mush.dk

Archive for October de 2009

Det kunne da godt være, at den samtale om RSS havde tændt mig!

Posted by: Lone Sanco in: ● October 31, 2009

Man er i overordentlig stor grad ikke i kontakt med hverken krop eller kalender, når man siger til sin kæreste: “Hov. Jeg står da vist og bliver lidt rowdy!”, blot for at opdage, at man har fået kampmenstruation.

Slowmotion

Posted by: Lone Sanco in: ● October 31, 2009

Thorborg skyndte sig at pointere, at det var animationen af banneret der var problemet. Ikke indholdet, da han bad mig ændre det.

Et hurtigt kig på andre betalende brugeres Flashbannere afslørede dog animation flere steder. Rss-feeds, der langsomt skiftede, eksempelvis, så i stedet for at fjerne banneret forsøgte jeg mig med at sætte hastigheden ned.

This movie requires Flash Player 9

Det er jo nærmest mere beskidt på denne måde – og nu sidder jeg blot og glæder mig til næste træk.

Flashbanner

Posted by: Lone Sanco in: ● October 20, 2009

Min tidligere chef fra Jubii, Martin Thorborg startede for nogle år siden Amino.dk- et forum for iværksættere.
Jeg har været forholdsvis aktiv derinde, men begyndte lidt at miste interessen, da de introducerede muligheden for at tilkøbe features. Eller rettere – de fjernede features fra gratisbrugere og gav dem til betalende.

I går sendte de en mail ud, der for flere fik arrighedens bæger til at flyde over.

Alle os, der havde mere end ét link i vores signaturer skulle ændre dem – ellers ville de blive slettet. Det er nu kun betalende brugere, der kan få lov til at linke til mere end ét site. Til gengæld kan betalende brugere have billeder og sågar flashbannere i deres signaturer.

Flere brugere, slog i det virtuelle bord over denne yderlige strammelse, der blot er den sidste af mange og truede med at forlade forummet.

Jeg derimod, så mit snit til at blive betalende bruger, og kreere et Flashbanner og tvære problemstillingen yderligere ud i fjæset på de andre brugere.

This movie requires Flash Player 9

Nu har jeg siddet – alene i lejligheden og grint uafbrudt i 3 timer, med tårene trillende ned af mine runde kinder over reaktionerne det har modtaget.

Jeg glæder mig mest af alt til at læse de opdaterede regler, de vil være tvunget til at forfatte, hvis de på et tidspunkt skulle finde på at fjerne min fabelagtige signatur.

Når døgnrytmer kolliderer

Posted by: Lone Sanco in: ● October 18, 2009

Klokken er halv fem om morgenen.

Jeg har netop mødt min kæreste, midt i et lyskryds omkring en halv kilometer fra vores hjem
Jeg var – iført udtrådte gummisko og kasket til at skjule morgenhåret – på vej på tanken  og han var klædt på til fissesucces, på vej fra én bar til en anden med et påslæb af venner. 

Jeg har på fornemmelsen, at det er mig den er gal med. 

Skattejagt

Posted by: Lone Sanco in: ● October 18, 2009

Jeg blev venligt, men bestemt bedt om, at muge ud i det colaflaske-lager jeg til daglig kalder mit kontor, da vi ventede gæster. Jeg blev også sat til at rydde op i Cola Light flaske-halvdelen af kontoret der tilhører Chris, der var draget på efterårsferie til Jylland.

Og lige dér. Midt på hans skrivebord. Under et bjerg af post lå min elskede fingerring og gloede åndssvagt.

Jeg har i smug mistænkt Gayboy for at have placeret den der, for at give oprydning en spændende treasurehunt-edge, der vil gøre mig mere interesseret i lignende projekter i fremtiden og jeg skal da også ærligt indrømme, at det pludselig blev det hele værd.

Finder jeg mon en Nintendo Wii, næste gang jeg indvilliger i, at gå i gården med skraldespanden?

Here’s hoping.

Tags:

Intet spild

Posted by: Lone Sanco in: ● October 15, 2009

I ren desperation besluttede jeg mig for, at jeg muligvis havde tabt Gayboys mormors fingerring tidligere på aftenen og forsøgte at backtracke min dag. Helt voksent, havde jeg selvføgelig indtaget aftensmaden hos den lokale McDonalds, og efter at have ringet forgæves et par gange fik jeg endelig fat i dem.

Mig: “Hej. Jeg ville høre om I eventuelt havde fundet en fingerring”
Miss McJob: Det har vi ikke”
Mig: “Altså.. kan du måske tjekke?”
Miss McJob: Tjekke hvad?”
Mig: Har I ikke sådan en glemmekasse”
Miss McJob: “Nej. Intet bliver indleveret her. Tyvene tager alt. “

Det synes jeg, i al sin enkelthed egentlig er meget smukt.

Tags:

This is why we can't have nice things

Posted by: Lone Sanco in: ● October 13, 2009

“SKRID NU BARE HJEM CECILIE”, råber den unge mand, hvis navn jeg efterhånden har lært er Theis til sin kæreste.
De står 10 meter fra mig og skriger af hinanden i nattemørket, der for længst har sænket sig over yderkanten af Rådhuspladsen, hvor vi befinder os.

De sender mig begge skæve blik, mellem råbene.
Jeg står bare – 10 meter fra dem – og glor ud i luften. Stivnet i mørket, foran en mørklagt bankfacade. Jeg skifter usikkert vægten over på den anden fod. Begge er iført leopardplettede sutsko. Jeg er nede for at ryge.

Jeg forsøger med al min magt at dulme nikotintrangen i dobbelt hastighed og leger Nilfisk på proletarcigaretten, mens jeg med mit kropssprog stille, men bestemt forsøger at signalere at jeg er yderst tunghør. Don’t mind me, please.
Da jeg endelig er færdig og Cecilie står og klynker, mens hun hiver Theis i ærmet, vender jeg mig lettet rundt og gør et stort nummer ud af at holde nøglen op og vise, at jeg hører til, inden jeg låser mig ind i opgangen.
Da jeg rækker hånden ud, for at hidkalde elevatoren glimter min ene finger dovent, som resten af mig i lyset. For dovent.

I sommers gav Gayboys überkreative og friske Mormor mig 2 fingerringe af sølv, hun selv har lavet. Den ene større, end den anden. Jeg bærer dem begge på samme finger. Nu var jeg kun iført den ene. Underligt nok, den yderste. Jeg kunne aldrig finde på, kun at tage den ene på, uden også at iføre mig den anden.

Jeg kigger mig tilbage i opgangen, med de mørkegrønne, Korsbæk-bankagtige gulvtæpper og skimter efter ringen. Jeg møfler dernæst mine små, fede ben op ad trapperne til 4. sal, mens mine øjne darter rundt i alle kroge.
Jeg endevender kontoret og løfter hvert et papir og leder i sofaens sprækker, før jeg – efter at have taget rigtige sko på – modvilligt vender tilbage til den regnvåde gade.

Cecilie og Theis kigger overraskede op, da døren smækker bag mig – og jeg forsøger mig med et akavet smil, med tilhørende udpustende høøøh-lyd, inden jeg begynder at scanne fortorvet.

Jeg leder i mørket. Går, med bøjet nakke frem og tilbage over fortorvet, mens Cecilie og Theis fortsætter deres skænderi.

Jeg er oprigtigt ked af at have mistet fingerringen, med de 3 fine indlæg af perlemor, men jeg kan ikke lade være med at tilføre eftersøgning en vis grad af showmanship, der gør det hele endnu mere mærkværdigt og ynkeligt at bevidne. Både inde- og udefra.
“Jeg leder efter noget. Jeg er ikke kommet tilbage for at høre mere”, råber jeg lydløst til parret, med mine handlinger, mens jeg kører skosnuden rundt i en bunke visne blade, der har samlet sig ved fortorvets kant.

Ringen er ikke til at finde, og jeg står dér som én stor undskyldning for mig selv og har hverken lyst til at opgive eftersøgningen, eller lede i den selvsamme bladbunke for 5. gang, mens de skuler til mig.

Det er nu blevet næsten lige så vigtigt for mig, at bevise overfor dem, at jeg ingenlunde ikke er interesseret i deres episke opgør, som det er at finde ringen. Måske fordi jeg i al hemmelighed, havde stået og moret mig over deres misære under cigaretrygningen. Karma har losset mig over skinnebenet.

“Jeg har det!” Tænker jeg idiotisk! Jeg skal vise dem, skal jeg!

Efter at have gået rundt om mig selv i 10 stive minutter i støvregnen, med øjnene stift fæstnet mod jorden, retter jeg mig lynhurtigt op, drejer rundt på hælen og går med hurtige skridt væk fra parret. Tættere ind i Rådhuspladsens indre.
Jeg går i 7eleven, hvor jeg overhører en højrøstet teenager sige; “Hvor er det fedt. Han slog mig lige i Face og jeg kunne overhovedet ikke mærke det”, til sine venner og mindede mig om, at den sidste Macholort ikke er født endnu. Det løfter alt andet lige mit humør at vide, at jeg ikke er den allerstørste idiot indenfor en 100 meters radius.
Jeg har ikke brug for noget i 7 eleven, men havde på vejen udtænkt noget om en liter mælk. Det skal vise dem. “Jeg skulle bare købe mælk, altså”, kan jeg fortælle dem med kartonen, jeg på tilbagevejen kan holde op foran mig som et skjold. “Det var derfor jeg cirklede rundt foran jer i 10 stive minutter. To gange” vil den sige, for mig.

Min plan smuldrer ved køledisken i den lysstofsrørsoplyste butik.
Sødmælk. Sødmælk er ikke en drikkevare buttede blondiner, bør bære som et Badge of Honor.
Jeg mindes om, hvordan jeg hundredevis af gange har forsøgt at forklare min holdning til Cola Light overfor min veninde KulturKyllingen. (når jeg har gennemgået Pkt. 1: “Det smager af lort”) “Småtykke piger, kan ikke købe en rulle Pringles, en Yankeebar og en Cola Light! Det handler om at signalere, at man godt ved man er en tykkert – og at man ikke er et sekund i tvivl om, hvorfor”.
KulturKyllingen synes jeg er en idiot. Hun vil helt sikkert også synes jeg er en idiot, fordi jeg ikke mener at en Sødmælk kan bruges til at signalere, at jeg ikke er interesseret i et skænderi, når en Letmælk kan.
Jeg køber mælken alligevel og bevæger mig tilbage mod kontoret. Mit stille håb om, at parret er kommet videre i deres liv, bristes da Theis atter flækker natten med et brøl om at Cecilie bør tage hjem.
Forskrækket, stikker jeg mit fedtfyldte skjold, ind under jakken, hvilket alt andet lige nok ikke gør mig mindre mistænkelig.

Jeg ankommer igen til The Scene of the Crime, og begynder – udbulende i venstre side, grundet den totalt ubrugelige sikkerheds-investering at scanne den våde jord, ved hjælp af lyset fra min mobiltelefon. Jeg bøfler rundt med bøjede knæ og kigger under biler, alt i mens jeg håber at min opførsel forekommer parret fuldkommen naturlig.

Til sidst – efter et splitsekunds lettelse, afløst af bundløs skuffelse beslutter jeg mig for at gribe chancen og lukker fingrene om en øldåse-ring, under en firhjulstrækker og holder den – med falsk triumf op i luften, mens jeg håber at parret – der vist på nuværende tidspunkt var et eks-par, er præcis ligeså nærsynede som jeg er.
Jeg stak den, med et tilfreds smil i lommen og låste mig igen ind i opgangen, hvor jeg skuffet lod skuldrene falde ned og gik i gorillagang – med hænderne slæbende næsten helt nede på jorden – op af trapperne.

Nu sidder jeg så hér klokken 4 om morgenen, med dyb affektions-sorg på fingeren og prøver at komme i tanke om, hvad helvede jeg egentlig skyldte dem.

Halloween hos BR

Posted by: Lone Sanco in: ● October 13, 2009

For et par uger siden, hjalp jeg Loft37, med at gøre BR’s hjemmeside – som jeg selv har lavet tegninger til – Halloweenagtig og uhyyyyyggelig.
Nu er det online

Fjerten til Fjerde

Posted by: Lone Sanco in: ● October 12, 2009

Der er få ting i livet, der ødelægger starten på en arbejdsdag mere, end når man træder ind i elevatoren på kontoret og netop som dørene lukker opdager at én eller anden har løssluppet en ordentlig æggert i det mikroskopiske metalfængsel.

Sååååååååådan!

Posted by: Lone Sanco in: ● October 11, 2009

Under en tvungen hovedrengøring (der findes ingen andre slags, i vores mikrodomicil) havde jeg placeret mig på badeværelset, per Gayboys ordrer og var – udstyret med rengøringsartikler til op over begge ører – blevet sat til at gøre rent.
Døren var lukket, og Gayboy rumsterede i køkkenet.

Jeg rengjorde dovent hylderne, uden at flytte tingene der stod på dem, men lod bare den halvslatne klud, danse rundt i hjørnerne.

“Nix! Du kan godt gøre det ordentligt” råbte Gayboy fra køkkenet, da jeg var færdig.

Jeg kiggede undrende på den lukkede dør, før jeg modvilligt begyndte at tage badeværelsesartiklerne ned fra hylderne og startede forfra.

Skraldespanden på badeværelset var fyldt, så jeg løste problemet med den tomme toiletrulle, ved at klemme den sammen og presse den ned bag toilettet.

“DU SKAL GØRE DET ORDENTLIGT”, tordnede Gayboy igennem den lukkede dør.

Jeg kiggede mig, paranoidt rundt i det rundt regnet 1,5 m2 store badeværelse efter et videokamera, før jeg til sidst overvandt mig selv og gik ud og spurgte, hvordan han vidste at jeg sprang over, hvor gærdet var ikke-eksisterende.

Storgrinende orienterede han mig, om en af mine mange, mange charmerende facetter;
Når jeg gør noget halvt – og det gør jeg som regel – afslutter jeg dyden, ved at sige. “Såååååååååådan!”.

Jeg har aldrig selv lagt mærke til det, men nu hører jeg det hver gang jeg placerer sofabordet ovenpå det glas jeg lige har smadret, så man ikke træder i det og skærer fødderne.
Såååååååådan

Jeg kan ikke jonglere (punktum). Men jeg kan heller ikke forsøge at jonglere, uden helt idiotisk at stikke tungen ud af mundvigen, og jeg kan – hvor meget jeg end prøver – heller ikke lade være, med at afslutte min lappeløsninger verbalt.

Såååååååådan, hører jeg mig selv sige til min computerskærm, når jeg kopierer en genstridig hånd, fra en gammel tegning over i en ny.

Sååååååådan udtaler jeg til de 3 malerier jeg med en flyvsk albue kom til at domino-effekte ned af væggen og sporadisk hængte op igen, så det nu ligner en udstilling fra Daniel Libeskind’s jødiske museeum i Berlin.

Såååååååan, mumler jeg ud i det tomme rum, når Gayboy er på forretningsrejse og jeg ikke gider rede sengen og bare ruller mig ind i et rent lagen og ormer mig ind under de nøgne dyner.

Og Sååååååååådan havde jeg netop ytret, da jeg forlod køkkenet efter – med dobbeltklæbende tape – at have genophængt et maleri der var faldet ned.
Jeg var ikke engang nået til -an delen af ordet, før jeg jeg kiggede mig tilbage og mødte dette syn:

Manden på billedet, der møssede med de beskidte gulvbrædder står nu lænet op af væggen og sender mig et blik jeg fortjener, hver gang jeg bevæger mig ud på hans domæne.

Sååååååådan

Flippe in Action

Posted by: Lone Sanco in: ● October 11, 2009

Gayboy og jeg fik for et par år siden, efter kun en lille smule sindssygt ynkeligt tiggeri lov til at låne et fantastisk flot og simpelt skrivebord af Gayboys forældre.
Skrivebordet er speciallavet til Gayboys far af Peter Lassen fra Montana, kort før han startede fabrikken op. Det blev aldrig sat i produktion og er derfor fortsat i al sin skønhed et unika.
Det står for enden af vores seng og balancerer på ét smukt, tykt og tungt ben.

Til vores begges store, oprigtige ærgelse opdagede vi forleden at et glas havde efterladt en skjold i lakken.

I går aftes besluttede jeg mig derfor for at lade Flippes første opgave i operation GTFU være en praktisk af slagsen;



Jeg synes selv, at jeg var vanvittigt kreativ, lige indtil jeg skulle søge efter billeder af de klassiske Mario-ikoner, for at få de rigtige pixel-proportioner og opdagede at de – også som coasters – er lavet hundredemillioner gange før.

Hrmpfh!

Mit humør blev dog gevaldigt gen-løftet, da Gayboys indre spilnørd vandt over designsnobben og han grinende bød perlepladerne velkomne i vores lille hjem.

Til gengæld var han ikke synderligt begejstret for min fortolkning af GTFU-opgaven om endelig at få sat et navneskilt på de nye postkasser i opgangen, så han igen kan begynde at modtage post:

Hrmpfh!

Flippe'n the bird

Posted by: Lone Sanco in: ● October 11, 2009

I forbindelse med Operation GTFU (Grow the fuck up) mener Gayboy at voksne mennesker bør eje et strygejern.
Da jeg – som fejring af den nærtstående nyerhvervelse – allerede havde købt adskillige perleplader, var jeg utålmodig og tilbød selv at tage ud og købe det.

Gayboy struttede af stolthed, da han sendte mig afsted, men det var som om en del af entutiasmen forsvandt fra hans ansigt, da jeg vendte tilbage og brølede “JEG HAR DØBT DET FLIPPE, FORDI DET LIGNER EN DELFIN” da han åbnede hoveddøren.

“Hold kæft, hvor er du åndssvag”, mumlede han da jeg stolt fremviste Flippe og gjorde opmærksom på, at der er glimmer på alle de lilla knapper. “Ved dens udpustnings-hul” forklarede jeg mens jeg med bølgende bevægelser lod Flippe svømme rundt foran ham og finde sig til rette i sit nye, non-akvaktiske hjem.

Voksenstrygejernet Flippy

Problemet med Flippe, ifølge Gayboy er hverken navnet, udformningen eller endda farven og glimmeret.
Problemet er, at Flippe ikke rigtigt ligner en delfin. Flippe ligner nærmere delfinens fjerne slægtning, Øresunds-marsvinet – og endda i fysisk afstumpet dværgudgave.
Selve strygefladen er mindre end en Iphone og Gayboys fingre lukkede sig nemt om apparatet, mens han beklagede sig: “Et rejsestrygejern, Lone?”

“Ja” – forsøgte jeg mig spagt med. “For livet bør være én lang badeferie”.

“Det er det også”, sukkede han.
“Lige indtil man skal stryge en skjorte”.

Og selv om han hentydede til det faktum, at det nok vil tage rundt regnet 50 minutter at få bare et ærme nogenlunde fri for krøller, så synes jeg alligevel at det er noget af det klogeste, der nogensinde er blevet ytret og illustrerer smukt min tilgang til både livet og operationen.

Man skal ikke græde over spildt mælk…

Posted by: Lone Sanco in: ● October 11, 2009

… Men hvad, når man ikke har nået at hælde mælken i endnu, men megaglasset blot spontanflækker ved mødet med kogende vand og lækker sit nescafé-indhold udover kontorets køkkenbord?

Num Num Numse

Må man så godt småflæbe lidt under det efterfølgende oprydningsarbejde?

Operation GTFU

Posted by: Lone Sanco in: ● October 9, 2009

Jeg skulle have vidst, det var en fælde fra starten.
Eftersom Gayboy ikke drikker kaffe og jeg vil gøre stort set hvad som helst for en veludført Caffe Latte, burde alle alarmklokker have bimlet, da han indsmigerende spurgte om vi ikke skulle gå ud og få en kop kaffe.
Men der var opskummet sødmælk med sukker og en minimal mængde kaffe involveret, så jeg var døv for advarsler og blind for faresignaler og fulgte småtyk med i lykkelig trance.

Da vi ankom til Bankeråts trygge rammer, med udstoppede dyr på væggene, lamper udformet af gamle dukkehoveder over os og jeg var blevet udstyret med en kop lunken lykke, hev han pludselig en rød notesblok op af tasken og slog den op på en side, der var opdelt i tabeller. “Jeg synes”, startede han.
Alarmklokkerne, der burde have ringet fra starten, startede nu alle sammen samtidigt og jeg mundaflæste de næste ord ud af munden på ham – “at vi skal lave en plan, for nogle ting vi burde få ordnet” blævrede hans lydløse læber igennem de sønderrivende sirener i mit indre.
Koldsveden spontanpiblede frem på min overlæbe, mens jeg febrilsk ledte efter en form for nødudgang til etablissementet.
“Nejnej, det er okay. Operationen har også et Kodenavn!” skyndte han sig at indføre , mens han betryggende lagde en hånd på min og med den anden, vendte notesbogen i mod mig.

Øverst på siden, stod der med store bogstaver:
“Operation GTFU”

Han kender mig for godt.
Jeg kunne mærke hvordan jeg allerede interesserede mig dybt for projektet. Min indre quiz- og puslespilsnørd ramte Turboknappen og fuld af akronym-ekstase begyndte jeg at gætte:
“Gamle Ting Får Undtagelse?”
“Glad Tilværelse Foruden Unger?”
“Glædeligt Tak For Uglelysestager?”

Alle håb og drømme, brast da han proklamerede at operationens retsmæssige navn var: “Grow The Fuck Up!”

Listen blev gennemgået, mens jeg sank dybere ned i depression over mit tilsyneladende nært fortstående Peter-Pan-selvmord.
At sælge vores to, tomme andelslejligheder toppede listen, der tog næsten en halv time at læse op.
Der blev diskuteret både større og mindre punkter på listen. De mest overkommelige som “skifte elpære i køkkenet” kom først og jeg var lige ved at være fan af projektet, indtil ord som “Forsikring”, “Tandlæge”, “Advokat”, “Ejendomsmægler” og “Overdragelsesaftale” pludselig dukkede op i repetoiret.
Min desperation blev total, da ordet “bilen” blev efterfulgt af det mest beskidte ord i det danske sprog: “Sælges”.
Jeg har ikke kørekort og vi bruger den sådan set aldrig. Men det er en varevogn og det har været mit overlevelsesværktøj til at bo sammen med et ordensmenneske på 37m2. Hvis man åbner bagsmækken, triller der rundt regnet 27 par sko og dametasker ud, sammen med alle mine vinterfrakker, en fodbold og 4 pirate bay t-shirts.

Intet kunne redde mig ud af depressionen nu. Jeg kiggede nedslået ned i min tomme lattekop og opgav alt håb om fremtiden, da Gayboy med ét ord hev mig op igen.

“Rengøringsdame”

En solstråle dansede ind af de beskidte vinduer i Bankeråts inderste og engle dansede i lyset, mens de plimrede godmodig harpemusik der fyldte rummet med håb for fremtiden.

Vi forlod Bankeråt hånd i hånd og med øjnene på bolden, mens Gayboy tilføjede ting til listen.

“Købe et strygejern” afsluttede han den, da vi nåede hoveddøren.

Næste formiddag viste jeg min store velvilje overfor operationen, ved at gå ud og investere i en perleplade og 6000 plastikperler.

Jeg er bare så meget klar til et liv med et strygejern i mit hjem,

GossipGirls

Posted by: Lone Sanco in: ● October 7, 2009

Fra min plads på kontoret, kan jeg se Gayboys arbejdsstation, gennem de evigt åbne dobbeltdøre.
I sidste uge, slog jeg øjnene op fra min skærm og spejdede ind i det tilstødende lokale, hvor de faldt på hans arbejdende ryg. Jeg havde kigget op, fordi stemmer derindfra havde nævnt min blog.
Pludselig skød Gayboys skuldre op under hans ører, han skubbede sig ud fra bordet, rejste sig og vendte sig resolut imod mig, og råbte: “VED DU HVAD! Forleden blev jeg introduceret for nogle ret vigtige mennesker som “GAYBOY”! Det var faktisk RET pinligt, Lone!”.

Præcis ligesom jeg kun var interesseret i, hvad der foregik i kontoret ved siden af, da snakken faldt på mig, var jeg også udelukkende interesseret i Gayboys problem, i forhold til mig selv og det faktum at jeg muligvis har læsere. “Hvem var det?” storgrinede jeg pavestolt, mens hans ansatte rullede af grin bag ham.

“Jeg kan ikke huske det”, skurrede han, mens han vendte tilbage til sin computer.

Et par dage senere, mens vi lå og døsede i dobbeltsengen, rejste han sig pludselig på albuerne, slog hånden ned i hovedpuden og sagde – overrasket – “Måske er det noget jeg har drømt!”.
Han behøvede ikke engang, at fortælle hvad det drejede sig om, før jeg begyndte at klukle ned i egen pude.

For et halvt år siden, vågnede jeg fra en dyb drøm og tilbragte hele dagen, eddikesur på ham, fordi jeg havde drømt at vi havde mødt Hugh Laurie og Stephen Fry i byen, som helt naturligt hungrede efter, at drikke store fadøl og dele røverhistorier med mig – og i drømmen havde Gayboy helt tvært insisteret på, at vi i stedet skulle hjem.
Så i al fairhed, besluttede jeg at det var okay at han – til trods for, at han havde drømt episoden – var lidt småfornærmet over at være blevet introduceret som Gayboy til en forretningsforbindelse.

I et splitsekund, overvældet af kærlighed overvejede jeg også om det efter 7 år, var ved at være tid til at lade øgenavnet gå på pension.

Jeg havde ikke helt sluppet tanken om en benådning, da vi dagen efter, kom slentrende ned af Nansensgade hånd i hånd.
Snakken faldt på et af vores vennepar, der til vores store fortrydelse er gået fra hinanden. Vi havde netop mødt den ene, som fortalte at det tidligere par i morgen skulle mødes til fødselsdagsmorgenmad, og vi gik og fantaserede om, hvor dejligt det ville være, hvis de genforelskede sig over et rundstykke, og delte informationer om hvad vi hver især havde hørt fra vennerne, da jeg brat endte sladreseancen med ordene:
“Hold kæft, nogle gamle sladretasker vi to er blevet” og min granvoksne kæreste, stoppede midt på gaden, knyttede hænderne og lod dem dirre foran sit ansigt, mens han – med gigantisk tandpastasmil – hvinede:

“Uuuuhhhh!!! Det er ligesom GossipGirl!”

Så Gayboy it is.
Nu og for altid.

BastaaaardoooOoOoOooooOOO!

Posted by: Lone Sanco in: ● October 6, 2009

Jeg danser ikke, men i dag fik et eller andet komplet røvhul alligevel – i fuld offentlighed – lokket mig ud i den officielle Min-Cykel-Er-Blevet-Stjålet-Hokey-Pokey, hvor jeg kom ned på gaden, drejede til venstre, stoppede op, drejede omkring, tog et skridt frem, to tilbage, drejede om mig selv igen, trådte tilbage, kiggede op ad gaden og ned igen og afsluttede med endnu et par rotationer om egen akse.

Asshole.
Nu som cykel-løs dansemus.

Ugler i mosen

Posted by: Lone Sanco in: ● October 2, 2009

Da Gayboy vendte hjem fra San Francisco og kastede sig, jetlagged og udmattet på sengen, krøllede jeg mig ind til ham og nød at være forenet igen, efter en uges adskillelse.
Da hans muskler efter et par minutter slap helt og han var lullet ind i søvnens første faser, stak jeg min mund helt op til øret på ham, og hviskede: “Der er nogen, der har stillet noget i din lejlighed, mens du har været væk”, og lo højt, da alle hans muskler igen spændtes og begyndte at sitre over at hans nu hans hvide, stilrene hjem var blevet inficeret af uvelkomne og uidentificérbare nipsting.
De næste 20 minutter, lå jeg ved hans side og grinede, mens hans udmattede og våde øjne dartede rundt i rummet på jagt efter indretningssynden.

Til sidst, kastede han dynen til side og trampede på stive ben rundt i lejligheden, og slog omsider gardinet på min side af sengen til side og kvalte et skrig, da hans øjne faldt på de – i mine øjne – to, helt fantastiske, pastelfarvede lysestager formet som ugler fra HouseDoctor, som jeg ovenud lykkelig havde hjembragt fra butikken i Liseleje.


Cutsie Woohootsie Uglen footsie

Ud fra hans reaktion, gætter jeg dog ikke på at deres levetid bliver lang nok til, at jeg overhovedet når at få købt stearinlys og sætte i dem – men indtil videre, har de stået i vinduet og våget over os, når vi sover.

Det gjorde de også, da Gayboy endelig overgav sig til jetlagget og langsomt lukkede øjnene og sikkert drømte natten væk om store, hvide rum, med hvide møbler og en kæreste der ikke finder voksenmobning et udtryk for intimitet og kærlighed.


 

You need to log in to vote

The blog owner requires users to be logged in to be able to vote for this post.

Alternatively, if you do not have an account yet you can create one here.

Powered by Vote It Up

Lone Sanco

28 29 30 årig (tiden går!) idiot fra København.
Jeg er den lykkelige indehaver, af min egen virksomhed, Offwhite ApS der til alt held har valgt at ansætte mig. Desuden er jeg medindehaver af webshoppen Lisen.dk, som jeg laver design & lort til :-)

Jeg bloggede i svingende kvalitet og kvantitet fra 2001-2006 på først Mush.dk, som jeg senere mistede (blot for at generobre i 2009) og senere på Iskywhy. Jeg har tidligere linket til Iskywhy, der indeholdt hele arkivet, men sitet er i dag gået til de evige jagtmarker og jeg er derfor i fuld sving med at lægge alle indlæggene herover - så tjek arkivet, hvis du er til den slags oldfund :-)

Nogle af mine private tegninger

Blandet arbejde

Warning: strpos() expects parameter 1 to be string, array given in /var/www/mush.dk/www/wp-includes/rss.php on line 577