I midten af sidste uge, mens jeg var hos min mor i Liseleje, smed hun sin telefon væk og jeg tilbød galant at hjælpe med at lede efter den, på den mest dovne måde muligt: ved at ringe til den, fra min mobiltelefon.
Jeg ringede hendes nummer op, og grinede hånligt til hende. “Dit abbonnement er spærret”, råbte jeg grinene efter hende, mens hun stod på hovedet i en dametaske for at lokalisere den.

“Dette er TDC. Dette abbonnement er spærret” genfortalte jeg fuld af skadefro, med telefonen presset mod øret.

Hun insisterede gentagende gange på, at hun ikke havde TDC og set i bagklogskabens klare lys, forsøgte jeg i uhensigtsmæssig lang tid, at forklare hende, at jeg nok bare hørte den besked om HENDES abbonnement, fordi JEG har TDC, før det dæmrede for mig.

Det var selvfølgelig mit abbonnement der var spærret.
Da jeg først havde lagt 2 og 2 sammen, skal det dog siges til min logiske og matematiske fordel, at det ikke tog mange splitsekunder for mig, at regne ud at jeg højst sandsynligt ikke havde betalt regningen.

Hvis en eller anden idiot – være det sig mit afkom eller ej, havde gjort nar af mig i flere minutter, for ikke at have styr på sine ting blot for at opdage, at det var vedkommende selv, der var et komplet tågehorn, så havde jeg hånet hende til mine dages ende. Det var derfor med overordentlig lettelse, at jeg atter engang konstaterede at mit hånlige og sarkastiske sind, stammer fra min fars side af familien, da min mor reagerede med moderlig omsorg og helt hånsforladt tilbød mig at låne hendes mobiltelefon, som hun havde genfundet i mellemtiden.

En uge senere virkede min telefon fortsat ikke, og jeg tog tyren ved hornene, samtidigt med, at jeg på evigt elegant vis fralagde mig ethvert ansvar.
Jeg skrev en mail til min bogholder, som jeg i månedsvis havde ignoreret, når hun sendte hobevis af e-mails til mig og spurgte hvornår det passede at hun kom ind på mit kontor.

“Kære Susanne.
Min telefon er blevet spærret. Sig hvornår du kommer og hjælper mig. Fra nu af, er det forbudt at lade det være op til mig

Hun svarede prompte tilbage, med en humor jeg sætter overordentlig stor pris på:

“Kære Lone.
Jeg kommer på mandag kl. 15! Bemærk udråbstegnet.”

Så dette er hvad jeg præsenterer den stakkels kvinde for om små 12 timer.

og atter engang det obligatoriske sideview, der denne gang tårner sig op på næsten 11 cm.

Denne gang er e-conimics fakturaen betalt, da hun har sat den til betalingsservice.
Til gengæld kan jeg ikke længere komme på netbank.

Hvis hun ikke snart, siger op så indstiller jeg hende altså til en form for pris og omdøber hende Bogholder Teresa.