Da Gayboy vendte hjem fra San Francisco og kastede sig, jetlagged og udmattet på sengen, krøllede jeg mig ind til ham og nød at være forenet igen, efter en uges adskillelse.
Da hans muskler efter et par minutter slap helt og han var lullet ind i søvnens første faser, stak jeg min mund helt op til øret på ham, og hviskede: “Der er nogen, der har stillet noget i din lejlighed, mens du har været væk”, og lo højt, da alle hans muskler igen spændtes og begyndte at sitre over at hans nu hans hvide, stilrene hjem var blevet inficeret af uvelkomne og uidentificérbare nipsting.
De næste 20 minutter, lå jeg ved hans side og grinede, mens hans udmattede og våde øjne dartede rundt i rummet på jagt efter indretningssynden.

Til sidst, kastede han dynen til side og trampede på stive ben rundt i lejligheden, og slog omsider gardinet på min side af sengen til side og kvalte et skrig, da hans øjne faldt på de – i mine øjne – to, helt fantastiske, pastelfarvede lysestager formet som ugler fra HouseDoctor, som jeg ovenud lykkelig havde hjembragt fra butikken i Liseleje.

Ud fra hans reaktion, gætter jeg dog ikke på at deres levetid bliver lang nok til, at jeg overhovedet når at få købt stearinlys og sætte i dem – men indtil videre, har de stået i vinduet og våget over os, når vi sover.

Det gjorde de også, da Gayboy endelig overgav sig til jetlagget og langsomt lukkede øjnene og sikkert drømte natten væk om store, hvide rum, med hvide møbler og en kæreste der ikke finder voksenmobning et udtryk for intimitet og kærlighed.