Forbydelsen-Fortrydelsen

Søndag d. 23 November, 2007 rullede det sidste afsnit af den originale udgave af Forbrydelsen over de danske Tv-skærme.
Jeg var ikke alene i min skuffelse over måden de valgte at slutte mordforbrydelsen på, men da DR’s Dramachef Ingolf Gabold få dage senere svarede på kritiken i Politiken, ved at kalde os der var utilfredse for folk der “har en romatisk og gammeldags kolonihave-mentalitet, en trang til idyl, hvor man vil have harmonien genoprettet” for jeg i flint og sendte samme aften følgende e-mail til giganten indenfor dansk tv:

Under Subjectet; “Godkendelse af Storyline”, sendte jeg sent om aftenen onsdag d. 26. November 2007 – denne lange e-mail til DR’s Dramachef Ingolf Gabold og belyste 2 gavmilde håndfulde plothuller i deres makværk:

Kære Ingolf.

Jeg har læst dit interview i Politiken og kan godt forstå din
frustration, over os, snotsentimentale danskere, der kræver at alle
spørgsmål bliver besvaret og alle ledetråde bundet sammen i en fin
sløjfe, når sidste afsnit af en serie ruller henover skærmen.
Det er forkælede seere, der peger på, at det dog var utroligt heldigt
at Jens Holck præcis faldt over datinghjemmesiden, hvor Hartmann var
logget ind, på præcis samme dag som Hartmann holdt op med at bruge
den, så Holck kunne have den for sig selv i de næste mange, mange
måneder.

Det er romantiske sjæle, der råber på Hollywoodslutninger, der
spørger hvorfor man aldrig fik afklaring på, hvem der pressede
politichefen, fik ham til at dække over sandheden og til sidst fik
ham fyret.

Så det vil jeg ikke gøre, Ingolf.
Jeg vil kun tænke på hovedhistorien i serien – nemlig, hvem der
dræbte Nanna Birk Larsen, samt give dig et velfortjent klap på
skulderen, for en fantastisk spændende serie, der drager inspiration
fra amerikanske serie-hits som “Heroes”, hvor overnaturlige kræfter
spiller en stor rolle i at drive plottet fremad. Bravo, min ven.

Nu har jeg brugt 20 timer, på at høre dig fortælle din historie.
Nu kan du bruge 10 minutter på at høre min.

Nanna prejer Taxa hos Rama. Det er Leon der kører den. Hun bliver
kørt til rådhuset, hvor hun får en nøgle til partilejligheden af
hendes tidligere elsker, Holck. Herfra videre til Grønningen – men
ikke til den rigtige adresse – for at tage op i partilejligheden og
hente passet, så hun kan rejse ud af landet senere på aftenen.

Vi må gå ud fra, at Nanna har fortalt Leon om hendes plan om at
stikke af med Amir, til trods for at Leon aldrig indrømmer det.

Leon ringer til Theis og Pernille, for at fortælle om disse planer.
Telefonen viderestilles til Vagns telefon.
Her er det en smule mærkeligt, at teleselskabet, der ellers har
bidraget med al aktivitet på telefonerne ikke kan informere om
viderestillingen.

Leon fortæller Vagn om situationen.
Vagn er hos sin onkel. Klokken er 22.50. Nanna steg ud af taxaen 5
minutter tidligere.
Vagn har en time tidligere givet hans onkel en sovepille. Vagn går
ovenpå og sniger sig ned af brandtrappen. Herefter kører han vel ind
til Grønningen og finder på magisk vis igennem en port, der leder ham
ud i St. Kongensgade, lidt ned af vejen og op på 4. sal, hvor Nanna
befinder sig – fordi hun tilsyneladende ikke ville fortælle den
korrekte adresse til den taxa hun tog (og telefonregningerne bærer
jo eksempelvis ikke præg af, at Vagn har ringet til Nanna og spurgt
hvor hun var). Næh du, Vagn ved det bare. Hans overnaturlige kræfter
inkluderer ikke kun super-human-speed, men også en indre GPS, der
leder ham hen til skjulte blondiner. Dam Dam Daaaam!

I al den tid, er Nanna i lejligheden – til trods for, at hun blot
skulle hente sit pas, og at hun tror hun har en taxa ventende nede på
gaden – eller rettere – på parallelgaden.

Vagn forsøger at tale Nanna fra planerne med Amir, men “Nanna vil
ikke høre”, og hovsa, så noget med kranier mod radiatorer, lidt kamp,
lidt voldtægt… som der jo sker, i disse situationer.
I mellemtiden ringer Nete på døren, og Vagn har i mellemtiden sat
lidt stemningsmusik på. For alle ved, at analvoldtægt bare ikke er
det samme, uden discomusik. Vagn åbner ikke, men beslutter sig
alligevel for, lige at løfte dørtelefonen. Han stiller sig herefter
over i vinduet og glor ned på vedkommende der ringer på. For sådan
noget gør man, når man er i gang med at voldtage og dræbe sin bedste
vens datter, som man muligvis – muligvis ikke – er småforelsket i. Så
er man altid interesseret i, både at blive set og hørt af tilfældige
forbipasserende.

Herefter finder han nogle bilnøgler, finder på magisk vis bilen de
hører til og slæber Nanna ned i den.
(til trods for, at der tilsyneladende ikke bliver fundet spor af al
det meget blod i bilen).

Han kører hende herefter ud i Humlehaven, i et hus som han ved står
tomt, fordi Theis og Pernille har overvejet at købe det. Han kommer
på magisk vis ind i hytten og lægger hende på betongulvet.
Her tilbringer hun i 15-20 timer, nøgen på gulvet og får liggesår.
Derudover bløder hun ganske kraftigt – eventuelt fra det slag i
hovedet hun fik i lejligheden.
Vagn voldtager hende gentagende gange, både i nummer 1 og i nummer 2
og bedøver hende med æter.
Derefter skal han lige ind på plejehjemmet, snige sig op af
brandtrappen, nedenunder og ind forbi sygeplejersken og sige at “han
smutter nu”. Han husker også, at aflyse en flytning, der var
planlagt om lørdagen. For nu har Vagn fandeme bakset rundt med Nanna
hele natten ude i den kælder og ejakuleret i alle hendes
kropsåbninger adskillige gange, og han kan sgu ikke rende rundt og
flytte arkivskabe nu. En mand har brug for en lur.

Og efter luren, så skal hun ellers ud i skoven du – og hendes tøj og
videokort skal med. (men ikke passet. Det gemmer han i huset. Der er
jo ingen grund til at holde tingene samlet) I skoven taber han så
lige al tøjet og videokortet, fordi han er en værre klodsmajor. Han
taber også hendes g-strengstrusser, som politiet senere finder – men
alt imens er hun iført mormortrusser, som man senere kan se på
billederne af liget. For det er mode, blandt de unge. To par trusser
af gangen – og det er også mode blandt mordere og
voldtægtsforbrydere, lige at snige ét par af de moderigtige
dobbeltrusser på offeret igen, inden man slæber dem afsted for at
dræbe dem.

Nå, men han får jo trusserne på hende – og underkjolen har hun også
stadig på (fordi, det er de unge også vilde med: At have underkjoler
på til jeans og læderbælter med nitter) og ud i den skov dér, hvor
hun så slipper væk, med sine hele 2 liter tilbageværende blod og hu-
hej vilde dyr gennem skoven – men han fanger hende jo igen…
Men Vagn kan ikke slå hende ihjel – så han binder hende med strips og
smider hende i baggagerummet.. og så hiver han lige sin trofaste tre-
i-eener frem og klipper hendes negle og vasker hende sporadisk. For
Vagn har dræbt før – og han ved, at hvis man klipper neglene på sit
offer.. så bliver liget liggende på bunden af søen i mindst 15 år,
før nogen finder det.
Nåmen, efter han så har klippet de negle… så stikker hun lige sin
renvaskede hånd frem og flår hans guldhalskæde med det sorte hjerte
af halsen på ham (stakkels Vagn, må gå med plaster på halsen dagen
efter).
Halskæden betyder megameget for Vagn. For han havde den, da han var
15-16 år og gik i 10′ende klasse – og så forærede han den, til sin
kæreste Mette Hauge.
Da Vagn og Mette var 18 år gamle, lærte Vagn Theis og Pernille at
kende – og 5 år senere, lige efter Vagns kæreste Mette er flyttet
hjemmefra, forsvinder Mette, der op til det tidspunkt ifølge hendes
elsker i bofællesskabet, stadig gik med hjertehalskæden – sporløst.
Men hverken Theis eller Pernille husker halskæden. De undrer sig da
heller ikke over, at Vagns’ livs kærlighed bare forsvinder sporløst,
under stor mediebevågenhed – lige efter Vagn og hende har slået op -
og de fortæller det i hvert fald aldrig til politiet, selv ikke da
politiet mistænker Vagn for Nannas forsvinden. Mette Hauges far
husker heller ikke om Mette havde en kæreste, til trods for at hun
boede hjemme og at hun og Vagn på daværende tidspunkt havde kendt
hinanden i 7 år – og først for nyligt havde slået op.

Men Theis og Pernille genkender ikke halskæden, til trods for at man
må gå ud fra at de kendte Mette, så Vagn gik nok ikke med halskæden
selv, til hverdag – selv efter han havde nappet den tilbage fra Mette
Hauges, kolde, døde hals 15 år tidligere. Men han var nok lige
svinget hjem forbi i løbet af weekenden og havde taget den på, fordi
det bare ville gøre analvoldtægten af Nanna så meget bedre, hvis han
liiiige havde den på også.

Og da Nanna river den af halsen på ham, bløder han… men han opdager
det ikke – for han tager den i hvert fald ikke tilbage. “Den skal du
da ha’, min ven”. “Mit kæreste eje, som jeg har kigget på, mens jeg
har revet mig i pjorten hver aften igennem de sidste 15 år – den
beholder du bare, dér i din vandfyldte grav”. “De forbinder den
aldrig med mig – heller ikke selvom mit blod og hudceller nu er på
kæden. Jeg har renset dine negle, så hvad kan gå galt?”

Næste morgen møder han på arbejde igen og fortsætter sit liv, hvor
han slap det. Dog finder han også lige tid til at kaste mistanken
overpå Nannas gymnasielærer og opfordrer Theis til at flå ham lidt
rundt med en jernkølle – kidnapper læreren og overværer overfaldet -
og hjælper lidt til. En ven er man vel.

Han finder også tid til at presse Leon, der i mellemtiden har fået
dårlig samvittighed. Leon der måske, måske ikke var medskyldig er ved
at få sved på panden.
Så Leon melder sig – i dybeste hemmelighed overfor Vagn – til
politiet, og fortæller at han muligvis havde kørt Nanna forbi
rådhuset og smidt hende af på Grønningen.
Senere, under pres indrømmer han også, at hun muligvis ville til
hovedbanegården bagefter. Men det sagde han ikke første gang, for dét
havde simpelthen været for meget information i ét vidnesbyrd.

Vagn kommer under mistanke – og er ikke det mindste nervøs, da
politiet henter ham. Han er coool cat. Han afgiver frivilligt
fingeraftryk. Vagn bruger herefter meget energi på, at få Theis og
Pernille til at tro på hans uskyld – for han er 100% sikker på, at
politiet aldrig kan knytte ham til sagen.

Da alle spor så senere peger på Leon – og Vagn bliver kaldt ind, for
at fortælle hvad han ved om Leon og får at vide, at han ikke længere
er under mistanke, så får Vagn fandenfisemig travlt.
For nu hvor de mistænker Leon, for at have dræbt Nanna – så haster
det, som død og helvede at finde Mettes flyttekasser på et
lagerhotel, hvor de blev dumpet for 15 år siden og åbne én enkelt
kasse og fjerne ét enkelt klassebillede, hvor både Vagn og Mette
optræder. For det er nok det eneste bevis, der findes af deres 7 år
lange forhold – hvadend de var kærester eller ej, under hele forløbet.
For det gør man, sådan noget – når man opdager, at man ikke længere
er under mistanke, til et helt andet mord.
Men så meget hastede det da heller ikke – for Vagn havde lige tid til
at skifte tøj inden – og komme ud til lagerhotellet i en anden bil,
end den han plejer at køre i – og da politiet så dukker op, så samler
han lige en pistol op og skyder en betjent to gange, med højre hånd,
til trods for at hen er venstrehåndet.

Næste dag, mens politiet febrilsk leder efter Leon og forsøger at
presse oplysninger ud af hans bror, bruger Vagn igen sine
superkræfter og lokaliserer Leon på det eneste, helt naturlige sted
en mand vil opholde sig: Et fucking russisk containerskib. Her får
Vagn lige sneget sig ind, efter han om eftermiddagen har været i
huset sammen med Theis, får stukket en gøb i kæften på Leon og
tvinger ham derved til at hænge sig selv. Ved et rent held opdager
ingen, at han hverken kommer eller går.

Samme dag finder Anton Nannas blodige pas i kælderen og betror sig
til Vagn – der efter at have dræbt Leon, lige er taget over til Birk
Larsen og leger lidt med ungerne.
Vagn gør det eneste rigtige i den situation, hvor hans gudbarn har
fundet hans eget mord- og voldtægtsoffers pas på gerningsstedet. Han
fortæller det, til Antons forældre. Herefter tilbyder han at ringe
til drengene ovre i huset, og få dem til at gå ned og tjekke
kælderen, hvor han udemærket er klar over, at passet stadig befinder
sig. Men Theis og Pernille taler ham fra det. Damn, huh?
Det gør man da! Man er da behjælpelig med at finde beviser mod sig selv!

Herefter venter han til drengene skrider fra huset, hvorefter han
lige fiser ind og henter passet selv og planter det i en container i
Leons baggård. For selvom det var a-okay, at de fandt det om
torsdagen, så er det simpelthen ikke i orden, at de finder det om
fredagen. Det må du kunne forstå.

Men nu peger alle beviser sgu på Leon. Det er perfekt for Vagn.
Kun Sarah Lund lugter ugler i mosen og opsøger Vagn i huset, hvor han
har arbejdet hele dagen.
Sarah stiller nogle spørgsmål og Vagn svarer på dem alle, på en
tilfredsstillende måde.
Sarah ved en masse om, hvor Mette Hauge har gået i skole – hun ved
også, at hun har gået i 10′ende klasse. Hun har også kigget i Vagns
journal og kan blandt andet konstatere, at han har taget nogle
studenterkurser, men vores sweaterbeklædte topdetektiv kan ikke se,
om Vagn har gået på samme skole. Den eneste måde, at kæde dem sammen
på, må være et klassebillede. Hvis bare hun kunne finde det. Ååååh -
hvis blot hun kunne finde det billede, der jo tydeligvis er den
eneste måde at knytte Vagn eller Leon til den skole.
Denne aften forsøger hun dog, at spørge Vagn om han ved om Leon har
gået på skolen. Helt tydeligt den eneste anden måde, at knytte
morderen til skolen.
Sarah finder desværre ikke ud af noget – men hun ser Vagns “Sarajevo
‘84″ sweatshirt, der er i forbløffende god stand, til trods for at
den er 23 år gammel – og Vagn forstår, med sit overlegne intellekt at
han nu er busted – for selvom han havde en trenchcoat udenpå
sweatshirten på natten hvor han skød Meyer – som han ved, døde af
sine kvæstelser – står det lysende klart at politiet selvfølgelig
ved hvilken sweatshirt han havde på, til trods for at han ved at
Sarah aldrig så ham den nat. Det er slut.
Skak mat.
Selvfølgelig!
Den døde mand har sladret. Den døde mand kiggede direkte igennem
jakken og så hans sweater! Den døde mand, der udmærket kendte Vagn,
var vendt tilbage fra de døde og havde fortalt hans politikolleger om
sweatshirten, han havde set med sit røntgensyn, men ikke at det var
Vagn. Det havde været for nemt. Det kan selv Vagn regne ud.
Vagn har lugtet lunten om den døde mand og hans sweater. Til trods
for, at passet er fundet hos Leon, der har hængt sig selv efter at
have skrevet “undskyld”, så ved Vagn bare, at politiet nu, efter at
have set hans bluse har regnet det hele ud.
Derfor skynder Vagn sig lige ud og opstøve den der hundehvalp og et
hundehus – han sørger også for at fylde bilen op, med ting han får
brug for til sin tilståelse – som han jo er nødt til at afgi’, fordi
han så tydeligt er afsløret – og så smutter han ud til Birk Larsen,
placerer hund, hundehus og kort i garagen. For han ved, at han
aldrig kommer tilbage og selv kan overrække gaverne til ungen.
Men da der kommer en besked på telefonsvareren om, at hans historie
om den aflyste flytning ikke holder vand, skynder han sig alligevel
at stjæle båndet – for nu, hvor han ved, at han skal til at indrømme
sin udåd, skulle der nødig findes beviser for… at… han… øøhh…
faktisk… øh… gjorde det.
Nå, men han napper båndet, spiser en hyggelig middag, smiler og er
glad, drikker en lille én, synger en sang og fortæller Theis at det
er tid til at gå – lettere fremskyndet, af opkaldet om, at politiet
befinder sig i huset.
De kører ud i skoven, og Vagn er fandeme bare træt af at forsøge at
overtale Theis til at gå med ham, så han dickslapper ham med den
alvorlige ende af et oversavet jagtgevær og tvinger ham, at gunpoint
til at kravle igennem skoven, indtil de når frem til det sted, hvor
Nanna slap væk.

Undervejs bliver han klar over, at politiet er i hælene på ham – så
han skynder sig igennem sin tilståelse. Selvfølgelig kunne han ikke
lade Nanna stikke af med perkeren – “forstå nu, at jeg gjorde det for
din skyld. For vores alle sammens skyld. Forstår du det? Og her, er
geværet. Plaf mig lige ned engang, du. Jeg vil gerne dø nu, hvor jeg
i mange timer har vidst at alle spor pegede på Leon-øh-jeg-mener-mig,
så dræb mig lige gamle jas”.

Kaplow.
Sååååååådan! Mysteriet er opklaret.

Det er tydeligt for enhver. Hvis cirklen havde været tegnet mere
formfuldendt, havde det simpelthen været for kunstigt. Det havde
simpelthen været en omgang romantisk og gammeldags kolonihave-
mentalitet, der var på spil.

Så Ingolf. Tillykke med det.
Jeg har bare lige et enkelt spørgsmål, eller to – og eftersom du jo
ikke lavet andet, end at sidde og whine til pressen over kritikken og
lege tudefjæs over den manglende Emmy, så håber jeg, at du har tid
til at besvare blot ét af følgende spørgsmål for mig.
Jeg ville være dig evig taknemmelig.

- Hvordan fandt Vagn op i lejligheden, når Leon havde kørt hende til
en anden adresse?

- Hvorfor ventede Nanna så længe i lejligheden at Vagn havde tid til
at finde hende?

- Hvorfor kan telefonselskabet ikke se, at Birk Larsens telefon blev
viderestillet til Vagn?

- Hvorfor har Nanna 2 par trusser? Et par, tabt på engen, et andet
par på?

- Pernille, Theis og Vagn har kendt hinanden siden Vagn var 18. Da
han var 23 forsvandt hans kæreste – som han havde kendt i 7 år -
under mystiske omstændigheder, hvilket blev rapporteret i alle
landets medier. Vagn arbejder på daværende tidspunkt for Merkur. 15
år senere bliver han mistænkt for mordet på Nanna Birk Larsen og
fortæller beredvilligt både Pernille og Theis, at politiet blandet
andet ville høre noget om “en gammel sag” og om han “havde arbejdet
på Merkur”. Hvorfor skulle han frivilligt give de oplysninger væk
til familien Birk Larsen, og hvorfor lugter de på intet tidspunkt
lunten, når de helt tydeligt også kendte Mette dengang og må have
hørt om hendes situation?
- Og hvorfor genkender de ikke halskæden, som værende Mettes fra
dengang, hvis hun havde den på i så mange år?

- Hvis Leon er medskyldig, hvorfor giver han så frivilligt
oplysninger til politiet om, hvor han kørte hende hen, fredag aften?
(og hvorfor ikke alle oplysningerne?). Hvorfor forsøger han bevidst
at kaste mistanke på Vagn, overfor Pernille Birk Larsen, hvis de
begik forbrydelsen sammen?

- Hvis Leon ikke er medskyldig, men blot mistænker Vagn på det
groveste, hvorfor fortsatte han så ikke med at køre taxa, den fredag
aften? Turen med Nanna var hans sidste – til trods for, at han har
nattevagt og han satte hende af kl. 22.45?

- Hvorfra vidste Vagn, at Leon var på containerskibet? Hvis Vagn
havde fået informationen af Leons bror, havde broren højst
sandsynligt nævnt det overfor politiet, når han nu var klar over, at
Leon var skide bange for en eller anden.

- Hvorfor kan politiet ikke se i Vagns journal, at Vagn gik på skole
med Mette, når de kan se at han har taget studenterkursus og læst
medicin? (og ved præcis hvilken prøve han nåede til?) Og i Mettes
journal kan se, at hun blandt andet gik i 10ende klasse.

- Hvorfor skulle Vagn lige pludselig ud i den lagerhal og finde det
klassefoto frem, en nat hvor han ellers vidste, at alle beviser
pegede væk fra ham i Nannasagen og at de ikke længere spurgte ham til
Mettesagen?

- Hvordan vidste Vagn præcis hvilken kasse han skulle kigge i? Han
har jo ikke kigget i nogen af de andre kasser – og hvordan kan det
være, at det eneste bevis der findes for hans og Mettes 7 år lange
bekendtskab/kæresteri er et skoleklassefoto, fra det første år de
lærte hinanden at kende?

- Hvorfor skyder Vagn med højre hånd, når han er venstrehåndet? (jeg
ved godt, at der er tilfælde hvor folk bruger begge hænder, men det
er bemærkelsesværdigt at Vagn spiser og drikker med venstre hånd,
taler i telefon med ventre hånd og holder geværet i sidste afsnit med
venstre hånd).

- Hvorfor kan Meyer ikke bare sige, at det var Vagn? Havde han svært
ved at se hans ansigt, fordi Vagn havde hætten på? Hvordan kunne han
så se, hvad der stod på Vagns trøje, når Vagn havde en jakke udover -
og hele tiden, mens Meyer er i hans synsfelt har en pistol i højre,
hånd i udstrakt arm – så hvis noget af trøjen eventuelt blev synlig i
en åben jakke, ville det være venstre side af trøjen – hvor der blot
stod “Jevo”?

- Hvorfor er Vagn så klar over, at han er afsløret, når Sarah ser den
trøje? Udover hendes chokerede udtryk? Han er så skråsikker, at han
beslutter sig for at føre hele sin mord-ved-Theis’-hånd-plan ud i
livet – og tager direkte derfra ud og henter hunden, fortæller Theis
at de skal ud og køre, for at hente hunden. (men med 2 par
gummistøvler, regnslag og oversavet jagtgevær allerede placeret i
bilen. Alt dette, inden han for et opkald om at politiet er i huset i
Humlebyen. Hvordan kan han være så sikker på at han var afsløret, så
tidligt i forløbet? Især når han tog beskyldningerne om mordet så
knusende roligt – selv da de begyndte at spørge til Mette Hauge og
Merkur.

- Hvorfor fortæller Vagn Theis & Pernille om passet i kælderen, inden
han har haft mulighed for at fjerne det? Hvorfor foreslår han at de
ringer over til huset og får mændene til at tjekke i kælderen, når
han ved at det ligger der?

- Hvorfor fjerner Vagn båndet fra telefonsvareren, når han på
daværende tidspunkt allerede har besluttet sig for at indrømme
overfor Theis?

- Hvorfor bliver Vagn så meget mere veltalende, lige pludselig? Væk
er alle de obligatoriske “hvad-er-det-nu-det-hedder”, som han ellers
har startet alle sine sætninger med og ind kommer veltalende,
intelligente Vagn. Var hele “hvad-er-det-nu-det-hedder”, bare et
act, fra Vagns side som han har opretholdt overfor hans bedste
venner, Theis og Pernille i de tyve år de har kendt ham, så de tror
han er torskedum – til trods for, at han blandt andet læste på
medicinstudiet i 2 år, mens de var venner?

Søde Ingolf. Twin Peaks er en af mine yndlingsserier og jeg beder
ingenlunde om en Hollywoodslutning, hvor jeg får besvaret alle mine
spørgsmål – og jeg kunne sagtens have trukket på skulderen, lettere
skuffet over, at det ikke lykkedes jer at få en sammenhængende
historie strikket sammen og ladt tv-serie være tv-serie og brugt min
energi mere konstruktivt- men nu, hvor du har stillet dig frem i
pressen og tilsvinet os der stiller spørgsmålstegn ved historien på
det groveste og har affejet enhver henvisning til, at det måske ikke
er 100% sammenhængende, vil jeg sådan set gerne have svar på blot ét
af mine spørgsmål.
For jeg er tilsyneladende ikke så skarpsindig som du – det er
simpelthen faret direkte henover hovedet på mig.

Jeg håber, at du kan være mig behjælpelig. Hvis ikke, skal du være
velkommen til at spørge Søren Sveistrup. Han må da kunne svare på et
par af dem, mon ikke?

Med venlig hilsen

:-)Lone

PS:
Er du fornærmet? Så er vi to.

PPS:
Var historien så lang og snørklet at du mistede interessen og blot
scrollede herned? Jeg ville ønske, at jeg havde haft samme mulighed i
din.

Til min egen store overraskelse fik jeg et svar.
Til min endnu større overraskelse faldt svaret allerede næsten morgen, klokken 6.

Jeg vil ikke citere Ingolf e-mails direkte, men essensen af den første var en dybfølt tak for min tid og omhu, samt en forvisning om at han tog min kritik alvorligt og var sikker på at Søren Sveistrup (Hovedforfatteren på Forbrydelsen) ville gøre det samme, nu hvor han forwardede den til ham.
Han tog sig derefter tid til at pointere at meget kunne man kalde ham, men “Tudefjæs” var ikke ét af dem.

Fra den dag, skulle jeg da heller aldrig igen kalde ham noget respektløst.

Samme eftermiddag skrev han igen og beklagede at mine spørgsmål – som han i øvrigt gerne selv så besvaret – nok ikke ville finde svar hos DR i denne omgang. Han havde vedhæftet en længere e-mailkorrespondance mellem ham selv og hovedforfatteren, Sveistrup der kategorisk nægtede at besvare min kritik, da den var “fejlfyldt” og “vred”.

Samme aften, svarede jeg på mailen med følgende – lidt mere diplomatiske kritik:

Kære Ingolf.

Tak for begge dine svar og dine forsøg på at få svar på mine – som
Sveistrup ganske rigtigt bemærker – lettere vrede spørgsmål.
På samme måde, som du tager afstand fra, at være en dårlig taber i
forbindelse med Emmy (jeg har nu i mellemtiden fået Googlet mig frem
til et par artikler mere, og indrømmer at du var en del mere graciøs
omkring tabet i 2004, og fået opklaret, at du blot var vred over at
“The Street” vandt i denne omgang – i stedet for eksempelvis jer,
eller “Mothern”).. må jeg stille mig uforstående overfor Sveistrups
kommentar om, at min analyse – der er langtrukken, vred og sarkastisk
er fejlfyldt.

Jeg anerkender, at der kan være fejl. Jeg har jo ikke skrevet serien
- men jeg har set den, og helt taberagtigt lavet noter undervejs.
Alle tidspunkter og tidslinier burde være korrekte.
Et par af tingene, er jeg villig til at sluge, som fejl på
produktionssettet. To par trusser, kan ske. Det samme kan et
højrehåndsskyderi, fra en venstrehåndsmorder, da jeg går ud fra at
rollen på daværende tidspunkt var en cameo af en instruktør eller
lignende, da ingen på settet på daværende tidpsunkt var klar over,
hvem morderen var.

Jeg forventer heller ikke at få svar på om Leon var medskyldig – jeg
giver dig ret i, at en del af charmen ligger i, at man ikke får alt
at vide og kan blive ved med at gætte, længe efter sidste afsnit er
rullet henover skærmen.

Men måden hvorpå Vagn har opført sig irriterer mig som tv-elsker.
Serien er blevet fremlagt som et mordmysterie, og vi seere er i flere
omgange blevet opfordret til at gætte med – og den negative reaktion,
der foldede sig ud på diverse internetfora søndag aften skyldes i høj
grad, at det simpelthen ikke hænger sammen.

Jeg forstår stadig ikke, hvorfor politiet ikke kunne se hvor Vagn
havde gået i skole (eller opsøgt andre fra skolen og spurgt dem). Jeg
forstår heller ikke, hvorfor Vagn absolut skulle op på det lagerhotel
(jeg er villig til at sluge, at han kendte til det i det hele taget)
præcis den aften/nat og finde det billede frem.
Jeg kan heller ikke, for at redde mit liv forstå hvorfor Vagn absolut
skulle fortælle Pernille og Theis om Antons fund af passet (og
tilbyde at ringe til huset og få dem til at tjekke, når han vidste
det var der). Hvis han endelig ville sige det til Theis og Pernille,
kunne han have gjort det næste aften, efter han havde haft mulighed
for at fjerne det.
At Vagn i det hele taget bliver fældet på en sweatshirt, er… ja..
ærgeligt, synes jeg. Men jeg kan leve med det – også selvom han havde
en jakke udover. Jeg kan muligvis også acceptere, at Meyer vågnede
og rallede ordene fra sweatshirten, inden han sov ind.
Men jeg har svært ved at forstå, at Vagn ved at spillet er ude, så
snart Sarah Lund ser hættetrøjen, når han tidligere har været så cool
omkring alle beskyldnigner. Virkelig svært – og jeg blev meget
skuffet, da jeg så sidste afsnit.

Da du så langede ud, efter os skuffede seere i Politiken, indrømmer
jeg, at jeg lod min skuffelse glide over i sarkastisk vrede. (men jeg
er sikker på, at du kender problematikken, Gaboldt). :-)
At Sveistrup ikke vil svare på mine spørgsmål, fordi jeg er vred er
okay. Jeg indrømmer, at jeg ikke virkede modtagelig for fornuft,
eller lagde op til saglig debat.
Men til jer begge to: Der er i verdenshistorien ikke produceret en
serie “der ikke er noget for mig” – og jeg har til trods for, at jeg
kun har sneget mig op i midten af tyverne, set flere tv-serier, end
de fleste når på et langt tv-liv og kan altid finde aspekter af det
jeg elsker. Hvis man ser bort fra amerikanske, midtersøgende sitcoms.

“Forbrydelsen”, var som drama noget for mig. Det var lækkert skruet
sammen, spændende og jeg var i flere omgange rørt til tårer… men
som Krimi synes jeg ikke, at den lever op til de forventninger den
selv lagde op til – og de mange uoverenstemmelser, ubesvarede
spørgsmål og plothuller om man vil, er skuffende fra en produktion på
et så højt plan som denne. Heraf vreden og skuffelsen.

Men Ingolf – tak for din tålmodighed. Jeg er imponeret over din evne,
til at tage brodden situationen! :-)

Tak for jeres tid.

:-)Lone, en af verdens største tv-fans!

Ingolf Gabold svarede igen prompte tilbage. Han ville sende Sveistrup og produceren Piv Bernth på ferie og ville derefter se om han kunne skaffe mig “en forsinket julegave”.
Jeg lod den ligge dér og ventede.

I Januar sendte Gabold mig en e-mail, der fik mig til at fnise inderligt over sprogbruget og samtidigt gjorde mig dødsensræd.
Den lød, kort og godt:

Kære Lone
Vil du have den godhed at ringe til mig på min mobil.
Bedste hilsener fra julemanden
Ingolf

Jeg synes, det er et smukt sprogbrug at bruge til et idiotisk pigebarn, der tidligere har sendt ord som “dickslapping” ind i éns mailbox.
Det tog mig hele dagen, at tage mig sammen til at ringe til ham. Når man i virkeligheden er dødsens genert er det lidt lettere at spille fandango i det skrevne medie, end at ringe op til Danmarks største mediehus’ Bulldog.

Jeg ringede.
Ingolf var lykkelig for at høre fra mig – og startede med at spørge, hvorfra i landet jeg var. Jeg havde med vilje sendt mailsne fra en anonym e-mail adresse, da jeg gennem årene har udført en del arbejde for DR og ikke ville smide min virksomheden med mig i skyttegravene, hvis min kritik skulle møde en kugleregn.
Da jeg svarede “København”, svarede han lettet; “Åh. Det var godt. Så skal jeg ikke rejse så langt” og jeg sank en klump af nogenlunde størrelse og densitet som en ambolt.

Han ville gerne invitere på frokost. Han havde fået dem til at forfatte et 3 sider langt svar på min kritik – men han vil gerne overrække det personligt.

Et par dage senere mødtes vi på L’Education Nationale i Larsbjørnsstræde i Pisserenden. Kun få meter fra mit daværende kontor. Jeg havde oplyst adressen. Han havde foreslået restauranten. Manden ville vinde adskillige quizzer i kategorien “kend dit København”.
Da jeg ankom, sad han allerede ved et bord, med rød- og hvidternet dug og drak en pernot. Han havde trenchcoat og bredrimmet hat på.
Jeg havde en sweatshirt på.

Han hæftede sig – adskillige gange – ved, at ‘jeg var meget ung’.
Jeg havde ellers forsøgt at advare ham i en af mailsne og skrevet at jeg var i midt-tyverne, men han virkede oprigtigt overrasket, så da vi nåede til spørgsmålet om drikkevarer turde jeg ikke foreslå en Cola, som jeg ellers mest af alt havde lyst til.

Og så drak jeg Pernot.
Og så drak jeg rødvin.
Og spiste Kanin.
Og rødmede.

Da vi nåede til svaret på min kritik, var jeg hønefuld og pinlig, til trods for at klokken kun var 14, at jeg hikstede mig igennem de 3 tætskrevne sider, som han havde tvunget én af sine stakkels ansatte til at fremtrylle, efter selvsamme stakkel var blevet sat til at læse mine mails.

Dokumentet hed ‘Nannas sidste 24 timer’ og belyste – så vidt jeg husker, for jeg destruerede dem per Ingolfs opfordring bagefter – ét, måske 2 af de utroligt mange spørgsmål jeg havde stillet.
Jeg var utroligt velbehandlet af chefen og til min fortrydelse kunne jeg læse, at det var Thorleif Hoppe, der var blevet sat til at forfatte svaret til mig.
Det var aldrig Hoppes job at sørge for at der ikke opstod plothuller. Det ansvar lå alene på Søren Sveistrup og Piv Bernths skuldre, med deres opskrift på fiasko, hvor ingen af episodeforfatterne kendte morderen.
Thorleif Hoppe har skrevet de 4 første afsnit af serien – der efter min mening klart er de stærkeste. Karakterne har dybde, de senere mister og dramaet er både rørende og vedkommende. Det er først senere, alt bliver tabt på jorden og karakterne bliver papskiver, der bliver hevet fra det ene uvedkommende, urealistiske scenarie til det andet.

Hoppe havde gjort sit bedste på at besvare min kritik – og det var atter både velkomment, vedkommende og rørende. Men det løste ikke mordmysteriet tilfredsstillende.

Jeg var til gengæld småfuld – og lettere uforberedt. Jeg havde haft planer om, at genlæse mine mails og notater og eventuelt skimme et afsnit eller 2 af serien, dagen før frokosten, men endte i stedet med at hjælpe min søster flytte fra sin kæreste, ind i et rækkehus. Jeg havde derfor kun nået at skimme de detaljer der i løbet af månederne stod mindre og mindre klart, for hver dag der gik.

Min on-the-spot analyse af Hoppes svar, blev derfor fejlfyldt. Jeg beklagede mig over, hvad jeg mente var en fejlfuld detalje med en cykel, der senere viste sig at holde vand.
Og så har man tabt.

Fuld, mæt og sat i skak.

Men det er stadig den bedste kundeservice jeg i mit liv har modtaget.