“SKRID NU BARE HJEM CECILIE”, råber den unge mand, hvis navn jeg efterhånden har lært er Theis til sin kæreste.
De står 10 meter fra mig og skriger af hinanden i nattemørket, der for længst har sænket sig over yderkanten af Rådhuspladsen, hvor vi befinder os.

De sender mig begge skæve blik, mellem råbene.
Jeg står bare – 10 meter fra dem – og glor ud i luften. Stivnet i mørket, foran en mørklagt bankfacade. Jeg skifter usikkert vægten over på den anden fod. Begge er iført leopardplettede sutsko. Jeg er nede for at ryge.

Jeg forsøger med al min magt at dulme nikotintrangen i dobbelt hastighed og leger Nilfisk på proletarcigaretten, mens jeg med mit kropssprog stille, men bestemt forsøger at signalere at jeg er yderst tunghør. Don’t mind me, please.
Da jeg endelig er færdig og Cecilie står og klynker, mens hun hiver Theis i ærmet, vender jeg mig lettet rundt og gør et stort nummer ud af at holde nøglen op og vise, at jeg hører til, inden jeg låser mig ind i opgangen.
Da jeg rækker hånden ud, for at hidkalde elevatoren glimter min ene finger dovent, som resten af mig i lyset. For dovent.

I sommers gav Gayboys überkreative og friske Mormor mig 2 fingerringe af sølv, hun selv har lavet. Den ene større, end den anden. Jeg bærer dem begge på samme finger. Nu var jeg kun iført den ene. Underligt nok, den yderste. Jeg kunne aldrig finde på, kun at tage den ene på, uden også at iføre mig den anden.

Jeg kigger mig tilbage i opgangen, med de mørkegrønne, Korsbæk-bankagtige gulvtæpper og skimter efter ringen. Jeg møfler dernæst mine små, fede ben op ad trapperne til 4. sal, mens mine øjne darter rundt i alle kroge.
Jeg endevender kontoret og løfter hvert et papir og leder i sofaens sprækker, før jeg – efter at have taget rigtige sko på – modvilligt vender tilbage til den regnvåde gade.

Cecilie og Theis kigger overraskede op, da døren smækker bag mig – og jeg forsøger mig med et akavet smil, med tilhørende udpustende høøøh-lyd, inden jeg begynder at scanne fortorvet.

Jeg leder i mørket. Går, med bøjet nakke frem og tilbage over fortorvet, mens Cecilie og Theis fortsætter deres skænderi.

Jeg er oprigtigt ked af at have mistet fingerringen, med de 3 fine indlæg af perlemor, men jeg kan ikke lade være med at tilføre eftersøgning en vis grad af showmanship, der gør det hele endnu mere mærkværdigt og ynkeligt at bevidne. Både inde- og udefra.
“Jeg leder efter noget. Jeg er ikke kommet tilbage for at høre mere”, råber jeg lydløst til parret, med mine handlinger, mens jeg kører skosnuden rundt i en bunke visne blade, der har samlet sig ved fortorvets kant.

Ringen er ikke til at finde, og jeg står dér som én stor undskyldning for mig selv og har hverken lyst til at opgive eftersøgningen, eller lede i den selvsamme bladbunke for 5. gang, mens de skuler til mig.

Det er nu blevet næsten lige så vigtigt for mig, at bevise overfor dem, at jeg ingenlunde ikke er interesseret i deres episke opgør, som det er at finde ringen. Måske fordi jeg i al hemmelighed, havde stået og moret mig over deres misære under cigaretrygningen. Karma har losset mig over skinnebenet.

“Jeg har det!” Tænker jeg idiotisk! Jeg skal vise dem, skal jeg!

Efter at have gået rundt om mig selv i 10 stive minutter i støvregnen, med øjnene stift fæstnet mod jorden, retter jeg mig lynhurtigt op, drejer rundt på hælen og går med hurtige skridt væk fra parret. Tættere ind i Rådhuspladsens indre.
Jeg går i 7eleven, hvor jeg overhører en højrøstet teenager sige; “Hvor er det fedt. Han slog mig lige i Face og jeg kunne overhovedet ikke mærke det”, til sine venner og mindede mig om, at den sidste Macholort ikke er født endnu. Det løfter alt andet lige mit humør at vide, at jeg ikke er den allerstørste idiot indenfor en 100 meters radius.
Jeg har ikke brug for noget i 7 eleven, men havde på vejen udtænkt noget om en liter mælk. Det skal vise dem. “Jeg skulle bare købe mælk, altså”, kan jeg fortælle dem med kartonen, jeg på tilbagevejen kan holde op foran mig som et skjold. “Det var derfor jeg cirklede rundt foran jer i 10 stive minutter. To gange” vil den sige, for mig.

Min plan smuldrer ved køledisken i den lysstofsrørsoplyste butik.
Sødmælk. Sødmælk er ikke en drikkevare buttede blondiner, bør bære som et Badge of Honor.
Jeg mindes om, hvordan jeg hundredevis af gange har forsøgt at forklare min holdning til Cola Light overfor min veninde KulturKyllingen. (når jeg har gennemgået Pkt. 1: “Det smager af lort”) “Småtykke piger, kan ikke købe en rulle Pringles, en Yankeebar og en Cola Light! Det handler om at signalere, at man godt ved man er en tykkert – og at man ikke er et sekund i tvivl om, hvorfor”.
KulturKyllingen synes jeg er en idiot. Hun vil helt sikkert også synes jeg er en idiot, fordi jeg ikke mener at en Sødmælk kan bruges til at signalere, at jeg ikke er interesseret i et skænderi, når en Letmælk kan.
Jeg køber mælken alligevel og bevæger mig tilbage mod kontoret. Mit stille håb om, at parret er kommet videre i deres liv, bristes da Theis atter flækker natten med et brøl om at Cecilie bør tage hjem.
Forskrækket, stikker jeg mit fedtfyldte skjold, ind under jakken, hvilket alt andet lige nok ikke gør mig mindre mistænkelig.

Jeg ankommer igen til The Scene of the Crime, og begynder – udbulende i venstre side, grundet den totalt ubrugelige sikkerheds-investering at scanne den våde jord, ved hjælp af lyset fra min mobiltelefon. Jeg bøfler rundt med bøjede knæ og kigger under biler, alt i mens jeg håber at min opførsel forekommer parret fuldkommen naturlig.

Til sidst – efter et splitsekunds lettelse, afløst af bundløs skuffelse beslutter jeg mig for at gribe chancen og lukker fingrene om en øldåse-ring, under en firhjulstrækker og holder den – med falsk triumf op i luften, mens jeg håber at parret – der vist på nuværende tidspunkt var et eks-par, er præcis ligeså nærsynede som jeg er.
Jeg stak den, med et tilfreds smil i lommen og låste mig igen ind i opgangen, hvor jeg skuffet lod skuldrene falde ned og gik i gorillagang – med hænderne slæbende næsten helt nede på jorden – op af trapperne.

Nu sidder jeg så hér klokken 4 om morgenen, med dyb affektions-sorg på fingeren og prøver at komme i tanke om, hvad helvede jeg egentlig skyldte dem.