mush.dk

Til et middagsselskab, hvor vi netop havde gennemgået hvordan Gayboy er nødt til at vække mig (omkring 7-8 gange) hver morgen og han også lige havde gennemgået en lang liste af andre irritationsmomenter i hans liv, jeg tilsyneladende, men ikke overraskende er ophavsmand til, sagde han mildt:
“Men ved I hvad, det værste ved at være kæreste med Lone er?”

Alle lænede sig længselsfuldt ind over bordet, ivrige for at vide hvad det allerværste i en lang række rædsler egentlig er.
Selv var jeg også ret interesseret og var allerede begyndt at lave en mental liste over mulige synder, da han begyndte at forklare.
De andre gæster, slumpede skuffede tilbage i deres stole. De fleste med uforstående blikke, fæstnet på den stadigt talende Gayboy.

“En hest?” ser jeg se én gæsterne spørge. Jeg hører ikke spørgsmålet, for jeg er selv begyndt at grine højt, af dét der åbenbart topper Gayboys liste over mine værste kvaliteter som kæreste. Et ritual, jeg for længst havde glemt alt om.

“Ja”… svarer han lidt tøvende og viser sin højre hånd frem… “Sådan ligesom.. med fingrene…” forsøger han at forklare, mens han strækker langefingeren fremad og lader de fire andre fingre gå på dugen. Kloppeti-kloppeti.

“Og det er det.. værste?” spørger hans sidemand ham vantro, mens han skuler til mig.
Gayboy forsøger igen at videreformidle problematikken… “Jamen. Altså. Hesten kommer ikke først. Først er det en mand” han strækker lange- og pegefinger ned på bordet og kigger rundt på alle tilhørerne, inden han desperat og dramatisk siger: “og så… hesten… og så… nogle gange… til allersidst…” han lader hele sin hånd slumpe sammen… “en Edderkop!”

Hele selskabet stirrer uforstående på Gayboy, mens jeg brøler af latter ved hans side.

“Det er fordi, jeg gør det når han sover” hikster jeg. “Eller.. gjorde”.

For i sandhed, er det i hvert fald minimum 3-4 år siden, at Gayboy en nat, tudende af udmattelse og irritation tog sin dyne og forsvandt 3 meter længere ind i lejligheden, hvor han slog lejr på sofaen, mens han med tårene flyvende rundt i stuen råbte ind til mig, at jeg var skyldig i voksen-mobning.

Det startede, i tidernes morgen egentlig uskyldigt nok, med en øm, kærligt aende pegefinger jeg lod løbe ned ad hans arm, mens jeg fra hovedpuden ved siden af hans, iagtog hans sovende krop.
På et tidspunkt, begyndte jeg at kede mig, ved hans slumrende side og lod langemanden løbe turen med pegefingeren og hviskede: “Lille mand går tur på din arm”… “bom bom bom”… “op og ned”… “manden inspicerer lige armhulen” og blev ved, indtil jeg fik den ønskede reaktion; Han vågnede.
Til gengæld havde jeg ikke regnet med, reaktionen min lille udforskende mand ville modtage.
Han åbnede først brat øjnene og derefter munden; i et primalskrig der blæste håret tilbage fra mit ansigt og fyldte hele min synsvinkel, med hans voldsomt vibrerende drøbel. I et nanosekund, stod hele min verden stille. Det eneste der eksisterede, var min forskrækkelse, mit blafrende pandehår, det øresønderrivende skrig og angsten, der stod malet i hans forvredne ansigt.
Han ophævede tryllebåndet, da han fortsat skrigende, med en voldsom armbevægelse slog min hånd – der stadig havde to fingre, stivnet ud i luften – væk og i én fejende bevægelse slog dynen til side og stillede sig midt på gulvet, hvor han febrilsk begyndte at danse fra ben til bén, mens han med hurtig og panisk hånd, børstede sig på skulderen og skriget langsomt gled over i en klynken.

Og så grinede jeg.

Og svór, at hvadend jeg lige havde været vidne til, var nødt til at ske igen og helst lige med det samme og gerne så ofte som muligt.

Så i månedsvis lod jeg den lille mand udforske hans krop, så snart han var faldet i søvn og kastede mig tilbage i hovedpuden i latterkramper, hver gang han dødsangst og skrigende sprang op fra sengen.
Han tryglede mig om at lade være.
“Men… det er … bare… så sjovt” hulkede jeg, mens jeg stadigt grinende, tørrede lattertårer væk fra kinderne, nat efter nat.
Han befalede mig, at holde op.
Jeg adlød for en gangs skyld ordrer og lod manden pensionere, blot for at hyre en udforskningsvillig hest i stedet, der fik endnu bedre resultater.

Kæmpedderkoppen – der uden tvivl, var den mest effektive – nåede at være i spil, i en uges tid før han reagerede med de tårer, der åbenbart var nødvendige for at overtale mig til, at skrinlægge hele trioen for bestandigt.

Gæsterne stirrede på Gayboy.
Godt nok, var jeg skurken i historien, der først holder op 3 måneder og 16 kilometer, efter legen ikke er god længere, men det var alligevel Gayboy der måtte bære størstedelen af deres dom.
“Hvad fanden… var du bange for?” spurgte én af dem bebrejdende, mens de andre delte min latter.

Gayboy sender sig selv på det overarbejde, jeg så ofte sendte ham på. “Men… Altså… Det var bare irriterende” forsøger han sig med, hvilket jeg – igen – påpeger overhovedet ikke er nok til at opveje, hvor morsomt det i virkeligheden var. Han kigger irriteret på mig, og vender sig igen mod gæsterne i jagten på sympati: “og.. og.. nogle gange var der også… stemmer med”.

Og så ihukommer jeg pludseligt, hvordan hans tårer – min latters Yoko Ono – fik opløst ikke blot vandregruppen, men i samme omgang dræbte en karakter jeg tidligere havde udviklet, til at interagere med hans sovende krop.

Frække-Flemming!
Frække-Flemming fra Vestegnen, med den dybe stemme, der vækker Gayboy, med voldsomt gramseri og dybt stønner “Berit. Berit for fanden. Come on, Baby du vil jo gerne” i nattemørket, mens han med begge arme og ben låser den nu vågne, skrigende og ormene Gayboy fast under dynen og pruster “Baby! Baby! Bare et hurtigt blæs, for fanden”.

Ham havde jeg helt glemt!
En skæbne, han bestemt ikke havde fortjent, efter han i tidernes morgen, bravt forsøgte at forsvare sin eksistensberettigelse med ordene; “Baby. Baby. Tør hornet. Ellers skal jeg skal fandeme gi’ dig noget at tude over”

Manden, hesten, edderkoppen og Frække-Flemming blev permabanned i vores hjem, den nat Gayboy’s tårebæger endelig flød over og jeg forstod, at jeg var gået for langt.

Men i nat – med genopfrisket hukommelse – efter vi havde undervurderet længden af Deer Hunter og udmattede var væltet op i sengen, blev jeg stærkt inspireret efter jeg, under tumulten med at komme op i sengen, var kommet til at give Gayboy en albue i ribbenene. Mens han lå og ømmede sig, fandt jeg et hurtigt loophole i forbudet og puttede mig ind til ham, lagde en stiv hånd over skaden og hviskede læspende: “Skal Healer-Kirsten lige ordne det?”
Han skreg, mens han svingede benene udover sengekanten og i løbet af et nanosekund igen stod op.
“La’ vææææææær” hvinede han med skinger stemme, så hele bygningen må have sat sig op i deres senge og overvejet hvilken ungpige netop nu blev udsat for et voldtægtsforsøg på første sal til venstre.

Da han efter flere minutters forhandling var blevet lokket tilbage under de lune dyner, og min latter var blevet reduceret til en fnisen, slumrede vi hen i mørket – jeg med armen rundt om ham.

“Ved du hvad det bedste er?” hviskede jeg helt tæt i hans øre?
“Hvad?” mumlede han lykkeligt.
“Du behøver ikke engang vide, at jeg laver Healer-Kirsten. Jeg kan bare lave hende helt stille i mine tanker”.

Trætheden må have sløvet hans hjerne. “Mmmhh” smilede han og puttede sig ned i sin hovedpude, inden han efter flere sekunder, forstod at Kirsten sagte havde sneget sig tilbage i sengen og igen sprang skrigende op, viftede med hænderne i den mest bøssede manøvre der nogensinde har sneget sig ind i vores soveværelse, hvorefter han børstede sig hastigt over hele kroppen, som om han forsøgte at slippe af med myrer fra helvede.
Alt sammen hvinende.

Og så kastede jeg hovedet tilbage i puden og brølede af latter.

Igen.

Nu kan jeg se frem til en dejlig, afslappet (og helt ekstremt morsom) måned, hvor han helt glemmer at brokke sig over, at jeg igen ikke har fået taget opvasken, har sovet over mig, har stjålet hans solbriller eller spist alt hans slik… for han vil have alt for travlt med at beklage sig over Healer-Kirstens indtog i dobbeltsengen og forarget fortælle måbende gæster til middagsselskaber, at jeg vækker ham ved at lede efter hans Chakra, mens jeg mumler om krystaller og Acai-bær, til overhovedet at bemærke, at jeg har andre fejl.

Hold kæft, hvor er jeg genial.

… Tror jeg nok.