Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Gayboy står op før jeg gør. Vi forsøgte i et par år et system med at han vækkede mig, om morgenen men i de sidste par år, har han nægtet ethvert ansvar for, at mit korpus bliver trillet rettidigt ud fra dynerne. Da jeg vågnede i dag og vaklede gennem lejligheden i min søgen efter noget koffeinholdigt, stødte jeg på min laptop, som jeg havde glemt at lukke ned.
Via messenger, havde han fra kontoret sendt mig følgende comic fra wecomic’en Cowbirds in love, medfulgt ordene: “Det er os!”

Og så står man dér, på morgentrætte ben, og forsøger at læse håndskriften med øjne, der ikke har vænnet sig til lyset og ved ikke om man skal grine eller græde.

Nu vil jeg gå ud og lave mig en kop kaffe, krydse fingre for at mælken stadig dur og totalt ignorere de madvarer, der med mug på toppen tigger om at blive smidt ud.
Denne gang ikke af dovenskab. Men af kærlighed.