Under en tvungen hovedrengøring (der findes ingen andre slags, i vores mikrodomicil) havde jeg placeret mig på badeværelset, per Gayboys ordrer og var – udstyret med rengøringsartikler til op over begge ører – blevet sat til at gøre rent.
Døren var lukket, og Gayboy rumsterede i køkkenet.

Jeg rengjorde dovent hylderne, uden at flytte tingene der stod på dem, men lod bare den halvslatne klud, danse rundt i hjørnerne.

“Nix! Du kan godt gøre det ordentligt” råbte Gayboy fra køkkenet, da jeg var færdig.

Jeg kiggede undrende på den lukkede dør, før jeg modvilligt begyndte at tage badeværelsesartiklerne ned fra hylderne og startede forfra.

Skraldespanden på badeværelset var fyldt, så jeg løste problemet med den tomme toiletrulle, ved at klemme den sammen og presse den ned bag toilettet.

“DU SKAL GØRE DET ORDENTLIGT”, tordnede Gayboy igennem den lukkede dør.

Jeg kiggede mig, paranoidt rundt i det rundt regnet 1,5 m2 store badeværelse efter et videokamera, før jeg til sidst overvandt mig selv og gik ud og spurgte, hvordan han vidste at jeg sprang over, hvor gærdet var ikke-eksisterende.

Storgrinende orienterede han mig, om en af mine mange, mange charmerende facetter;
Når jeg gør noget halvt – og det gør jeg som regel – afslutter jeg dyden, ved at sige. “Såååååååååådan!”.

Jeg har aldrig selv lagt mærke til det, men nu hører jeg det hver gang jeg placerer sofabordet ovenpå det glas jeg lige har smadret, så man ikke træder i det og skærer fødderne.
Såååååååådan

Jeg kan ikke jonglere (punktum). Men jeg kan heller ikke forsøge at jonglere, uden helt idiotisk at stikke tungen ud af mundvigen, og jeg kan – hvor meget jeg end prøver – heller ikke lade være, med at afslutte min lappeløsninger verbalt.

Såååååååådan, hører jeg mig selv sige til min computerskærm, når jeg kopierer en genstridig hånd, fra en gammel tegning over i en ny.

Sååååååådan udtaler jeg til de 3 malerier jeg med en flyvsk albue kom til at domino-effekte ned af væggen og sporadisk hængte op igen, så det nu ligner en udstilling fra Daniel Libeskind’s jødiske museeum i Berlin.

Såååååååan, mumler jeg ud i det tomme rum, når Gayboy er på forretningsrejse og jeg ikke gider rede sengen og bare ruller mig ind i et rent lagen og ormer mig ind under de nøgne dyner.

Og Sååååååååådan havde jeg netop ytret, da jeg forlod køkkenet efter – med dobbeltklæbende tape – at have genophængt et maleri der var faldet ned.
Jeg var ikke engang nået til -an delen af ordet, før jeg jeg kiggede mig tilbage og mødte dette syn:

Manden på billedet, der møssede med de beskidte gulvbrædder står nu lænet op af væggen og sender mig et blik jeg fortjener, hver gang jeg bevæger mig ud på hans domæne.

Sååååååådan