Ikke fordi vi var uvenner.
Ikke fordi jeg havde hjemve (selvom jeg havde).
Ikke fordi jeg ikke brød mig om Californien (selvom jeg ikke rigtigt gør)
Og ikke fordi jeg bare ikke gad være der mere (selvom det lige så godt kunne have været grunden)

Jeg fløj hjem, fordi Kylling jeg var blevet inviteret til at deltage i “Hvem vil være millionær”, der havde noget “folk-der-går-til-cafe-quiz”-tema af en art. (Fordi hey! Hvorfor ikke? Jeg kender ingen, der hader kameraer mere end mig selv – og så har jeg i øvrigt aldrig i mit liv været til quiz, når Kylling ikke kunne af frygt for at mine medquizzere skulle opdage, at jeg ikke kan svare på en skid og bare skøjter igennem på Kyllings store viden. Hvorfor så ikke gå på nationalt tv og fremstille min kameraangst og idioti?)

Så nu siger jeg lige nogle ting om det, for ligesom at komme mobningen i forkøbet og så taler vi aldrig om det igen.

1: Nej, du skal ikke se det – og det skal jeg heller ikke.
2: Jeg aner ikke hvornår de sender det. “Til næste år engang” er de oplysninger jeg har. Men du skal jo ikke se det.
3: Jeg snubler. To gange. Jeg tror dog kun at kameraet var tændt, anden gang. Håber jeg.
4: Jeg svarer forkert på det-dér-ultralette-spørgsmål-i-starten-hvor-man-skal-være-hurtigst. Ikke bare langsomt. Men langsomt og forkert!
5: Jeg troede vi skulle skifte tøj! Jeg havde tøjet med, men fik aldrig at vide at det var tid til at skifte!
6: Lige da det startede, pegede lydmanden på mit tørklæde og sagde: “Dét dér. Det kan du ikke have på”
7: Okay. Det korte af det lange? Jeg er nedringet. Helt ekstremt, utroligt svinagtigt vulgært nedringet.

… og ikke bare nedringet. Solskoldet og nedringet. En rund udskæring foroven, hvor jeg er rød som den nye regering (yay!) og så en helt, kridhvid, blegfed v-neck spids helt ned til bh-kanten. Det ligner en kæmpestor, patbefængt, kornfed isvaffel.
(Det har især helt sikkert også set lækker-blævret ud, de gange jeg snublede).

Og så taler vi aldrig mere om det.

Protest-strejken på bloggen er hermed ovre (rimelig god undskyldning for mit dovenskab, alligevel).

Åbent Brev til Københavns Politi:

Undskyld, altså…

- Lone

For omkring 10 år siden, ringede jeg til 112.
En kokkeassistent, på min venindes café havde skåret en finger af.
Pigen skreg og blodet sprøjtede. Så stod vi dér. 5 idioter med 49 fingre i mellem os og gik i panik.
Jeg ringede så, i al min paniske visdom 112, i håbet om at rekvirere en form for udrykningskøretøj med nål og tråd i bagsmækken.
Og så var der telefonkø. For realsies.
Fingeren blev af én, der var modigere end mig løftet af skærebrættet og ned i en spand med is, mens andre løb skrigende, modløst rundt og flåede sprut ned af hylderne i håbet om at smide det både på såret og i svælget på pigen.

… Og jeg ventede.

Da jeg endelig kom igennem, fik jeg ret spidst at vide, at vi selv – billøse, som vi i øvrigt var – måtte finde en skadestue.

Og så skammede jeg mig. Altså, efter skadestuen var fundet og fingeren sat på igen og det atter var tid til, at hele verden skulle rotere om min akse. Så skammede jeg mig og tænkte på de andre mennesker i telefonkøen. Var deres hus ved at brænde ned? Var deres baby faldet ud af et vindue på 3. sal? Havde de låst sig inde på badeværelset, mens Chucky raserede huset og forsøgte at bryde døren ned?
Jeg svor, at jeg fremover ville tænke på de mennesker, inden jeg ringede til 112 og fyldte op i telefonkøen – også selvom, jeg stadig ikke ville vide, hvad jeg skulle stille op hvis endnu et menneske tabte et af sine (endog små) lemmer i mit umiddelbare nærvær.

Så Københavns Politi. Jeg kan godt se nu, at jeg fuckede op i går. Men jeg prøvede faktisk bare at være hjælpsom og en god borger, på alle fronter. Jeg ville ikke genere nogen. Jeg ville lade Chucky-damen komme først og prøvede bare at være flink. Og så skammer jeg mig faktisk lidt over at indrømme, at jeg faktisk ikke troede I ville synes, det var særlig vigtigt. Så undskyld, altså.

Så jeg ringede ikke 112 i nat, som I ellers nu har forklaret mig, at jeg burde have gjort i stedet for at bruge kostbare minutter på at navigere og hænge i telefonkø på 114, før de så i øvrigt videresendte mig til 112.

Min skam bliver ikke ligefrem mindre af, at tænke på at opkaldet til 114 faktisk var min paniske Plan C.
I bagklogskabens klare lys, kan jeg godt se at I burde have været plan A og at den nuværende Plan A og B snildt kunne være sprunget over.

Og hvad er der så sket?
Well, nothing really. Det er ikke blodigt, som fingeren eller nær så spændende. Men hvis jeg havde været et tjekket menneske, havde blogposten lydt: “Jeg overværede en forbrydelse, ringede 112, politiet kom 15 sekunder senere og fangede manden. HAH”

I stedet, lyder den sådan her:
Ude foran kontoret, holder der næsten hver morgen sørgelige metalkranier. Biler, hvis ruder er slået itu og tømt for indhold. Asfalten glimter altid af glasskår, som en flod der skærer sig igennem det hårde landsskab på rådhuspladsen.

Når jeg om natten er på kontoret og går ned på gaden for at ryge, stirrer jeg altid mistroisk på forbipasserende og sværger til mig selv, at én eller anden dag, så fanger jeg tyven på fersk gerning.

I nat sad jeg og arbejdede, da jeg hørte lyden af glas der smadrede, udenfor. Ikke de normale ølflasker, der bliver tabt af fulde teenagere. En mere tight, crisp lyd af glas. Jeg kom op af stolen, spurtede over til vinduet og kastede hele overkroppen igennem den smalle åbning, så jeg nær var styrtet i døden 4 etager under mig.
Der stod en eller anden idiot, med med hele armen inde i en BMW, han helt tydeligt ikke havde nøglerne til.

Jeg hoppede sidelæns tilbage til mit skrivebord og famlede efter mine briller og tilbage til vinduet.
Lige præcis dette sæt briller, har jeg købt i en genbrugsbutik i New York og senere fået sat glas i. De er ikke bygget til min hovedform og jeg overvejede ikke at spørge om sådan noget kunne tilpasses. Hvis jeg læner hovedet forover, glider de ned på næsetippen. Hvis jeg hænger med hele overkroppen ud af et vindue i Københavns øverste luftlag, så styrter de altså af. Så det var med en hel håndflade over brillen, i den kendte “D’OH-Position” at jeg atter spejdede efter forbryderen.

Imellem mine fingre så jeg manden gå væk fra bilen igen og begynde at gå mere hen imod mit vindue.

Og så formulerede jeg PLAN A:
I dag kan jeg godt se, at den måske ikke var helt logisk – og hverken selve planen eller konsekvenserne af den, forekommer mig specielt gennemtænkte.
Men den var simpel og tilgængelig og i øjeblikket, mente jeg selv; genial.

Jeg gennemrodede mine lommer med den frie hånd og havde følgende, indre dialog:
“Mønter! HAH!”
“Det slår ham jo ihjel”
“OG HVAD SÅ?”
“Jeg… ja… jeg kan godt se din pointe.. men alligevel”
“OKAYOKAY MEN HVAD SÅ MED DET HER”
“Det er mit ur”
“DEN DER. DEN SLÅR INGEN IHJEL!”
“Jeg kaster altså ikke en halvtredser efter ham”

I et øjebliks triumf lukkede min hånd sig om det tilsyneladende helt perfekte våben til lejligheden. Jeg kastede det ud af vinduet, med stor fanfare, mens jeg lykønskedede mig selv for en perfekt udførelse af en veltilrettelagt plan.

… Mens cigaretten dovent faldt mod jorden, blev den taget af vinden og endte med at lande 10 meter bag tyven.
Her tillod mig selv at spilde endnu et par vigtige sekunder på, at overveje, hvad jeg egentlig havde tænkt mig at få ud af aktionen. Jeg overvejer det i øvrigt endnu.

Tyven var standset, lige under mit vindue og stod og flyttede sig lidt, fra det ene ben til det andet, mens han lod et par cykelister passere.

… og jeg overvejede og analyserede.

Han vendte sig og gik tilbage mod den parkerede bil. Hans dovne skridt satte mig i gear og på et splitsekund var min næste plan udfærdiget.
Den var næsten lige så skarp som den forrige. PLAN B var verbal og jeg brugte et øjeblik på at forfatte den sproglige perle, jeg et øjeblik senere ville servere for den asociale lovbryder under mig og som i al fremtid ville være min betænksomme og underfundige catchfrase som crimefighter og lokal helt.

Jeg trak den kolde natteluft ind, tog et ekstra godt tag i brillestellet og lænede mig yderligere forover, mens jeg af mine lungers fulde kraft brølede:
“HEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEY!”

Så snart ordet – hvis vi kan blive enige om, at kalde min virkeligt sucke catchfrase så meget – havde forladt mine læber, fortrød jeg.
Jeg udviklede instant Parkinsons og begyndte at ryste over hele kroppen, mens jeg overvejede konsekvenserne af Plan B. Han ville kigge op og løbe. Og så ville jeg stå dér. 20 meter over ham, uden mulighed for noget som helst, andet end åbenbart besvime af virkelig pinlig angst og adrenalinrus.

I stedet enten overhørte eller ignorerede han fuldstændigt mit tilråb og fortsatte sin karriere ved at smadre endnu en rude i selvsamme bil.

Og først hér.
Som plan C.
Går det op for mig, at jeg kunne tilkalde vore venner i uniform.

Jeg væltede, rystende og småhoppende tilbage til skrivebordet og famlede efter min mobiltelefon, før jeg kom i tanke om, at jeg endnu engang ikke har betalt min telefonregning til tiden og derfor ikke kunne foretage udgående opkald.

Jeg kastede dramatisk mobiltelefonen over skulderen og spurtede igennem 3 kulsorte kontorer, før jeg nåede Gayboy’s firmas fastnettelefoner, der heldigvis er trådløse, men af uforklarlige årsager befinder sig i en vindueskarm, bag et skrivebord, så jeg måtte kaste hele mit småfede korpus op på bordpladen, for med det yderste af udstrækte, dirrende fingerspidser nå telefonen. Jeg tastede 114, mens jeg uelegant ormede mig baglæns ned af skrivebordet igen og løb tilbage mod det åbne vindue.

Tyven stod igen på fortorvet og rodede med sit bytte, mens cyklerne susede forbi i nattemørket.

En automatisk telefonsvarer der havde alverdens tid, forklarede i slowmotion at jeg skulle indtaste mit postnummer, hvilket jeg famlende fik gjort, med rystende fingre efter jeg havde brugt pinligt lang tid på, at konkludere, at de nok mente det postnummer jeg pt. befandt mig i, og ikke det jeg bor i.
Mine ben rystede og mit hjerte hamrede. Ikke bare af spændingen, men jeg er ret sikker på, at det er det meste motion jeg har fået, siden engang i midten af forrige årti.
Mit hjerte sank, da jeg hørte ordene “Tast ét for at…” og da der startede en lang forklaring om, hvordan jeg på politiets hjemmeside… altså på dobbelt-v, dobbelt-v, dobbelt-v politi punktum dee kåå kan anmelde tyveri indrømmer jeg, at jeg måske lod tankerne vandre i et øjeblik, mens jeg mumlede “Kom nuuuuuuuu” og holdt øje med, hvordan tyven stod og rodede i den pung, han havde fisket ud af bilens indre.
Da jeg atter lyttede efter den monotone kvindestemme i røret, var hun stille. Jeg blev panisk og rystede intelligent røret et par gange, hvilket til min egen store overraskelse fungerede. Nu talte hun igen. Hun sagde: “Du har ikke foretaget et valg”.
Jeg hamrede blindt på nogle taster og forbandede mig selv for, ikke at have hørt efter da hun præsenterede valgene for mig. Jeg var nummer 4 i køen, kunne jeg forstå.
Mens jeg hoppede op og ned på stedet og råbte “kom nuuuuu” og overvejede om telefonen stadig ville fungere, hvis jeg løb ned af trapperne med den, gik tyven tilbage for tredje gang og smadrede endnu en rude.

Da jeg endelig fik et menneske i røret, prustede jeg
“Hallo. SEND EN VOGN… tyv! TYV! To biler. Ruder. Måske kun en bil. TYV! LIGE NU” og fik kort at vide, at jeg blev stillet om.
Denne gang var der ingen ventetid og jeg kunne forpustet begynde min velforberedte og velformulerede anmeldelse igen.
Præcis som jeg forklarede, gav adresser og signalement begyndte tyven at gå væk.
Det fortalte jeg også – og fik at vide, at de havde vogne lige i området og var på vej.
Da tyven kom hen til lyskrydset, begyndte han først at lunte og senere løbe og ville snart forsvinde fra mit synfelt. Skuffet forklarede jeg betjenten i røret, at tyven var begyndt at løbe over mod Pumpehuset og at jeg ikke vil kunne holde øje med ham, meget længere.

Hvor jeg blev skuffet, er det tilsyneladende politiets vådeste drøm, når folk sætter i trav og han brølede mig ind i øret: “LØBER HAN?” og råbte videre ind i en radio, at manden var sat i løb.
Og så gik det satanedeme stærkt. Det må man alligevel give de drenge. En politibil med fuld udrykning, kom nærmest sidelæns skridende rundt om hjørnet drønede ned mod Pumpehuset.
Politimanden stillede et spørgsmål. Jeg pressede telefonen mod øret, for at kunne høre ham over sirenerne der pludselig kom fra alle vinkler og jeg forstod, at vi som fælles crimefighters var under tidspres og holdt mit svar kort og præcist
“NEJ, FORDI… JEG ER KOMMET TIL.. ALTSÅ.. DET ER FORDI… ALTSÅ… JEG HAR IKKE FÅET TILMELDT MIN TELEFONREGNING PBS, FORDI JEG ALTID GLEMMER DET.. OG SÅ SKAL JEG BRUGE NEMID FOR AT KOMME PÅ MIN NETBANK NU HAR JEG LIGE OPDAGET OG JEG HAR SELVFØLGELIG SMIDT DET DER BREV VÆK.. MEN JEG HAR IKKE BESTILT ET NYT, FOR JEG TROR AT JEG HAR DET ET STED… MEN ALTSÅ… SÅ GLEMMER JEG.. ALTSÅ OGSÅ.. NOGLE GANGE AT BETALE REGINGEN. RET PINLIGT, MEN ALTSÅ… NEVERMIND IKKE, MEN … DET HAR JEG SÅ GLEMT, OPDAGEDE JEG I GÅR… OG SÅ KAN JEG IKKE LAVE UDGÅENDE OPKALD, SELVOM JEG GODT KAN MODTAGE DEM… OG MAN KAN BARE RINGE GRATIS IND OG GIVE SIT DANKORTNUMMER OG SÅ ÅBNER DE DEN IGEN.. MEN DET.. GLEMTE JEG OGSÅ… SÅ… NU ER HAN LIGESOM FORVUNDET ALTSÅ RUNDT OM HJØRNET. ALTSÅ IKKE RIGTIGT HJØRNET, BARE FORDI VEJEN HER IKKE ER HELT LIGE SÅ JEG KAN IKKE SE HELE GADEN.. OG ALTSÅ… JEG … DET DERFOR AT JEG IKKE RINGER FRA MIN MOBIL… DET ER… EN FASTNETTELEFON.. SÅ JEG KAN IKKE… LØBE DERNED TROR JEG. ALTSÅ MÅSKE FORDI DEN ER TRÅDLØS KAN DEN MÅSKE GODT NÅ NOGET AF VEJEN.. MEN JEG HAR ALDRIG TESTET DET… SÅ JEG TROR.. MÅSKE BARE .. AT DET… IKKE KAN LADE SIG GØRE”.

Tyven var fucking i Andesbjergene inden jeg fik besvaret spørgsmålet om jeg kunne gå ned på gaden for bedre at se, hvor han løb hen og min skam indtog, ligesom tyven nye højder, mens jeg overvejede om jeg ikke bare skulle gøre en ende på alles lidelser og kaste mig ud af vinduet.

Der cirklede nu 3 patruljevogne rundt ved Pumpehuset, men vi vidste alle at slaget er tabt. Jeg var 30 sekunder for sent på den – og for ligesom at gnide salt i såret over alle de spildte minutter spurgte betjenten i telefonen: “Men du kan vel sagtens ringe 112, fra din mobiltelefon, selvom den er spærret?”

Jeg tænkte på Chucky-damen bag badeværelsesdøren. Jeg så rædslen i hendes øjne, mens hun klamrede sig til badeforhænget og havde lige åbnet flappen, for at forklare mine overvejelser til betjenten, mens jeg glædede mig til at fortælle finger-anekdoten og bruge udtrykket “5 idioter med 49 fingre i mellem os”, da han viste mig nåde og stoppede mig, allerede inden jeg var kommet i gang med min nervøse plabren og forklarede, at dét jeg havde haft brug for var politiets akutte assistance… og derfor måtte jeg gerne ringe til 112.

I see.

Nå.

Okay.

Ja.

Det … kan jeg godt se.

Nu.

Undskyld.

Så.

Altså.

Undskyld, altså for helvede.

Vi sagde skuffet farvel til hinanden, mens jeg igen lænede mig ud af vinduet, for at se om tyven atter skulle dukke op i mit synsfelt.
Patruljevognene cirklede under mig og jeg sendte et stille løfte ud nattetågen, til de uheldige bilejere og mændene i blå.

Undskyld.
Og
I will…
I will make this up to you.

Om jeg så skal rekvirere mig en kikkert og blive typen, der altid står og hænger ud af vinduet og holder øje med lømler. Jeg vil anskaffe mig en teleskoplinse og opsætte skjulte kameraer. Jessica Fucking Fletcher er på sagen.
Jeg har set jer, skumle knægte der holder ind på parkeringspladsen stiger ud og bytter pakker, blot for at køre væk igen. Jeg har set jer, nattens dronninger og jeres kunder i de parkerede biler… og jeg har indtil videre set gennem brilleholdende fingre med jeres lovovertrædelser.

Men ikke mere.
Jeg vil fange jer og råde bod til universet og mig selv.

Whatever it takes… indtil min catchfrase ikke længere er: “Altså, undskyld så for helvede”.

Og kære tyv:
Du er en pik. Du er en kæmpe pik. Ikke bare fordi du er en tyv og en pik! Men fordi jeg er 99% sikker på, at du kom ovre fra herberget på den anden side af vejen og løb derind igen ved Pumpehuset. Ingen mand med egne midler bærer en så uflatterende jakke, som du gjorde. Og jeg har forsvaret det herberg, i hele den mediestorm der netop har været omkring det. Jeg holdt vågent øje, Miss Marble Style fra vinduet, da Politiet kom en nat og anholdt jer alle sammen, efter højrefløjen havde beskyldt jer for at være forbrydere. Jeg var på jeres side. Jeg kontaktede pressen og holdt øje med om politiet behandlede jer pænt. Jeg jublede, da de ikke fandt tyvekoster på herberget. Jeg frydede mig over den lange tud højrefløjen fik, efter at være bukket under for deres fordomme.

Og så skider du i egen have.
Du er en pik.
Og næste gang, kaster jeg altså mønterne efter dig. Efter jeg har ringet 112.

Nu er jeg bare rigtigt glad for, at jeg adskillige gange har linket til Lisen, så min mor der aktivt følger med dens statistik har opdaget, at jeg er begyndt at blogge igen.

HEJ MOR!

“Mmmm… skal vi skrive vores egen Twilight Fan-Fiction?”

“Okay, glem det”

Man kan altså ikke dyrke sex med en mand, der ved sådan noget!

“Dollartegn! Sikke noget dirty PHP-halløj” udbrød jeg entutiastisk i håbet om et anerkendene nik, men blev i stedet, efter en grinepause fra hans side mødt med et tørt:

“Sjældent har en så kort sætning på én gang, indeholdt så fin indsigt og samtidigt så megen idioti, Lone”

Nå-nå.

Jeg havde ønsket mig et spil til min Nintendo DS (som jeg stadigvæk kalder for en “Gameboy”, for man er vel barn af 80erne?), men den pakke, jeg netop havde fået udleveret, med et kort fra et uspecificeret medlem af min familie, var skuffende aflang og jeg nåede i et kort øjeblik at tænke “Mikado. Hvem helvede spiller Mikado”, før papiret dalede mod jorden og afslørede pakkens sande indhold.

Gayboy lagde nakken tilbage og grinte højt, mens jeg både dumt og stumt stirrede på småborgerlighedens kulinariske højborg, der nu balancerede i mine følelsesløse hænder.

Globalkniven.

De pizzaer jeg bestiller, plejer som regel at være skåret ud, når de ankommer, så hvad helvede jeg skulle stille op med 30 cm. rustfrit blærerøvsstål havde jeg på siddende fod svært ved at gennemskue.

Gayboy lo endnu, og jeg skulede ondt til ham, mens jeg forsøgte at forklare både hans bror, fætter og svigerinde, der alle lykkeligt havde revet papiret af selvsamme type knive tidligere på aftenen, at jeg bestemt var glad for, nu at være medlem af deres klub og at jeg så frem til at diskutere hvæsse-teknikker, til fremtidige middagsselskaber og for en gangs skyld deltage aktivt i samtalen, i stedet for at sidde nede for bordenden og grine og rulle med øjnene, som jeg plejede.

Hævnen var sød 10 minutter senere, da Gayboy modtog præcis samme kniv – og at giveren i hans tilfælde var i rummet, gjorde kun min skadefro større.

Vi vendte åndssvagt hjem med i alt 3 Globalknive fra aftenens høst, mens vi svor at vi fremover ville være mere udførlige med vores ønskelister.
Knivene blev – stadig i deres kasser – kastet ned i en køkkenskuffe og har levet et liv på den stille side af skærebrættet i de mellemliggende år.

Indtil Gayboy uden yderligere varsel, for omkring et halvt år siden, besluttede sig for, at voksne mennesker selv laver mad og fremgravede en af de utallige Kogebøger vi modtog til jul hos min familie sidste år, hvor ønskelisterne tilsyneladende atter engang havde været mangelfulde.
Bogen han havde valgt, er skrevet af Jamie Oliver og første kapitel er tilegnet en serie af billeder, af de instrumenter man bør have i køkkenet, for at kunne kreere et nogenlunde veltilberedt måltid.
Gayboy havde lykkelig sat et kryds ved billedet af Globalknivene og stod nu og pakkede for mange tusinde kroner Tefal-pander ud af deres Magasin-poser.

Jeg bed mig i underlæben, mens jeg ihukom hvordan jeg for år tilbage, fik rodet mig ud i, at jeg skulle medbringe en lagkage til et arrangement og endte med at bruge en halv husleje på at rekvirere både fade, skåle, dejskrabere og en håndmixer, der aldrig siden har været i brug.

Gayboy holdt triumferende en nyindkøbt spatel op i luften, efter han havde fået presset Eva Trio gryderne, med kerne af aluminium, ind i et underskab i køkkenet, hvor vi ellers opbevarer det rene sengetøj.
“Jeg er nødt til at vide om det er mig, eller udstyret der er noget i vejen med, hvis det går galt”, svarede han undvigende på mit ellers relevante spørgsmål omkring prisen på hans indkøb.

(Senere skulle det i øvrigt vise sig, at være komfurets skyld, det hele).

Siden da, er begge vore bankkonti blevet diagnosticeret med kronisk diarré i takt med, at Gayboy har hjembragt udstyr og ingredienser til sine kulinariske gøglerier og jeg har fået omdøbt køkkenet fra “opbevaringsrummet” til “Parade of Shiny Shit”, der dog først fik kronen på værket – og for mit vedkommende, nåede det absolutte nulpunkt da han i fødselsdagsgave i sidste måned rent faktisk ønskede sig og modtog ikke bare én, men hele to forskellige FoodProcessorer.

…. og en altankasse til krydderurter.

Jeg véd bare, at jeg igen i år kan skyde en hvid pind efter det Gameboy-spil og i stedet skal fake begejstring for en slibeblok i 1000-kroners klassen.

Step #2: Skyde mig selv i ansigtet og/eller afvikle virksomheden.

Eneste lyspunkt i mørket, er at jeg har opdaget at lige meget hvorfra jeg vælger at afbillede min postbunke, sniger der sig et par tegnede eller malede bryster med ind på billedet.

Mens jeg forsigtigt låser døren bag mig og lister ind i den halvmørke lejlighed, sender jeg ham beskeden: “Jeg er i mikrolejlighed med sovende Gayboy – kan ikke tale i telefon nu, det ville vække ham. Ringer senere”.
Herefter lister jeg på musetå ind i soveværelset og dejser lydløst og udmattet om på sengen.

På trods af mit sneak-attack, har jeg tilsyneladende fået vækket Gayboy, der vil snakke.
Vi snakker.
Jeg gaber.
Han snakker.
Jeg sover.
Hans vækkeur ringer, hvilket jeg ikke hører, men han vækker mig til gengæld, for at gøre opmærksom på at han “nok skal stå op, næste gang det ringer”.
Næste gang, vågner vi begge.
Han står op, jeg døser hen igen, blot for at vågne ved, at han står ind over mig og spørger om jeg har sat et vækkeur til.
Efter en kort samtale glider jeg igen ind i søvnen.
Vågner ved at jeg modtager en SMS. Kan høre at Gayboy er på badeværelset, men døser hurtigt igen.
TV’et tændes, registrerer jeg. Tv2 fucking News eksploderer ud i lejligheden og hiver mig ud af drømmeland i et stykke tid.
Vågner, ved at Gayboy står over mig igen og spørger om han må bruge blenderen. Får vistnok sagt “Ja”, hvis bare han lover at holde op med at genere mig og går atter i koma.
Hvad jeg kun kan gætte på, er få minutter senere, bliver jeg igen vækket, ved at han har besluttet sig for at tage opvasken og efter at have tørret hvert eneste stykke bestik, dumper det ned i skuffen. KLONK-KLIRRR *20 sekunders pause* KLOON-KLIIR
Jeg roterer i mit dynefængsel og sandwicher mit hoved inde i hovedpuderne, under hele seancen og netop som jeg begynder at overveje et rovmord på opvaskeren få meter fra mig, starter det vækkeur på min telefon, jeg med fumlefinger åbenbart har fået sat, alt for mange timer for tidligt.

Mens jeg, med halvt lukkede øjne, kværker min mobiltelefon, registrerer jeg med glæde at Gayboy smækker bestikskuffen i køkkenet, så jeg lader mit raseri fare, lader hele ansigtet dumpe ned i hovedpuden og falder indenfor milisekunder i søvn igen.

… og så starter han blenderen.

Mens hele lejligheden vibrerer og motoren brøler og isklumperne klirrer og splintrer i deres glasfængsel, kvæler jeg et skrig, mens jeg sparker nyttesløst med benene og husker halv-tøse-tudende-af-total-opgivelse mig selv på, at jeg selv havde sagt, at han gerne måtte bruge den.
“Men” tænker jeg få minutter senere: “Næste gang, skal der altså indføres en klausul der hedder én gang! Det dér bøsserøvslort, med først at lave en smoothie og så bruge adskillige minutter på at smage den til, alt i mens din kærestes spændte muskler slipper deres tag i hende og hun igen luller til ro og lukker øjnerne, hvortil du så fucking starter blenderen igen, for at få smagsenheden til at gå op i en højere, larmende enighed tror jeg nok, på forhånd at du kan glemme alt om, unge mand”

Mens jeg ligger og overvejer, hvordan jeg skal kunne huske den smøre, næste gang han hiver mig ud af søvnens dybere lag, for at indgå en verbal kontrakt omkring blenderbrug i lejligheden, starter mit retarderede sat vækkeur igen, netop som Gayboy får sat sig til rette på foran Tv2 News og begynder at slupre morgenmaden i sig.

*klik*, *sluuuuurp*, *klik*, *sluuuurp*, *klik* *klik*, *sluuurp*, *klik*, *slurp*, *klik* *klik* *klikkediklik-klik*

“Hvis han hamrer skeen ned i skålen én gang mere” lover jeg mig selv, fra den puppe af fjer jeg har indrullet mig i, hvor kun ét, ondskabsfuldt stirrende øje stikker ud… “så…” .. “så…”

*PLIIIING*

*klik*, *slurp*, *klik*, *sluu..*
“Hov! Fik jeg lige en SMS?”
“Hvor er min telefon?”
“Jeg tror jeg fik en besked”
“Har du set min telefon?”

“DEN LIGGER 4 CENTIMETER FRA MIN FUCKING HOVEDPUDE!!!” skriger jeg lydløst til ham, mens det ondt stirrende øje, følger ham rundt i lejligheden, mens han tramper rundt og leder efter den.

Da han endelig lokaliserer den, ruller jeg mig demonstrativt om på den anden side og lader min totale udmattelse skylle ind over mig og forsøger at falde i søvn igen. Efter et par minutter, hvor kun Tv2 News larmer, sukker jeg dybt og lettet, lader et sageligt smil danse om mine læber og byder søvnen hjerteligt velkommen, mens mit hoved synker dybere ned i hovedpuden.

… Og så starter han blenderen igen.

Et par minutter senere, overvejer jeg om jeg er havnet i en af de cirkler af helvede, så ubeskriveligt grusomme, at Dante simpelthen ikke kunne finde ordrene.

*klik*, *sluuuuurp*, *klik*, *klik*, *sluurp*, *klik*, *slurp*, *klikke-klikke*, *slurp*

Og så flyder bægeret over, da det rigtige vækkeur begynder at ringe. Mine allokerede 2.5 timers søvn er opbrugte.

“FORSVIIIIIIIIIIIIIIIIND” brøler jeg direkte ned i hovedpuden mens min venstre arm fægter målløst rundt i luften, efter det larmende elektronik ved min side.

“Men… Jeg… skal lige.. tage opvasken…”

“UD!!!”

*megamopset* “Okay, men tager DU så opvasken?”

“UD!!!”

… og så trækker han det mest kællingede kort fra hele følelses-stakken.
Han bli’r såret.
Og så ligger man dér, med kone med klemte fint-følelser og er nødt til at sætte sig op og bruge al, tilbageværende hjernekapictet på at undskylde i ét væk.

“Undskyld, at jeg sagde det dér, det var også bare fordi.. at .. min egen.. telefon.. blev ved med at larme…” forsøger man sig med, mens Prinsessen tramper tøsefornærmet rundt i lejligheden og samler ting ned i sin håndtaske.

Og så er man nødt til, at svinge det ene ben udover sengekanten og dinglende af udmattelse forsøge at komme halvt på højkant, mens man strækker armen ud efter hvirvelvinden af skyldfølelse og trække trumfkortet … “Undskyld… Jeg… øh.. jeg… jeg elsker dig jo, for fanden?”

“Ja. I lige måde, husk opvasken” svæver køligt imod mig. Det sidste ord skæres over, af hoveddørens smækken.

Og så starter min dag.

Næste gang, Lars… så ringer du fandeme bare.

Nu vil jeg bruge dagen på at undlade at tage opvasken og sammensætte en playliste til i nat.

Sådanne samtaler, involverer selvfølgelig det obligatoriske “hvad-laver-du-så-nu?”-spørgsmål, som jeg da også fik besvaret i ekstreme detaljer, mens han konsekvent ignorerede mine tilbageskydelser af spørgsmålet.
Da jeg spurgte tredje gang, indrømmede han modvilligt, at han faktisk sad i fængsel.

… Og så kan det ellers være, at Miss Speedy-finger med tsunami-agtig styrke fik igangsat sin helt egen Gallup-undersøgelse, baseret på mit eneste kendskab til indersiden af fængselsbarrene – Prison Break og Shawshank Redemption.

Min samtalepartner rullede med øjnene, mens jeg spurgte til fællesbade, tabte sæber, analvoldtægter, slagsmål, nedfilede tandbørster, tunnelgravning og nattetæv med sæber i hovedpudebetræk.
I min referenceramme, virkede forholdene i de danske fængsler, ret tamme og jeg fik flere gange brugt ordene: “Prrft! Det kunne jeg sgu da også, så”.

Det var først, da jeg hørte om celler, man selv kunne indrette, weekend-udgang, hustru-besøg, bredbåndsforbindelse og egen laptop, at jeg faktisk begyndte at blive decideret jaloux.
Her er vi to mennesker presset ind på 37 kvadratmeter, hvor jeg bestemt ikke kan få lov at indrette mig som jeg vil og det dér med kun at skulle knalde i weekenden lød egentlig også meget tiltalende. “Tænk på alle de ting, man kunne nå” proklamerede jeg og forklarede ydermere, at man her i huset, i hvert fald ikke skal tabe sæben i badet, hvis man ønsker at komme nogenlunde jomfruelig ud af døren.

“Det er jo stadig frihedsberøvelse” forsøgte han at nedtone min entutiasme med.

Frihedsberøvelse? Hvis det stod til mig, fik jeg leveret cigaretter og kaffe-mælk lige til døren og kunne derved helt undlade nogensinde at skulle stige ud af min natbuks og derved aldrig forlade domicilet igen.

Jeg var begyndt at planlægge et helt ekstremt amatøragtigt Burger King røveri, der kunne redde mig et lille halvt års tid på langs med min laptop, weekendknald og serier, da min samtalepartner kastede spand koldt vand i hovedet på mig, med en undskyldning om, at han hellere måtte stikke af og få lidt søvn… “For jeg skal op og arbejde kl. 06.30 i morgen tidlig”

… Wha..

Klokken 06.30?
Fucking Hell. Så hellere Guantanamo.