Posted by: Lone Sanco in: ● September 22, 2010
Efter en lang nat på kontoret trasker jeg hjemad. Klokken er halv otte om morgenen.
I går aftes, skød jeg en besked afsted angående noget Wordpress-hjælp til Lars, der tilsyneladende er A-menneske. Efter en hel nats stilhed, pinger svaret ind, præcis som jeg når hjem. Lars vil gerne ringe op og tale det igennem i telefonen.
Mens jeg forsigtigt låser døren bag mig og lister ind i den halvmørke lejlighed, sender jeg ham beskeden: “Jeg er i mikrolejlighed med sovende Gayboy – kan ikke tale i telefon nu, det ville vække ham. Ringer senere”.
Herefter lister jeg på musetå ind i soveværelset og dejser lydløst og udmattet om på sengen.
På trods af mit sneak-attack, har jeg tilsyneladende fået vækket Gayboy, der vil snakke.
Vi snakker.
Jeg gaber.
Han snakker.
Jeg sover.
Hans vækkeur ringer, hvilket jeg ikke hører, men han vækker mig til gengæld, for at gøre opmærksom på at han “nok skal stå op, næste gang det ringer”.
Næste gang, vågner vi begge.
Han står op, jeg døser hen igen, blot for at vågne ved, at han står ind over mig og spørger om jeg har sat et vækkeur til.
Efter en kort samtale glider jeg igen ind i søvnen.
Vågner ved at jeg modtager en SMS. Kan høre at Gayboy er på badeværelset, men døser hurtigt igen.
TV’et tændes, registrerer jeg. Tv2 fucking News eksploderer ud i lejligheden og hiver mig ud af drømmeland i et stykke tid.
Vågner, ved at Gayboy står over mig igen og spørger om han må bruge blenderen. Får vistnok sagt “Ja”, hvis bare han lover at holde op med at genere mig og går atter i koma.
Hvad jeg kun kan gætte på, er få minutter senere, bliver jeg igen vækket, ved at han har besluttet sig for at tage opvasken og efter at have tørret hvert eneste stykke bestik, dumper det ned i skuffen. KLONK-KLIRRR *20 sekunders pause* KLOON-KLIIR
Jeg roterer i mit dynefængsel og sandwicher mit hoved inde i hovedpuderne, under hele seancen og netop som jeg begynder at overveje et rovmord på opvaskeren få meter fra mig, starter det vækkeur på min telefon, jeg med fumlefinger åbenbart har fået sat, alt for mange timer for tidligt.
Mens jeg, med halvt lukkede øjne, kværker min mobiltelefon, registrerer jeg med glæde at Gayboy smækker bestikskuffen i køkkenet, så jeg lader mit raseri fare, lader hele ansigtet dumpe ned i hovedpuden og falder indenfor milisekunder i søvn igen.
… og så starter han blenderen.
Mens hele lejligheden vibrerer og motoren brøler og isklumperne klirrer og splintrer i deres glasfængsel, kvæler jeg et skrig, mens jeg sparker nyttesløst med benene og husker halv-tøse-tudende-af-total-opgivelse mig selv på, at jeg selv havde sagt, at han gerne måtte bruge den.
“Men” tænker jeg få minutter senere: “Næste gang, skal der altså indføres en klausul der hedder én gang! Det dér bøsserøvslort, med først at lave en smoothie og så bruge adskillige minutter på at smage den til, alt i mens din kærestes spændte muskler slipper deres tag i hende og hun igen luller til ro og lukker øjnerne, hvortil du så fucking starter blenderen igen, for at få smagsenheden til at gå op i en højere, larmende enighed tror jeg nok, på forhånd at du kan glemme alt om, unge mand”
Mens jeg ligger og overvejer, hvordan jeg skal kunne huske den smøre, næste gang han hiver mig ud af søvnens dybere lag, for at indgå en verbal kontrakt omkring blenderbrug i lejligheden, starter mit retarderede sat vækkeur igen, netop som Gayboy får sat sig til rette på foran Tv2 News og begynder at slupre morgenmaden i sig.
*klik*, *sluuuuurp*, *klik*, *sluuuurp*, *klik* *klik*, *sluuurp*, *klik*, *slurp*, *klik* *klik* *klikkediklik-klik*
“Hvis han hamrer skeen ned i skålen én gang mere” lover jeg mig selv, fra den puppe af fjer jeg har indrullet mig i, hvor kun ét, ondskabsfuldt stirrende øje stikker ud… “så…” .. “så…”
*PLIIIING*
*klik*, *slurp*, *klik*, *sluu..*
“Hov! Fik jeg lige en SMS?”
“Hvor er min telefon?”
“Jeg tror jeg fik en besked”
“Har du set min telefon?”
“DEN LIGGER 4 CENTIMETER FRA MIN FUCKING HOVEDPUDE!!!” skriger jeg lydløst til ham, mens det ondt stirrende øje, følger ham rundt i lejligheden, mens han tramper rundt og leder efter den.
Da han endelig lokaliserer den, ruller jeg mig demonstrativt om på den anden side og lader min totale udmattelse skylle ind over mig og forsøger at falde i søvn igen. Efter et par minutter, hvor kun Tv2 News larmer, sukker jeg dybt og lettet, lader et sageligt smil danse om mine læber og byder søvnen hjerteligt velkommen, mens mit hoved synker dybere ned i hovedpuden.
… Og så starter han blenderen igen.
Et par minutter senere, overvejer jeg om jeg er havnet i en af de cirkler af helvede, så ubeskriveligt grusomme, at Dante simpelthen ikke kunne finde ordrene.
*klik*, *sluuuuurp*, *klik*, *klik*, *sluurp*, *klik*, *slurp*, *klikke-klikke*, *slurp*
Og så flyder bægeret over, da det rigtige vækkeur begynder at ringe. Mine allokerede 2.5 timers søvn er opbrugte.
“FORSVIIIIIIIIIIIIIIIIND” brøler jeg direkte ned i hovedpuden mens min venstre arm fægter målløst rundt i luften, efter det larmende elektronik ved min side.
“Men… Jeg… skal lige.. tage opvasken…”
“UD!!!”
*megamopset* “Okay, men tager DU så opvasken?”
“UD!!!”
… og så trækker han det mest kællingede kort fra hele følelses-stakken.
Han bli’r såret.
Og så ligger man dér, med kone med klemte fint-følelser og er nødt til at sætte sig op og bruge al, tilbageværende hjernekapictet på at undskylde i ét væk.
“Undskyld, at jeg sagde det dér, det var også bare fordi.. at .. min egen.. telefon.. blev ved med at larme…” forsøger man sig med, mens Prinsessen tramper tøsefornærmet rundt i lejligheden og samler ting ned i sin håndtaske.
Og så er man nødt til, at svinge det ene ben udover sengekanten og dinglende af udmattelse forsøge at komme halvt på højkant, mens man strækker armen ud efter hvirvelvinden af skyldfølelse og trække trumfkortet … “Undskyld… Jeg… øh.. jeg… jeg elsker dig jo, for fanden?”
“Ja. I lige måde, husk opvasken” svæver køligt imod mig. Det sidste ord skæres over, af hoveddørens smækken.
Og så starter min dag.
Næste gang, Lars… så ringer du fandeme bare.
Nu vil jeg bruge dagen på at undlade at tage opvasken og sammensætte en playliste til i nat.
Posted by: Lone Sanco in: ● September 21, 2010
En sen nat, for ikke så længe siden, fandt en gammel klassekammerat mig på Facebook. Vi havde ikke talt sammen i mindst 10 år og skyndte os, at tage chatfunktionen i brug til at reconnecte og fnise om gamle dage.
Sådanne samtaler, involverer selvfølgelig det obligatoriske “hvad-laver-du-så-nu?”-spørgsmål, som jeg da også fik besvaret i ekstreme detaljer, mens han konsekvent ignorerede mine tilbageskydelser af spørgsmålet.
Da jeg spurgte tredje gang, indrømmede han modvilligt, at han faktisk sad i fængsel.
… Og så kan det ellers være, at Miss Speedy-finger med tsunami-agtig styrke fik igangsat sin helt egen Gallup-undersøgelse, baseret på mit eneste kendskab til indersiden af fængselsbarrene – Prison Break og Shawshank Redemption.
Min samtalepartner rullede med øjnene, mens jeg spurgte til fællesbade, tabte sæber, analvoldtægter, slagsmål, nedfilede tandbørster, tunnelgravning og nattetæv med sæber i hovedpudebetræk.
I min referenceramme, virkede forholdene i de danske fængsler, ret tamme og jeg fik flere gange brugt ordene: “Prrft! Det kunne jeg sgu da også, så”.
Det var først, da jeg hørte om celler, man selv kunne indrette, weekend-udgang, hustru-besøg, bredbåndsforbindelse og egen laptop, at jeg faktisk begyndte at blive decideret jaloux.
Her er vi to mennesker presset ind på 37 kvadratmeter, hvor jeg bestemt ikke kan få lov at indrette mig som jeg vil og det dér med kun at skulle knalde i weekenden lød egentlig også meget tiltalende. “Tænk på alle de ting, man kunne nå” proklamerede jeg og forklarede ydermere, at man her i huset, i hvert fald ikke skal tabe sæben i badet, hvis man ønsker at komme nogenlunde jomfruelig ud af døren.
“Det er jo stadig frihedsberøvelse” forsøgte han at nedtone min entutiasme med.
Frihedsberøvelse? Hvis det stod til mig, fik jeg leveret cigaretter og kaffe-mælk lige til døren og kunne derved helt undlade nogensinde at skulle stige ud af min natbuks og derved aldrig forlade domicilet igen.
Jeg var begyndt at planlægge et helt ekstremt amatøragtigt Burger King røveri, der kunne redde mig et lille halvt års tid på langs med min laptop, weekendknald og serier, da min samtalepartner kastede spand koldt vand i hovedet på mig, med en undskyldning om, at han hellere måtte stikke af og få lidt søvn… “For jeg skal op og arbejde kl. 06.30 i morgen tidlig”
… Wha..
Klokken 06.30?
Fucking Hell. Så hellere Guantanamo.
Posted by: Lone Sanco in: ● September 20, 2010
Mine nevøer, en enkelt niece og dennes kæreste (som jeg også altid bare peger vagt på, mens jeg mumler ordet “nevø”, fordi det ellers bliver megabesværligt) lokkede mig i går aftes i Parken og se FCK / Brøndby.
Efter at have varmet op, med de første fadøl (og store teenagedrenge, der opfordrede Faster Løgsovs til at bunde med voksenmobning i form af fællessangen: “KAAAAN LONE, KAN LOOONE, KAN LONE DRIKKE ØL” (det kunne hun)) fik jeg lunet mig op til spillet og blev i et kort øjeblik så optimistisk opstemt over mit ellers ringe kendskab til fodbolddiciplinen, at jeg på et tidspunkt fik brølet: “Hey! Der var megaoffside dér, mand!” (Hey, jeg forsøger!)
“Lone… det er altså ikke offside, hvis en af modspillerne er længere fremme på banen”, ytrede en grinende, ung stemme til højre for mig, mens mundens unge ejermands øjne søgte mine.
Fuld af skam over min egen tilsyneladende dybtliggende overbevisning om, at egen forreste mand er totalt ubrugelig på banen, da ingen må spille til ham, slog jeg blikket ned… og fik øje på fadøllen i min hånd, som jeg derefter skyndte mig at bunde, i et desperat forsøg på at genoprette den tabte respekt.
Det hjalp marginalt på situationen, men drillerierne hørte først for alvor op, da jeg først truede med at tilbageholde al fremtid lektiehjælp og derefter elegant fik drejet søgelyset fra mig selv, ved overhånligt at døbe mine nevøers ven, der var aftenens ædruelige chauffør “Konen”, fordi han forsigtigt spurgte om vi skulle forlade Parken et par minutter inden kampens afslutning, for at undgå den værste trafik.
Da vi – sammen med tusinder af andre mennesker – masede os ud af Parken, skraldlo jeg udenpå, mens jeg fik alle drengene til at omprogrammere deres mobiltelefoner, så vennen fra nu af slet og ret hed “Konen” i deres adressebøger, mens jeg indvendigt, fuld af forundring og dyb skam forsøgte at ihukomme alle situationer i min fortid, hvor jeg, med stiv pegefinger, skrig og skrål foran en tossekasse, larmende har forsøgt at få dømt udfra mine helt egne offside-regler.
Konen… det hænger på i hvad? Et par dage? Uger, hvis jeg husker at SMS’e mine nevøer og bede dem om at sprede det på skolen?
Min skam… den er for evigt.
Posted by: Lone Sanco in: ● September 18, 2010
Præcis tre timer efter mit indlæg om, den eneste upside ved Operation GTFU, er at det er lettere at skære ost med en ostehøvl, frem for med en gulerodsskræller, kom Gayboy hjem, indtog køkkenet og brillierede i al sin glans, ved at ødelægge ostehøvlen.
Back to square one, it is.
Posted by: Lone Sanco in: ● September 18, 2010
I går aftes gik jeg i gang med at migrere arkivet fra min nu helt døde non-blog, Iskywhy (2001-2006) over på disse sider, efter voldsomt pres fra blandt andre Eva’s mor.
Indtil videre, er der ikke censureret ting fra (men jeg er heller ikke nået til Singleårene endnu) men jeg har, hvor det var muligt opdateret døde links, men de optræder stadig rundt omkring og ødelægger jokes fuldstændigt.
Du vil højst sandsynligt også støde på nogle mærkelige referencer, hvor jeg straffer mine læsere, for deres fadæser, ved at lave hele bloggen om til Comic Sans, eller at jeg har moddet Iskywhy’s navigationsfigur til at passe til lejligheden. Jeg har selv også grinet af de utroligt mange referencer til alle de gange, jeg tilsyneladende fuckede op i koden, eller glemte at forny domænet – så der er ekstremt mange indlæg, der primært består af undskyldninger herfor. Der er også en hel periode, hvor jeg i trods omdøbte min blog til Pakistanblog. Det giver ikke helt vildt meget mening, nu hvor eksempelvis kommentarene er gået tabt – men lev med det.
Jeg vil undersøge, om der er mulighed for at få kommentarene med, på en eller anden måde, for igennem årenene har det klart været dér den største morskab er opstået.
Hvis der er nogen der kender til noget smart overførselshejs på dét punkt, må I gerne lade høre fra jer. Det virker lidt voldsomt at jeg selv skal sidde og skrive alle kommentarene, som en anden skizofren slavearbejder.
I mellemtiden kan i boltre jer i arkivet – jeg skal nok få de andre år med, snarest muligt.
Posted by: Lone Sanco in: ● September 18, 2010
… Jeg må bøje mig, og sige at Operation Grow The Fuck Up ikke kun har medbragt sig en bølge af dårligdom og personlig tragedie (læs: ansvar).
Gayboy havde ret på ét punkt… Det er faktisk meget lettere at skære ost med en rigtig ostehøvl i stedet for at bruge gulerodsskrælleren.
Posted by: Lone Sanco in: ● September 17, 2010
*røret bliver løftet efter første ring*
Mig: “Hey far, jeg ville bare takke dig for at have opdraget mig godt. ”
Far: “Hva’? Det er jeg sgu aldrig blevet beskyldt for før.”
Mig: “Haha – nej, men for et par uger siden, var jeg til en herre-polterabend, hvor vi skulle fiske. Jeg var den eneste, der vidste hvordan man gjorde og høstede vildt mange props, så dem må jeg jo videresende mig til manden, der lærte mig det.”
Far: “Er det mig?”
Mig: “Ja, for fanden? Selvfølgelig. Det var ret sejt. Jeg stod dér omgivet af 15 mænd, der ikke anede hvad de lavede – så jeg tog den første og var helt klart den der nappede flest. 10-15 stykker mindst, selvom nogle af dem var små og jeg tror den af mændene der fik flest var 3 eller 4. Fik bevist, at jeg hørte til, selvom polterabenden var for en mand.”
Far: *tøvende* “Ja, det lyder sejt – men har jeg virkelig lært dig det?”
Har blev jeg seriøst bekymret, for gamlingens mentale helbred.
Vi har fisket hele min barndom og jeg har en hel lejlighed på Nørrebro fyldt op med fiskegrej, manden har læsset ned over mig, til hver eneste jul og fødselsdag i mine mange teenageår, før jeg fik instrueret ham i, at jeg hellere ville have værktøj.
Forsigtigt og i en hel anden, meget mere blød og omsorgsfuld tone forsatte jeg:
Mig: “… Ja? Det lærte du mig da, da jeg var helt lille”
Far: *igen tøvende* Okaaay…. det… er du sikker?
Mig: “Ja, selvfølgelig er jeg sikker. De synes alle sammen, at jeg var herre wizard-agtig, men jeg havde jo bare set at der kun var en stang med et pirkehjul på, så den skyndte jeg mig jo at tage. Det vidste jeg jo kun, fordi du har lært mig det. Så.. det.. var.. bare.. derfor jeg … ringede… for at sige tak for al den lærdom.
Far: Altså – taler du om at fiske?
Mig: *nu endnu mere bekymret* … Ja?
Far: “Nå, for helvede. Jeg troede du sagde “Drikke Whisky” – synes sgu heller ikke, at jeg havde lært dig dét som barn.”
Okay, så ikke senil-dement alligevel. Bare døv.
Det værste ved det hele var, at min historie som jeg selv synes var ret sej, faldt helt til jorden, da den han troede han havde hørt, faktisk var adskillige grader sejere.
Way to ruin a story, old man.
Posted by: Lone Sanco in: ● September 17, 2010
Da jeg i formiddags åbnede køleskabet og konstaterede, at Gayboy i mit fravær havde fyldt hylderne op med passiv-agressive madvarer, der ikke kan forvandles til noget der ligner et måltid af én som mig; ingefær, fennikel og motherfucking bladselleri, men stadig tilsyneladende på den indkøbstur helt havde fravalgt at indkøbe toiletpapir, konstaterede jeg, at dette simpelthen måtte være en form for Dobbelt-GTFU-test.
Han har garanteret toiletpapir gemt til eget forbug, et sted i lejligheden og tester bare, hvor længe jeg selv kan holde ud at leve som en hulemand før jeg rent faktisk tager mig sammen til at få købt noget toiletpapir, som et rigtigt voksent menneske.
Så i ren trods og for at undgå at få et rygte som “en der kan få tingene ordnet”, gik jeg i Fakta og undgik behændigt toiletpapirs-sektionen, men har i stedet, som svar på begge udfordringer, for få minutter siden hjembragt: Kinder Mælkesnitte, Lillebror Ostehaps, 8 ruller køkkenrulle, 2 pakker servietter og en rulle vatrondeller, hvis tingene skulle blive helt kritiske.
Your move, Sir.
Posted by: Lone Sanco in: ● September 17, 2010
Gayboy er klart den mest tjekkede i vores parforhold.
Han kan både stå op om morgenen, betale regninger til tiden, skille sig af med sin andelslejlighed og købe frisk frugt og grønt.
Min tilværelse, består af løbende skideballer og konstante, strenge blikke, hver gang jeg har forlagt en nøgle, modtaget en rykker, sovet 5 timer over mig, glemt at vaske underbukser, gemmer overskudsopvasken i ovnen eller behændigt bruger min iphone til at lyse op, når jeg ikke gider skifte en elpære.
Så det var mig en udsøgt fornøjelse i dag, at være dén der fik lov til at stille en forarget mine an og ytre: “Ej, det gider jeg simpelthen ikke. Sådan kan man altså ikke leve, din kollosale weirdo!”, da jeg efter at være hjemvendt efter adskillige dage hjemmefra, konstaterede at der forstat ikke var noget toiletpapir og som svar på spørgsmålet: “Hvordan… fanden.. kan du have boet her i en hel uge uden toiletpapir?” blev mødt med svaret:
“Jeg går bare i bad, hver gang jeg har været ude og tisse”.
Posted by: Lone Sanco in: ● September 17, 2010
“Kondomerne og Badehætterne står på samme hylde”, fniser Gayboy til mig, efter han har stillet sig op ved siden af mig i køen. Han peger vagt ind mod midten af butikken.
“Hvor ved du det fra?” spørger jeg drilsk. “Kiggede du på Kondomer eller Badehætter?”
“Årh, hold nu kæft” svarer han til beskyldningen om at være en gammel homo med blomstret badehætte og forsvarer sig med:
“Jeg kiggede på en svalende ansigtsmaske”.
Gayboy.
Posted by: Lone Sanco in: ● September 10, 2010
“Det er altså ligesom om, at forskellige dele af dig vågner på forskellige tidspunkter” konkluderede Gayboy stille, da jeg i morges – med lemmerne spredt udover sengen og med ansigtet presset sidelæns ned i puden, uden så meget som at åbne øjnene havde brølet “DET ER MIN!” gennem hele lejligheden, da jeg havde registreret en colaflaske, der blev åbnet i køkkenet.
Sukkerafhængigheden og retfærdighedssansen er tilsyneladende A-mennesker, men også jokecenteret var i fuldt gear og skyndte sig at spinde et kort retort sammen om hans pikkemand, uden jeg så meget som havde nået at åbne øjnene endnu.
Få sekunder senere havde søvnen indhyldet mig fuldstændigt igen og der skulle gå adskillige timer, inden jeg igen var bare nogenlunde tilstedeværende.
Det er godt at vide, at der er nogen der beskytter mig, selv når jeg er i hvad der vidst bedst kan kategoriseres som koma.
Posted by: Lone Sanco in: ● September 1, 2010
I fredags var jeg til Jubii’s 15 års fødselsdag. Det var lige dele gode, gamle kolleger og nederen affiliate marketing-typer, der var desperate for at sælge et banner til hvem som helst, de kunne skrabe op ved den frie bar.
Det var det helt store kødmarked, hvor ingen er interesseret i dine bryster, men alle i dit cv.
Efter at have ført varianter af følgende samtale adskillige gange, dæmrede det langsomt for mig, at jeg måske burde få trykt nogle nye visitkort.
Douchy Sælgertype med tilbagestrøget hår: “Hey. Hvad laver du så?”
Mig, med tilbagestrøget hår: “Jeg er illustrator i min egen virksomhed.”
Douchy Sælger: “Cool nok. Hvilken type opgaver laver du?”
Mig: “Mest sådan noget weblort i Flash og sådan noget”
Douchy Sælger: “Cool nok. Hvad arbejder du på for tiden?”
Mig: *suger intensivt pink drink op igennem sugerøret og kigger væk*
Douchy Sælger: “Jeg spurgte, hvad du arbejder på for tiden?
Mig: “Noget.. ikke.. altså… For tiden.. koncentrerer jeg mig.. om… Altså… Jeg.. lige nu tager jeg ikke nogen opgaver ind”
Douchy Sælger: “Hvad lever du så af?”
Mig: “Jeg har teknisk set også.. en anden virksomhed”
Douchy Sælger: Hvad er det for noget?
Mig: “Det er en webshop”
Douchy Sælger: “Men.. så er du jo ikke illustrator?”
Motherfucker
Men blind sælger finder også korn og manden har jo teknisk set ret. Udover at have hjulpet eksisterende kunder med et par småting i form af ikoner og andre quickfixes krydret med et par vennetjenester, er den eneste opgave jeg har lavet i 2010, en plakat og folder, i maj måned, som kunden bookede i slutningen af 2009. Alt andet, har jeg takket nej til.
Så tiden er inde til, at flytte “illustrator” af visitkortet og i stedet begynde at præsentere mig således:
“Hej! Jeg hedder Lone og jeg er en Fuldtids Flæse-pusher, der tilfældigvis også kan tegne”
For sagen er den, at jeg har arbejdet fuld tid på Lisen i næsten et år og jeg har således også set mig nødsaget til at tilføje en ny kategori under “arbejde” her på bloggen.
Så nu, hvor vi er ærlige overfor hinanden, kan jeg ligeså godt advare om, at der lukt forude venter sjældne og sløjfe updates om ting i adskillige nuancer af beige.
Be warned.
The blog owner requires users to be logged in to be able to vote for this post.
Alternatively, if you do not have an account yet you can create one here.
Powered by Vote It Up
Sidste kommentarer