Efter at have ført varianter af følgende samtale adskillige gange, dæmrede det langsomt for mig, at jeg måske burde få trykt nogle nye visitkort.

Douchy Sælgertype med tilbagestrøget hår: “Hey. Hvad laver du så?”
Mig, med tilbagestrøget hår: “Jeg er illustrator i min egen virksomhed.”
Douchy Sælger: “Cool nok. Hvilken type opgaver laver du?”
Mig: “Mest sådan noget weblort i Flash og sådan noget”
Douchy Sælger: “Cool nok. Hvad arbejder du på for tiden?”
Mig: *suger intensivt pink drink op igennem sugerøret og kigger væk*
Douchy Sælger: “Jeg spurgte, hvad du arbejder på for tiden?
Mig: “Noget.. ikke.. altså… For tiden.. koncentrerer jeg mig.. om… Altså… Jeg.. lige nu tager jeg ikke nogen opgaver ind”
Douchy Sælger: “Hvad lever du så af?”
Mig: “Jeg har teknisk set også.. en anden virksomhed”
Douchy Sælger: Hvad er det for noget?
Mig: “Det er en webshop”
Douchy Sælger: “Men.. så er du jo ikke illustrator?”

Motherfucker

Men blind sælger finder også korn og manden har jo teknisk set ret.  Udover at have hjulpet eksisterende kunder med et par småting i form af ikoner og andre quickfixes krydret med et par vennetjenester, er den eneste opgave jeg har lavet i 2010, en plakat og folder, i maj måned, som kunden bookede i slutningen af 2009. Alt andet, har jeg takket nej til.

Så tiden er inde til, at flytte “illustrator” af visitkortet og i stedet begynde at præsentere mig således:
“Hej! Jeg hedder Lone og jeg er en Fuldtids Flæse-pusher, der tilfældigvis også kan tegne”

For sagen er den, at jeg har arbejdet fuld tid på Lisen i næsten et år og jeg har således også set mig nødsaget til at tilføje en ny kategori under “arbejde” her på bloggen.

Så nu, hvor vi er ærlige overfor hinanden, kan jeg ligeså godt advare om, at der lukt forude venter sjældne og sløjfe updates om ting i adskillige nuancer af beige.

Be warned.

.
Spillet kan findes her og jeg giver en rund (tegnet) femmer, til den der slår min highscore.

“Dette er TDC. Dette abbonnement er spærret” genfortalte jeg fuld af skadefro, med telefonen presset mod øret.

Hun insisterede gentagende gange på, at hun ikke havde TDC og set i bagklogskabens klare lys, forsøgte jeg i uhensigtsmæssig lang tid, at forklare hende, at jeg nok bare hørte den besked om HENDES abbonnement, fordi JEG har TDC, før det dæmrede for mig.

Det var selvfølgelig mit abbonnement der var spærret.
Da jeg først havde lagt 2 og 2 sammen, skal det dog siges til min logiske og matematiske fordel, at det ikke tog mange splitsekunder for mig, at regne ud at jeg højst sandsynligt ikke havde betalt regningen.

Hvis en eller anden idiot – være det sig mit afkom eller ej, havde gjort nar af mig i flere minutter, for ikke at have styr på sine ting blot for at opdage, at det var vedkommende selv, der var et komplet tågehorn, så havde jeg hånet hende til mine dages ende. Det var derfor med overordentlig lettelse, at jeg atter engang konstaterede at mit hånlige og sarkastiske sind, stammer fra min fars side af familien, da min mor reagerede med moderlig omsorg og helt hånsforladt tilbød mig at låne hendes mobiltelefon, som hun havde genfundet i mellemtiden.

En uge senere virkede min telefon fortsat ikke, og jeg tog tyren ved hornene, samtidigt med, at jeg på evigt elegant vis fralagde mig ethvert ansvar.
Jeg skrev en mail til min bogholder, som jeg i månedsvis havde ignoreret, når hun sendte hobevis af e-mails til mig og spurgte hvornår det passede at hun kom ind på mit kontor.

“Kære Susanne.
Min telefon er blevet spærret. Sig hvornår du kommer og hjælper mig. Fra nu af, er det forbudt at lade det være op til mig

Hun svarede prompte tilbage, med en humor jeg sætter overordentlig stor pris på:

“Kære Lone.
Jeg kommer på mandag kl. 15! Bemærk udråbstegnet.”

Så dette er hvad jeg præsenterer den stakkels kvinde for om små 12 timer.

og atter engang det obligatoriske sideview, der denne gang tårner sig op på næsten 11 cm.

Denne gang er e-conimics fakturaen betalt, da hun har sat den til betalingsservice.
Til gengæld kan jeg ikke længere komme på netbank.

Hvis hun ikke snart, siger op så indstiller jeg hende altså til en form for pris og omdøber hende Bogholder Teresa.

Jeg tror i øvrigt ikke, at det er synderligt klogt, at redesigne en shop så drastisk – så ofte – men jeg bliver så træt af det at se på det samme gamle lort, hver gang jeg skal ind og bokse i Scannet’s backend, der tilsyneladende aldrig får nye, hårdt tiltrængte features, at der simpelthen er nødt til at ske noget på frontenden, for at jeg kan holde det ud.

I øvrigt drejede det sig i første omgang om at ændre strukturen på sitet – og da jeg havde brugt 3 timer på at flytte kategorier rundt, opdagede jeg at det jeg havde lavet slet ikke kunne lade sig gøre indenfor Scannets stramme rammer.
Så som en fesen tryllekunstner, distraherede jeg brugerne med nogle fancy, semi-vulvafarvede, grafiske armbevægelser, så de ikke opdager at de bliver kastet rundt på sitet i et tilsyneladende tilfældigt kaosmønster.

Der er i øvrigt plus på kontoen til dem der kan se, hvor jeg har genbrugt grafik fra. Dovenskaben er i højsædet, når det drejer sig om personlige projekter – som det ses af denne blog og dens standardlayot

Blandt andet en 15.000 pixel lang baggrund til spillet, fordelt på 3 forskellige verdener á hver 16 baner.
Spillet starter i bunden, hvor ens dragesnor er blevet viklet ind i træet. Hvert level består af en puzzleopgave, hvor man skal untangle trådene, for at komme videre. Selv er jeg overraskende dårlig til spillet og ville aldrig have mulighed for at se hele baggrunden, med mindre jeg selv havde lavet den

Få gang i Scrollhjulet.

Du kan prøve spillet her

Her er et lille bitte udpluk:

Der er meget, meget mere på sitet.
Du kan spille spil, downloade baggrundsbilleder, screensavers, farvelægningsbilleder, skoleskemaer og slutteligt bygge din helt egen brødskive-figur.

Besøg sitet hér og lad i øvrigt ikke din opmærksomhed forbigå Tryllekunstner-brødskiven, der fik min kontormate Kasper til at hulke af grin, med ordene “den ser bare så latterlig ud”, hver gang han gik forbi min skærm.

Jeg selv, kan bedst lide den første – Bazar er gladest for nummer 2