der for ham, må have lydt nogenlunde ligesom musikken han forsøgte at slippe af med – og mens han kastede telefonen ned på sofaen råbte han igen, hæs fra de tidligere forsøg og forkølelsen: “FORSVIND FRA MIT HJEM”.

I bagklogskabens klare lys, kan jeg kun undre mig over, hvad jeg mon havde forestillet mig at få ud af mit svar, som helt overrasket og spagt lød: “Men… Men den er fra 1986″.
Alle hans muskler var spændt til bristepunktet og han dirrede over hele kroppen, mens han stift, løftede sin arm ud til siden og strakte sin pegefinger i lige linie mod hoveddøren: “UD!!” brølede han igen.

Vi har været kærester i mere end 6 år, men heldigvis for ham i en periode hvor Metallica, blandt andet grundet Napster-sagen og et par lortealbums har været i bad standing i mit musikrepetoire. I forbindelse med udgivelsen af deres nye album, rodede jeg rundt på iTunes og genhørte et par af deres gamle klassikere og blev nostalgisk og overvandt mig selv.
Og som enhver god kæreste, ville jeg dele min kærlighed med ham.

Den var ikke tilnærmelsesvis gengældt, erfarede jeg få øjeblikke senere, da jeg havde søgt ly for vinteren på en nærliggende café, med metal i høretelefonerne og ventede på, at hans blodtryk skulle falde.

Fra nu af, bliver Metallica kategoriseret som en af de ting i et parforhold der er private.
Faktisk tror jeg gerne at han vil bytte “toiletbesøg for åben dør”, mod aldrig igen at skulle høre Lars Ulrich få en spasme på en lilletromme igen.

Jeg tror, jeg vil lade det komme an på en prøve.