mush.dk

Åbent Brev til Københavns Politi:

Undskyld, altså…

- Lone

For omkring 10 år siden, ringede jeg til 112.
En kokkeassistent, på min venindes café havde skåret en finger af.
Pigen skreg og blodet sprøjtede. Så stod vi dér. 5 idioter med 49 fingre i mellem os og gik i panik.
Jeg ringede så, i al min paniske visdom 112, i håbet om at rekvirere en form for udrykningskøretøj med nål og tråd i bagsmækken.
Og så var der telefonkø. For realsies.
Fingeren blev af én, der var modigere end mig løftet af skærebrættet og ned i en spand med is, mens andre løb skrigende, modløst rundt og flåede sprut ned af hylderne i håbet om at smide det både på såret og i svælget på pigen.

… Og jeg ventede.

Da jeg endelig kom igennem, fik jeg ret spidst at vide, at vi selv – billøse, som vi i øvrigt var – måtte finde en skadestue.

Og så skammede jeg mig. Altså, efter skadestuen var fundet og fingeren sat på igen og det atter var tid til, at hele verden skulle rotere om min akse. Så skammede jeg mig og tænkte på de andre mennesker i telefonkøen. Var deres hus ved at brænde ned? Var deres baby faldet ud af et vindue på 3. sal? Havde de låst sig inde på badeværelset, mens Chucky raserede huset og forsøgte at bryde døren ned?
Jeg svor, at jeg fremover ville tænke på de mennesker, inden jeg ringede til 112 og fyldte op i telefonkøen – også selvom, jeg stadig ikke ville vide, hvad jeg skulle stille op hvis endnu et menneske tabte et af sine (endog små) lemmer i mit umiddelbare nærvær.

Så Københavns Politi. Jeg kan godt se nu, at jeg fuckede op i går. Men jeg prøvede faktisk bare at være hjælpsom og en god borger, på alle fronter. Jeg ville ikke genere nogen. Jeg ville lade Chucky-damen komme først og prøvede bare at være flink. Og så skammer jeg mig faktisk lidt over at indrømme, at jeg faktisk ikke troede I ville synes, det var særlig vigtigt. Så undskyld, altså.

Så jeg ringede ikke 112 i nat, som I ellers nu har forklaret mig, at jeg burde have gjort i stedet for at bruge kostbare minutter på at navigere og hænge i telefonkø på 114, før de så i øvrigt videresendte mig til 112.

Min skam bliver ikke ligefrem mindre af, at tænke på at opkaldet til 114 faktisk var min paniske Plan C.
I bagklogskabens klare lys, kan jeg godt se at I burde have været plan A og at den nuværende Plan A og B snildt kunne være sprunget over.

Og hvad er der så sket?
Well, nothing really. Det er ikke blodigt, som fingeren eller nær så spændende. Men hvis jeg havde været et tjekket menneske, havde blogposten lydt: “Jeg overværede en forbrydelse, ringede 112, politiet kom 15 sekunder senere og fangede manden. HAH”

I stedet, lyder den sådan her:
Ude foran kontoret, holder der næsten hver morgen sørgelige metalkranier. Biler, hvis ruder er slået itu og tømt for indhold. Asfalten glimter altid af glasskår, som en flod der skærer sig igennem det hårde landsskab på rådhuspladsen.

Når jeg om natten er på kontoret og går ned på gaden for at ryge, stirrer jeg altid mistroisk på forbipasserende og sværger til mig selv, at én eller anden dag, så fanger jeg tyven på fersk gerning.

I nat sad jeg og arbejdede, da jeg hørte lyden af glas der smadrede, udenfor. Ikke de normale ølflasker, der bliver tabt af fulde teenagere. En mere tight, crisp lyd af glas. Jeg kom op af stolen, spurtede over til vinduet og kastede hele overkroppen igennem den smalle åbning, så jeg nær var styrtet i døden 4 etager under mig.
Der stod en eller anden idiot, med med hele armen inde i en BMW, han helt tydeligt ikke havde nøglerne til.

Jeg hoppede sidelæns tilbage til mit skrivebord og famlede efter mine briller og tilbage til vinduet.
Lige præcis dette sæt briller, har jeg købt i en genbrugsbutik i New York og senere fået sat glas i. De er ikke bygget til min hovedform og jeg overvejede ikke at spørge om sådan noget kunne tilpasses. Hvis jeg læner hovedet forover, glider de ned på næsetippen. Hvis jeg hænger med hele overkroppen ud af et vindue i Københavns øverste luftlag, så styrter de altså af. Så det var med en hel håndflade over brillen, i den kendte “D’OH-Position” at jeg atter spejdede efter forbryderen.

Imellem mine fingre så jeg manden gå væk fra bilen igen og begynde at gå mere hen imod mit vindue.

Og så formulerede jeg PLAN A:
I dag kan jeg godt se, at den måske ikke var helt logisk – og hverken selve planen eller konsekvenserne af den, forekommer mig specielt gennemtænkte.
Men den var simpel og tilgængelig og i øjeblikket, mente jeg selv; genial.

Jeg gennemrodede mine lommer med den frie hånd og havde følgende, indre dialog:
“Mønter! HAH!”
“Det slår ham jo ihjel”
“OG HVAD SÅ?”
“Jeg… ja… jeg kan godt se din pointe.. men alligevel”
“OKAYOKAY MEN HVAD SÅ MED DET HER”
“Det er mit ur”
“DEN DER. DEN SLÅR INGEN IHJEL!”
“Jeg kaster altså ikke en halvtredser efter ham”

I et øjebliks triumf lukkede min hånd sig om det tilsyneladende helt perfekte våben til lejligheden. Jeg kastede det ud af vinduet, med stor fanfare, mens jeg lykønskedede mig selv for en perfekt udførelse af en veltilrettelagt plan.

… Mens cigaretten dovent faldt mod jorden, blev den taget af vinden og endte med at lande 10 meter bag tyven.
Her tillod mig selv at spilde endnu et par vigtige sekunder på, at overveje, hvad jeg egentlig havde tænkt mig at få ud af aktionen. Jeg overvejer det i øvrigt endnu.

Tyven var standset, lige under mit vindue og stod og flyttede sig lidt, fra det ene ben til det andet, mens han lod et par cykelister passere.

… og jeg overvejede og analyserede.

Han vendte sig og gik tilbage mod den parkerede bil. Hans dovne skridt satte mig i gear og på et splitsekund var min næste plan udfærdiget.
Den var næsten lige så skarp som den forrige. PLAN B var verbal og jeg brugte et øjeblik på at forfatte den sproglige perle, jeg et øjeblik senere ville servere for den asociale lovbryder under mig og som i al fremtid ville være min betænksomme og underfundige catchfrase som crimefighter og lokal helt.

Jeg trak den kolde natteluft ind, tog et ekstra godt tag i brillestellet og lænede mig yderligere forover, mens jeg af mine lungers fulde kraft brølede:
“HEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEY!”

Så snart ordet – hvis vi kan blive enige om, at kalde min virkeligt sucke catchfrase så meget – havde forladt mine læber, fortrød jeg.
Jeg udviklede instant Parkinsons og begyndte at ryste over hele kroppen, mens jeg overvejede konsekvenserne af Plan B. Han ville kigge op og løbe. Og så ville jeg stå dér. 20 meter over ham, uden mulighed for noget som helst, andet end åbenbart besvime af virkelig pinlig angst og adrenalinrus.

I stedet enten overhørte eller ignorerede han fuldstændigt mit tilråb og fortsatte sin karriere ved at smadre endnu en rude i selvsamme bil.

Og først hér.
Som plan C.
Går det op for mig, at jeg kunne tilkalde vore venner i uniform.

Jeg væltede, rystende og småhoppende tilbage til skrivebordet og famlede efter min mobiltelefon, før jeg kom i tanke om, at jeg endnu engang ikke har betalt min telefonregning til tiden og derfor ikke kunne foretage udgående opkald.

Jeg kastede dramatisk mobiltelefonen over skulderen og spurtede igennem 3 kulsorte kontorer, før jeg nåede Gayboy’s firmas fastnettelefoner, der heldigvis er trådløse, men af uforklarlige årsager befinder sig i en vindueskarm, bag et skrivebord, så jeg måtte kaste hele mit småfede korpus op på bordpladen, for med det yderste af udstrækte, dirrende fingerspidser nå telefonen. Jeg tastede 114, mens jeg uelegant ormede mig baglæns ned af skrivebordet igen og løb tilbage mod det åbne vindue.

Tyven stod igen på fortorvet og rodede med sit bytte, mens cyklerne susede forbi i nattemørket.

En automatisk telefonsvarer der havde alverdens tid, forklarede i slowmotion at jeg skulle indtaste mit postnummer, hvilket jeg famlende fik gjort, med rystende fingre efter jeg havde brugt pinligt lang tid på, at konkludere, at de nok mente det postnummer jeg pt. befandt mig i, og ikke det jeg bor i.
Mine ben rystede og mit hjerte hamrede. Ikke bare af spændingen, men jeg er ret sikker på, at det er det meste motion jeg har fået, siden engang i midten af forrige årti.
Mit hjerte sank, da jeg hørte ordene “Tast ét for at…” og da der startede en lang forklaring om, hvordan jeg på politiets hjemmeside… altså på dobbelt-v, dobbelt-v, dobbelt-v politi punktum dee kåå kan anmelde tyveri indrømmer jeg, at jeg måske lod tankerne vandre i et øjeblik, mens jeg mumlede “Kom nuuuuuuuu” og holdt øje med, hvordan tyven stod og rodede i den pung, han havde fisket ud af bilens indre.
Da jeg atter lyttede efter den monotone kvindestemme i røret, var hun stille. Jeg blev panisk og rystede intelligent røret et par gange, hvilket til min egen store overraskelse fungerede. Nu talte hun igen. Hun sagde: “Du har ikke foretaget et valg”.
Jeg hamrede blindt på nogle taster og forbandede mig selv for, ikke at have hørt efter da hun præsenterede valgene for mig. Jeg var nummer 4 i køen, kunne jeg forstå.
Mens jeg hoppede op og ned på stedet og råbte “kom nuuuuu” og overvejede om telefonen stadig ville fungere, hvis jeg løb ned af trapperne med den, gik tyven tilbage for tredje gang og smadrede endnu en rude.

Da jeg endelig fik et menneske i røret, prustede jeg
“Hallo. SEND EN VOGN… tyv! TYV! To biler. Ruder. Måske kun en bil. TYV! LIGE NU” og fik kort at vide, at jeg blev stillet om.
Denne gang var der ingen ventetid og jeg kunne forpustet begynde min velforberedte og velformulerede anmeldelse igen.
Præcis som jeg forklarede, gav adresser og signalement begyndte tyven at gå væk.
Det fortalte jeg også – og fik at vide, at de havde vogne lige i området og var på vej.
Da tyven kom hen til lyskrydset, begyndte han først at lunte og senere løbe og ville snart forsvinde fra mit synfelt. Skuffet forklarede jeg betjenten i røret, at tyven var begyndt at løbe over mod Pumpehuset og at jeg ikke vil kunne holde øje med ham, meget længere.

Hvor jeg blev skuffet, er det tilsyneladende politiets vådeste drøm, når folk sætter i trav og han brølede mig ind i øret: “LØBER HAN?” og råbte videre ind i en radio, at manden var sat i løb.
Og så gik det satanedeme stærkt. Det må man alligevel give de drenge. En politibil med fuld udrykning, kom nærmest sidelæns skridende rundt om hjørnet drønede ned mod Pumpehuset.
Politimanden stillede et spørgsmål. Jeg pressede telefonen mod øret, for at kunne høre ham over sirenerne der pludselig kom fra alle vinkler og jeg forstod, at vi som fælles crimefighters var under tidspres og holdt mit svar kort og præcist
“NEJ, FORDI… JEG ER KOMMET TIL.. ALTSÅ.. DET ER FORDI… ALTSÅ… JEG HAR IKKE FÅET TILMELDT MIN TELEFONREGNING PBS, FORDI JEG ALTID GLEMMER DET.. OG SÅ SKAL JEG BRUGE NEMID FOR AT KOMME PÅ MIN NETBANK NU HAR JEG LIGE OPDAGET OG JEG HAR SELVFØLGELIG SMIDT DET DER BREV VÆK.. MEN JEG HAR IKKE BESTILT ET NYT, FOR JEG TROR AT JEG HAR DET ET STED… MEN ALTSÅ… SÅ GLEMMER JEG.. ALTSÅ OGSÅ.. NOGLE GANGE AT BETALE REGINGEN. RET PINLIGT, MEN ALTSÅ… NEVERMIND IKKE, MEN … DET HAR JEG SÅ GLEMT, OPDAGEDE JEG I GÅR… OG SÅ KAN JEG IKKE LAVE UDGÅENDE OPKALD, SELVOM JEG GODT KAN MODTAGE DEM… OG MAN KAN BARE RINGE GRATIS IND OG GIVE SIT DANKORTNUMMER OG SÅ ÅBNER DE DEN IGEN.. MEN DET.. GLEMTE JEG OGSÅ… SÅ… NU ER HAN LIGESOM FORVUNDET ALTSÅ RUNDT OM HJØRNET. ALTSÅ IKKE RIGTIGT HJØRNET, BARE FORDI VEJEN HER IKKE ER HELT LIGE SÅ JEG KAN IKKE SE HELE GADEN.. OG ALTSÅ… JEG … DET DERFOR AT JEG IKKE RINGER FRA MIN MOBIL… DET ER… EN FASTNETTELEFON.. SÅ JEG KAN IKKE… LØBE DERNED TROR JEG. ALTSÅ MÅSKE FORDI DEN ER TRÅDLØS KAN DEN MÅSKE GODT NÅ NOGET AF VEJEN.. MEN JEG HAR ALDRIG TESTET DET… SÅ JEG TROR.. MÅSKE BARE .. AT DET… IKKE KAN LADE SIG GØRE”.

Tyven var fucking i Andesbjergene inden jeg fik besvaret spørgsmålet om jeg kunne gå ned på gaden for bedre at se, hvor han løb hen og min skam indtog, ligesom tyven nye højder, mens jeg overvejede om jeg ikke bare skulle gøre en ende på alles lidelser og kaste mig ud af vinduet.

Der cirklede nu 3 patruljevogne rundt ved Pumpehuset, men vi vidste alle at slaget er tabt. Jeg var 30 sekunder for sent på den – og for ligesom at gnide salt i såret over alle de spildte minutter spurgte betjenten i telefonen: “Men du kan vel sagtens ringe 112, fra din mobiltelefon, selvom den er spærret?”

Jeg tænkte på Chucky-damen bag badeværelsesdøren. Jeg så rædslen i hendes øjne, mens hun klamrede sig til badeforhænget og havde lige åbnet flappen, for at forklare mine overvejelser til betjenten, mens jeg glædede mig til at fortælle finger-anekdoten og bruge udtrykket “5 idioter med 49 fingre i mellem os”, da han viste mig nåde og stoppede mig, allerede inden jeg var kommet i gang med min nervøse plabren og forklarede, at dét jeg havde haft brug for var politiets akutte assistance… og derfor måtte jeg gerne ringe til 112.

I see.

Nå.

Okay.

Ja.

Det … kan jeg godt se.

Nu.

Undskyld.

Så.

Altså.

Undskyld, altså for helvede.

Vi sagde skuffet farvel til hinanden, mens jeg igen lænede mig ud af vinduet, for at se om tyven atter skulle dukke op i mit synsfelt.
Patruljevognene cirklede under mig og jeg sendte et stille løfte ud nattetågen, til de uheldige bilejere og mændene i blå.

Undskyld.
Og
I will…
I will make this up to you.

Om jeg så skal rekvirere mig en kikkert og blive typen, der altid står og hænger ud af vinduet og holder øje med lømler. Jeg vil anskaffe mig en teleskoplinse og opsætte skjulte kameraer. Jessica Fucking Fletcher er på sagen.
Jeg har set jer, skumle knægte der holder ind på parkeringspladsen stiger ud og bytter pakker, blot for at køre væk igen. Jeg har set jer, nattens dronninger og jeres kunder i de parkerede biler… og jeg har indtil videre set gennem brilleholdende fingre med jeres lovovertrædelser.

Men ikke mere.
Jeg vil fange jer og råde bod til universet og mig selv.

Whatever it takes… indtil min catchfrase ikke længere er: “Altså, undskyld så for helvede”.

Og kære tyv:
Du er en pik. Du er en kæmpe pik. Ikke bare fordi du er en tyv og en pik! Men fordi jeg er 99% sikker på, at du kom ovre fra herberget på den anden side af vejen og løb derind igen ved Pumpehuset. Ingen mand med egne midler bærer en så uflatterende jakke, som du gjorde. Og jeg har forsvaret det herberg, i hele den mediestorm der netop har været omkring det. Jeg holdt vågent øje, Miss Marble Style fra vinduet, da Politiet kom en nat og anholdt jer alle sammen, efter højrefløjen havde beskyldt jer for at være forbrydere. Jeg var på jeres side. Jeg kontaktede pressen og holdt øje med om politiet behandlede jer pænt. Jeg jublede, da de ikke fandt tyvekoster på herberget. Jeg frydede mig over den lange tud højrefløjen fik, efter at være bukket under for deres fordomme.

Og så skider du i egen have.
Du er en pik.
Og næste gang, kaster jeg altså mønterne efter dig. Efter jeg har ringet 112.

Mine nevøer, en enkelt niece og dennes kæreste (som jeg også altid bare peger vagt på, mens jeg mumler ordet “nevø”, fordi det ellers bliver megabesværligt) lokkede mig i går aftes i Parken og se FCK / Brøndby.
Efter at have varmet op, med de første fadøl (og store teenagedrenge, der opfordrede Faster Løgsovs til at bunde med voksenmobning i form af fællessangen: “KAAAAN LONE, KAN LOOONE, KAN LONE DRIKKE ØL” (det kunne hun)) fik jeg lunet mig op til spillet og blev i et kort øjeblik så optimistisk opstemt over mit ellers ringe kendskab til fodbolddiciplinen, at jeg på et tidspunkt fik brølet: “Hey! Der var megaoffside dér, mand!” (Hey, jeg forsøger!)
“Lone… det er altså ikke offside, hvis en af modspillerne er længere fremme på banen”, ytrede en grinende, ung stemme til højre for mig, mens mundens unge ejermands øjne søgte mine.
Fuld af skam over min egen tilsyneladende dybtliggende overbevisning om, at egen forreste mand er totalt ubrugelig på banen, da ingen må spille til ham, slog jeg blikket ned… og fik øje på fadøllen i min hånd, som jeg derefter skyndte mig at bunde, i et desperat forsøg på at genoprette den tabte respekt.

Det hjalp marginalt på situationen, men drillerierne hørte først for alvor op, da jeg først truede med at tilbageholde al fremtid lektiehjælp og derefter elegant fik drejet søgelyset fra mig selv, ved overhånligt at døbe mine nevøers ven, der var aftenens ædruelige chauffør “Konen”, fordi han forsigtigt spurgte om vi skulle forlade Parken et par minutter inden kampens afslutning, for at undgå den værste trafik.

Da vi – sammen med tusinder af andre mennesker – masede os ud af Parken, skraldlo jeg udenpå, mens jeg fik alle drengene til at omprogrammere deres mobiltelefoner, så vennen fra nu af slet og ret hed “Konen” i deres adressebøger, mens jeg indvendigt, fuld af forundring og dyb skam forsøgte at ihukomme alle situationer i min fortid, hvor jeg, med stiv pegefinger, skrig og skrål foran en tossekasse, larmende har forsøgt at få dømt udfra mine helt egne offside-regler.

Konen… det hænger på i hvad? Et par dage? Uger, hvis jeg husker at SMS’e mine nevøer og bede dem om at sprede det på skolen?

Min skam… den er for evigt.