Posted by: Lone Sanco in: ● December 21, 2009
Under et længere besøg hos min mor, opdagede jeg en formiddag til min gru, at den utroligt effektive rengøringsdame var i færd med at vaske alt mit tøj, “da hun ikke kunne holde ud, at det bare lå dér helt hulter til bulter i en kuffert” (som hun i øvrigt havde åbnet, for at blotlægge mit tekstil-rod).
Ydmygelsen blev dog først total, da hun havde vasket, tørret og strøget (!!) det alt sammen og gav sig til at sortere underbukserne, da hun “lige havde vasket dem sammen med min mors” og endte med at sige: “Okay, i stedet for at spørge dig til hvert par, så går jeg bare ud fra, at alle de store er dine”.
Tak.. Grete.
Posted by: Lone Sanco in: ● November 15, 2009
Årh, så så man lige mig, have Baconsyge, lige i Face!
Posted by: Lone Sanco in: ● October 31, 2009
Man er i overordentlig stor grad ikke i kontakt med hverken krop eller kalender, når man siger til sin kæreste: “Hov. Jeg står da vist og bliver lidt rowdy!”, blot for at opdage, at man har fået kampmenstruation.
Posted by: Lone Sanco in: ● October 31, 2009
Thorborg skyndte sig at pointere, at det var animationen af banneret der var problemet. Ikke indholdet, da han bad mig ændre det.
Et hurtigt kig på andre betalende brugeres Flashbannere afslørede dog animation flere steder. Rss-feeds, der langsomt skiftede, eksempelvis, så i stedet for at fjerne banneret forsøgte jeg mig med at sætte hastigheden ned.
Det er jo nærmest mere beskidt på denne måde – og nu sidder jeg blot og glæder mig til næste træk.
Posted by: Lone Sanco in: ● October 20, 2009
Min tidligere chef fra Jubii, Martin Thorborg startede for nogle år siden Amino.dk- et forum for iværksættere.
Jeg har været forholdsvis aktiv derinde, men begyndte lidt at miste interessen, da de introducerede muligheden for at tilkøbe features. Eller rettere – de fjernede features fra gratisbrugere og gav dem til betalende.
I går sendte de en mail ud, der for flere fik arrighedens bæger til at flyde over.
Alle os, der havde mere end ét link i vores signaturer skulle ændre dem – ellers ville de blive slettet. Det er nu kun betalende brugere, der kan få lov til at linke til mere end ét site. Til gengæld kan betalende brugere have billeder og sågar flashbannere i deres signaturer.
Flere brugere, slog i det virtuelle bord over denne yderlige strammelse, der blot er den sidste af mange og truede med at forlade forummet.
Jeg derimod, så mit snit til at blive betalende bruger, og kreere et Flashbanner og tvære problemstillingen yderligere ud i fjæset på de andre brugere.
Nu har jeg siddet – alene i lejligheden og grint uafbrudt i 3 timer, med tårene trillende ned af mine runde kinder over reaktionerne det har modtaget.
Jeg glæder mig mest af alt til at læse de opdaterede regler, de vil være tvunget til at forfatte, hvis de på et tidspunkt skulle finde på at fjerne min fabelagtige signatur.
Posted by: Lone Sanco in: ● October 18, 2009
Klokken er halv fem om morgenen.
Jeg har netop mødt min kæreste, midt i et lyskryds omkring en halv kilometer fra vores hjem
Jeg var – iført udtrådte gummisko og kasket til at skjule morgenhåret – på vej på tanken og han var klædt på til fissesucces, på vej fra én bar til en anden med et påslæb af venner.
Jeg har på fornemmelsen, at det er mig den er gal med.
Posted by: Lone Sanco in: ● October 18, 2009
Jeg blev venligt, men bestemt bedt om, at muge ud i det colaflaske-lager jeg til daglig kalder mit kontor, da vi ventede gæster. Jeg blev også sat til at rydde op i Cola Light flaske-halvdelen af kontoret der tilhører Chris, der var draget på efterårsferie til Jylland.
Og lige dér. Midt på hans skrivebord. Under et bjerg af post lå min elskede fingerring og gloede åndssvagt.
Jeg har i smug mistænkt Gayboy for at have placeret den der, for at give oprydning en spændende treasurehunt-edge, der vil gøre mig mere interesseret i lignende projekter i fremtiden og jeg skal da også ærligt indrømme, at det pludselig blev det hele værd.
Finder jeg mon en Nintendo Wii, næste gang jeg indvilliger i, at gå i gården med skraldespanden?
Here’s hoping.
Posted by: Lone Sanco in: ● October 15, 2009
I ren desperation besluttede jeg mig for, at jeg muligvis havde tabt Gayboys mormors fingerring tidligere på aftenen og forsøgte at backtracke min dag. Helt voksent, havde jeg selvføgelig indtaget aftensmaden hos den lokale McDonalds, og efter at have ringet forgæves et par gange fik jeg endelig fat i dem.
Mig: “Hej. Jeg ville høre om I eventuelt havde fundet en fingerring”
Miss McJob: Det har vi ikke”
Mig: “Altså.. kan du måske tjekke?”
Miss McJob: Tjekke hvad?”
Mig: Har I ikke sådan en glemmekasse”
Miss McJob: “Nej. Intet bliver indleveret her. Tyvene tager alt. “
Det synes jeg, i al sin enkelthed egentlig er meget smukt.
Posted by: Lone Sanco in: ● October 13, 2009
“SKRID NU BARE HJEM CECILIE”, råber den unge mand, hvis navn jeg efterhånden har lært er Theis til sin kæreste.
De står 10 meter fra mig og skriger af hinanden i nattemørket, der for længst har sænket sig over yderkanten af Rådhuspladsen, hvor vi befinder os.
De sender mig begge skæve blik, mellem råbene.
Jeg står bare – 10 meter fra dem – og glor ud i luften. Stivnet i mørket, foran en mørklagt bankfacade. Jeg skifter usikkert vægten over på den anden fod. Begge er iført leopardplettede sutsko. Jeg er nede for at ryge.
Jeg forsøger med al min magt at dulme nikotintrangen i dobbelt hastighed og leger Nilfisk på proletarcigaretten, mens jeg med mit kropssprog stille, men bestemt forsøger at signalere at jeg er yderst tunghør. Don’t mind me, please.
Da jeg endelig er færdig og Cecilie står og klynker, mens hun hiver Theis i ærmet, vender jeg mig lettet rundt og gør et stort nummer ud af at holde nøglen op og vise, at jeg hører til, inden jeg låser mig ind i opgangen.
Da jeg rækker hånden ud, for at hidkalde elevatoren glimter min ene finger dovent, som resten af mig i lyset. For dovent.
I sommers gav Gayboys überkreative og friske Mormor mig 2 fingerringe af sølv, hun selv har lavet. Den ene større, end den anden. Jeg bærer dem begge på samme finger. Nu var jeg kun iført den ene. Underligt nok, den yderste. Jeg kunne aldrig finde på, kun at tage den ene på, uden også at iføre mig den anden.
Jeg kigger mig tilbage i opgangen, med de mørkegrønne, Korsbæk-bankagtige gulvtæpper og skimter efter ringen. Jeg møfler dernæst mine små, fede ben op ad trapperne til 4. sal, mens mine øjne darter rundt i alle kroge.
Jeg endevender kontoret og løfter hvert et papir og leder i sofaens sprækker, før jeg – efter at have taget rigtige sko på – modvilligt vender tilbage til den regnvåde gade.
Cecilie og Theis kigger overraskede op, da døren smækker bag mig – og jeg forsøger mig med et akavet smil, med tilhørende udpustende høøøh-lyd, inden jeg begynder at scanne fortorvet.
Jeg leder i mørket. Går, med bøjet nakke frem og tilbage over fortorvet, mens Cecilie og Theis fortsætter deres skænderi.
Jeg er oprigtigt ked af at have mistet fingerringen, med de 3 fine indlæg af perlemor, men jeg kan ikke lade være med at tilføre eftersøgning en vis grad af showmanship, der gør det hele endnu mere mærkværdigt og ynkeligt at bevidne. Både inde- og udefra.
“Jeg leder efter noget. Jeg er ikke kommet tilbage for at høre mere”, råber jeg lydløst til parret, med mine handlinger, mens jeg kører skosnuden rundt i en bunke visne blade, der har samlet sig ved fortorvets kant.
Ringen er ikke til at finde, og jeg står dér som én stor undskyldning for mig selv og har hverken lyst til at opgive eftersøgningen, eller lede i den selvsamme bladbunke for 5. gang, mens de skuler til mig.
Det er nu blevet næsten lige så vigtigt for mig, at bevise overfor dem, at jeg ingenlunde ikke er interesseret i deres episke opgør, som det er at finde ringen. Måske fordi jeg i al hemmelighed, havde stået og moret mig over deres misære under cigaretrygningen. Karma har losset mig over skinnebenet.
“Jeg har det!” Tænker jeg idiotisk! Jeg skal vise dem, skal jeg!
Efter at have gået rundt om mig selv i 10 stive minutter i støvregnen, med øjnene stift fæstnet mod jorden, retter jeg mig lynhurtigt op, drejer rundt på hælen og går med hurtige skridt væk fra parret. Tættere ind i Rådhuspladsens indre.
Jeg går i 7eleven, hvor jeg overhører en højrøstet teenager sige; “Hvor er det fedt. Han slog mig lige i Face og jeg kunne overhovedet ikke mærke det”, til sine venner og mindede mig om, at den sidste Macholort ikke er født endnu. Det løfter alt andet lige mit humør at vide, at jeg ikke er den allerstørste idiot indenfor en 100 meters radius.
Jeg har ikke brug for noget i 7 eleven, men havde på vejen udtænkt noget om en liter mælk. Det skal vise dem. “Jeg skulle bare købe mælk, altså”, kan jeg fortælle dem med kartonen, jeg på tilbagevejen kan holde op foran mig som et skjold. “Det var derfor jeg cirklede rundt foran jer i 10 stive minutter. To gange” vil den sige, for mig.
Min plan smuldrer ved køledisken i den lysstofsrørsoplyste butik.
Sødmælk. Sødmælk er ikke en drikkevare buttede blondiner, bør bære som et Badge of Honor.
Jeg mindes om, hvordan jeg hundredevis af gange har forsøgt at forklare min holdning til Cola Light overfor min veninde KulturKyllingen. (når jeg har gennemgået Pkt. 1: “Det smager af lort”) “Småtykke piger, kan ikke købe en rulle Pringles, en Yankeebar og en Cola Light! Det handler om at signalere, at man godt ved man er en tykkert – og at man ikke er et sekund i tvivl om, hvorfor”.
KulturKyllingen synes jeg er en idiot. Hun vil helt sikkert også synes jeg er en idiot, fordi jeg ikke mener at en Sødmælk kan bruges til at signalere, at jeg ikke er interesseret i et skænderi, når en Letmælk kan.
Jeg køber mælken alligevel og bevæger mig tilbage mod kontoret. Mit stille håb om, at parret er kommet videre i deres liv, bristes da Theis atter flækker natten med et brøl om at Cecilie bør tage hjem.
Forskrækket, stikker jeg mit fedtfyldte skjold, ind under jakken, hvilket alt andet lige nok ikke gør mig mindre mistænkelig.
Jeg ankommer igen til The Scene of the Crime, og begynder – udbulende i venstre side, grundet den totalt ubrugelige sikkerheds-investering at scanne den våde jord, ved hjælp af lyset fra min mobiltelefon. Jeg bøfler rundt med bøjede knæ og kigger under biler, alt i mens jeg håber at min opførsel forekommer parret fuldkommen naturlig.
Til sidst – efter et splitsekunds lettelse, afløst af bundløs skuffelse beslutter jeg mig for at gribe chancen og lukker fingrene om en øldåse-ring, under en firhjulstrækker og holder den – med falsk triumf op i luften, mens jeg håber at parret – der vist på nuværende tidspunkt var et eks-par, er præcis ligeså nærsynede som jeg er.
Jeg stak den, med et tilfreds smil i lommen og låste mig igen ind i opgangen, hvor jeg skuffet lod skuldrene falde ned og gik i gorillagang – med hænderne slæbende næsten helt nede på jorden – op af trapperne.
Nu sidder jeg så hér klokken 4 om morgenen, med dyb affektions-sorg på fingeren og prøver at komme i tanke om, hvad helvede jeg egentlig skyldte dem.
Posted by: Lone Sanco in: ● October 12, 2009
Der er få ting i livet, der ødelægger starten på en arbejdsdag mere, end når man træder ind i elevatoren på kontoret og netop som dørene lukker opdager at én eller anden har løssluppet en ordentlig æggert i det mikroskopiske metalfængsel.
Posted by: Lone Sanco in: ● October 11, 2009
Under en tvungen hovedrengøring (der findes ingen andre slags, i vores mikrodomicil) havde jeg placeret mig på badeværelset, per Gayboys ordrer og var – udstyret med rengøringsartikler til op over begge ører – blevet sat til at gøre rent.
Døren var lukket, og Gayboy rumsterede i køkkenet.
Jeg rengjorde dovent hylderne, uden at flytte tingene der stod på dem, men lod bare den halvslatne klud, danse rundt i hjørnerne.
“Nix! Du kan godt gøre det ordentligt” råbte Gayboy fra køkkenet, da jeg var færdig.
Jeg kiggede undrende på den lukkede dør, før jeg modvilligt begyndte at tage badeværelsesartiklerne ned fra hylderne og startede forfra.
Skraldespanden på badeværelset var fyldt, så jeg løste problemet med den tomme toiletrulle, ved at klemme den sammen og presse den ned bag toilettet.
“DU SKAL GØRE DET ORDENTLIGT”, tordnede Gayboy igennem den lukkede dør.
Jeg kiggede mig, paranoidt rundt i det rundt regnet 1,5 m2 store badeværelse efter et videokamera, før jeg til sidst overvandt mig selv og gik ud og spurgte, hvordan han vidste at jeg sprang over, hvor gærdet var ikke-eksisterende.
Storgrinende orienterede han mig, om en af mine mange, mange charmerende facetter;
Når jeg gør noget halvt – og det gør jeg som regel – afslutter jeg dyden, ved at sige. “Såååååååååådan!”.
Jeg har aldrig selv lagt mærke til det, men nu hører jeg det hver gang jeg placerer sofabordet ovenpå det glas jeg lige har smadret, så man ikke træder i det og skærer fødderne.
Såååååååådan
Jeg kan ikke jonglere (punktum). Men jeg kan heller ikke forsøge at jonglere, uden helt idiotisk at stikke tungen ud af mundvigen, og jeg kan – hvor meget jeg end prøver – heller ikke lade være, med at afslutte min lappeløsninger verbalt.
Såååååååådan, hører jeg mig selv sige til min computerskærm, når jeg kopierer en genstridig hånd, fra en gammel tegning over i en ny.
Sååååååådan udtaler jeg til de 3 malerier jeg med en flyvsk albue kom til at domino-effekte ned af væggen og sporadisk hængte op igen, så det nu ligner en udstilling fra Daniel Libeskind’s jødiske museeum i Berlin.
Såååååååan, mumler jeg ud i det tomme rum, når Gayboy er på forretningsrejse og jeg ikke gider rede sengen og bare ruller mig ind i et rent lagen og ormer mig ind under de nøgne dyner.
Og Sååååååååådan havde jeg netop ytret, da jeg forlod køkkenet efter – med dobbeltklæbende tape – at have genophængt et maleri der var faldet ned.
Jeg var ikke engang nået til -an delen af ordet, før jeg jeg kiggede mig tilbage og mødte dette syn:

Manden på billedet, der møssede med de beskidte gulvbrædder står nu lænet op af væggen og sender mig et blik jeg fortjener, hver gang jeg bevæger mig ud på hans domæne.

Sååååååådan
Posted by: Lone Sanco in: ● October 11, 2009
Gayboy og jeg fik for et par år siden, efter kun en lille smule sindssygt ynkeligt tiggeri lov til at låne et fantastisk flot og simpelt skrivebord af Gayboys forældre.
Skrivebordet er speciallavet til Gayboys far af Peter Lassen fra Montana, kort før han startede fabrikken op. Det blev aldrig sat i produktion og er derfor fortsat i al sin skønhed et unika.
Det står for enden af vores seng og balancerer på ét smukt, tykt og tungt ben.
Til vores begges store, oprigtige ærgelse opdagede vi forleden at et glas havde efterladt en skjold i lakken.
I går aftes besluttede jeg mig derfor for at lade Flippes første opgave i operation GTFU være en praktisk af slagsen;



Jeg synes selv, at jeg var vanvittigt kreativ, lige indtil jeg skulle søge efter billeder af de klassiske Mario-ikoner, for at få de rigtige pixel-proportioner og opdagede at de – også som coasters – er lavet hundredemillioner gange før.
Hrmpfh!
Mit humør blev dog gevaldigt gen-løftet, da Gayboys indre spilnørd vandt over designsnobben og han grinende bød perlepladerne velkomne i vores lille hjem.
Til gengæld var han ikke synderligt begejstret for min fortolkning af GTFU-opgaven om endelig at få sat et navneskilt på de nye postkasser i opgangen, så han igen kan begynde at modtage post:

Hrmpfh!
Posted by: Lone Sanco in: ● October 11, 2009
I forbindelse med Operation GTFU (Grow the fuck up) mener Gayboy at voksne mennesker bør eje et strygejern.
Da jeg – som fejring af den nærtstående nyerhvervelse – allerede havde købt adskillige perleplader, var jeg utålmodig og tilbød selv at tage ud og købe det.
Gayboy struttede af stolthed, da han sendte mig afsted, men det var som om en del af entutiasmen forsvandt fra hans ansigt, da jeg vendte tilbage og brølede “JEG HAR DØBT DET FLIPPE, FORDI DET LIGNER EN DELFIN” da han åbnede hoveddøren.
“Hold kæft, hvor er du åndssvag”, mumlede han da jeg stolt fremviste Flippe og gjorde opmærksom på, at der er glimmer på alle de lilla knapper. “Ved dens udpustnings-hul” forklarede jeg mens jeg med bølgende bevægelser lod Flippe svømme rundt foran ham og finde sig til rette i sit nye, non-akvaktiske hjem.

Problemet med Flippe, ifølge Gayboy er hverken navnet, udformningen eller endda farven og glimmeret.
Problemet er, at Flippe ikke rigtigt ligner en delfin. Flippe ligner nærmere delfinens fjerne slægtning, Øresunds-marsvinet – og endda i fysisk afstumpet dværgudgave.
Selve strygefladen er mindre end en Iphone og Gayboys fingre lukkede sig nemt om apparatet, mens han beklagede sig: “Et rejsestrygejern, Lone?”
“Ja” – forsøgte jeg mig spagt med. “For livet bør være én lang badeferie”.
“Det er det også”, sukkede han.
“Lige indtil man skal stryge en skjorte”.
Og selv om han hentydede til det faktum, at det nok vil tage rundt regnet 50 minutter at få bare et ærme nogenlunde fri for krøller, så synes jeg alligevel at det er noget af det klogeste, der nogensinde er blevet ytret og illustrerer smukt min tilgang til både livet og operationen.
Posted by: Lone Sanco in: ● October 11, 2009
… Men hvad, når man ikke har nået at hælde mælken i endnu, men megaglasset blot spontanflækker ved mødet med kogende vand og lækker sit nescafé-indhold udover kontorets køkkenbord?

Må man så godt småflæbe lidt under det efterfølgende oprydningsarbejde?
Posted by: Lone Sanco in: ● October 9, 2009
Jeg skulle have vidst, det var en fælde fra starten.
Eftersom Gayboy ikke drikker kaffe og jeg vil gøre stort set hvad som helst for en veludført Caffe Latte, burde alle alarmklokker have bimlet, da han indsmigerende spurgte om vi ikke skulle gå ud og få en kop kaffe.
Men der var opskummet sødmælk med sukker og en minimal mængde kaffe involveret, så jeg var døv for advarsler og blind for faresignaler og fulgte småtyk med i lykkelig trance.
Da vi ankom til Bankeråts trygge rammer, med udstoppede dyr på væggene, lamper udformet af gamle dukkehoveder over os og jeg var blevet udstyret med en kop lunken lykke, hev han pludselig en rød notesblok op af tasken og slog den op på en side, der var opdelt i tabeller. “Jeg synes”, startede han.
Alarmklokkerne, der burde have ringet fra starten, startede nu alle sammen samtidigt og jeg mundaflæste de næste ord ud af munden på ham – “at vi skal lave en plan, for nogle ting vi burde få ordnet” blævrede hans lydløse læber igennem de sønderrivende sirener i mit indre.
Koldsveden spontanpiblede frem på min overlæbe, mens jeg febrilsk ledte efter en form for nødudgang til etablissementet.
“Nejnej, det er okay. Operationen har også et Kodenavn!” skyndte han sig at indføre , mens han betryggende lagde en hånd på min og med den anden, vendte notesbogen i mod mig.
Øverst på siden, stod der med store bogstaver:
“Operation GTFU”
Han kender mig for godt.
Jeg kunne mærke hvordan jeg allerede interesserede mig dybt for projektet. Min indre quiz- og puslespilsnørd ramte Turboknappen og fuld af akronym-ekstase begyndte jeg at gætte:
“Gamle Ting Får Undtagelse?”
“Glad Tilværelse Foruden Unger?”
“Glædeligt Tak For Uglelysestager?”
Alle håb og drømme, brast da han proklamerede at operationens retsmæssige navn var: “Grow The Fuck Up!”
Listen blev gennemgået, mens jeg sank dybere ned i depression over mit tilsyneladende nært fortstående Peter-Pan-selvmord.
At sælge vores to, tomme andelslejligheder toppede listen, der tog næsten en halv time at læse op.
Der blev diskuteret både større og mindre punkter på listen. De mest overkommelige som “skifte elpære i køkkenet” kom først og jeg var lige ved at være fan af projektet, indtil ord som “Forsikring”, “Tandlæge”, “Advokat”, “Ejendomsmægler” og “Overdragelsesaftale” pludselig dukkede op i repetoiret.
Min desperation blev total, da ordet “bilen” blev efterfulgt af det mest beskidte ord i det danske sprog: “Sælges”.
Jeg har ikke kørekort og vi bruger den sådan set aldrig. Men det er en varevogn og det har været mit overlevelsesværktøj til at bo sammen med et ordensmenneske på 37m2. Hvis man åbner bagsmækken, triller der rundt regnet 27 par sko og dametasker ud, sammen med alle mine vinterfrakker, en fodbold og 4 pirate bay t-shirts.
Intet kunne redde mig ud af depressionen nu. Jeg kiggede nedslået ned i min tomme lattekop og opgav alt håb om fremtiden, da Gayboy med ét ord hev mig op igen.
“Rengøringsdame”
En solstråle dansede ind af de beskidte vinduer i Bankeråts inderste og engle dansede i lyset, mens de plimrede godmodig harpemusik der fyldte rummet med håb for fremtiden.
Vi forlod Bankeråt hånd i hånd og med øjnene på bolden, mens Gayboy tilføjede ting til listen.
“Købe et strygejern” afsluttede han den, da vi nåede hoveddøren.
Næste formiddag viste jeg min store velvilje overfor operationen, ved at gå ud og investere i en perleplade og 6000 plastikperler.
Jeg er bare så meget klar til et liv med et strygejern i mit hjem,
Posted by: Lone Sanco in: ● October 7, 2009
Fra min plads på kontoret, kan jeg se Gayboys arbejdsstation, gennem de evigt åbne dobbeltdøre.
I sidste uge, slog jeg øjnene op fra min skærm og spejdede ind i det tilstødende lokale, hvor de faldt på hans arbejdende ryg. Jeg havde kigget op, fordi stemmer derindfra havde nævnt min blog.
Pludselig skød Gayboys skuldre op under hans ører, han skubbede sig ud fra bordet, rejste sig og vendte sig resolut imod mig, og råbte: “VED DU HVAD! Forleden blev jeg introduceret for nogle ret vigtige mennesker som “GAYBOY”! Det var faktisk RET pinligt, Lone!”.
Præcis ligesom jeg kun var interesseret i, hvad der foregik i kontoret ved siden af, da snakken faldt på mig, var jeg også udelukkende interesseret i Gayboys problem, i forhold til mig selv og det faktum at jeg muligvis har læsere. “Hvem var det?” storgrinede jeg pavestolt, mens hans ansatte rullede af grin bag ham.
“Jeg kan ikke huske det”, skurrede han, mens han vendte tilbage til sin computer.
Et par dage senere, mens vi lå og døsede i dobbeltsengen, rejste han sig pludselig på albuerne, slog hånden ned i hovedpuden og sagde – overrasket – “Måske er det noget jeg har drømt!”.
Han behøvede ikke engang, at fortælle hvad det drejede sig om, før jeg begyndte at klukle ned i egen pude.
For et halvt år siden, vågnede jeg fra en dyb drøm og tilbragte hele dagen, eddikesur på ham, fordi jeg havde drømt at vi havde mødt Hugh Laurie og Stephen Fry i byen, som helt naturligt hungrede efter, at drikke store fadøl og dele røverhistorier med mig – og i drømmen havde Gayboy helt tvært insisteret på, at vi i stedet skulle hjem.
Så i al fairhed, besluttede jeg at det var okay at han – til trods for, at han havde drømt episoden – var lidt småfornærmet over at være blevet introduceret som Gayboy til en forretningsforbindelse.
I et splitsekund, overvældet af kærlighed overvejede jeg også om det efter 7 år, var ved at være tid til at lade øgenavnet gå på pension.
Jeg havde ikke helt sluppet tanken om en benådning, da vi dagen efter, kom slentrende ned af Nansensgade hånd i hånd.
Snakken faldt på et af vores vennepar, der til vores store fortrydelse er gået fra hinanden. Vi havde netop mødt den ene, som fortalte at det tidligere par i morgen skulle mødes til fødselsdagsmorgenmad, og vi gik og fantaserede om, hvor dejligt det ville være, hvis de genforelskede sig over et rundstykke, og delte informationer om hvad vi hver især havde hørt fra vennerne, da jeg brat endte sladreseancen med ordene:
“Hold kæft, nogle gamle sladretasker vi to er blevet” og min granvoksne kæreste, stoppede midt på gaden, knyttede hænderne og lod dem dirre foran sit ansigt, mens han – med gigantisk tandpastasmil – hvinede:
“Uuuuhhhh!!! Det er ligesom GossipGirl!”
Så Gayboy it is.
Nu og for altid.
Posted by: Lone Sanco in: ● October 6, 2009
Jeg danser ikke, men i dag fik et eller andet komplet røvhul alligevel – i fuld offentlighed – lokket mig ud i den officielle Min-Cykel-Er-Blevet-Stjålet-Hokey-Pokey, hvor jeg kom ned på gaden, drejede til venstre, stoppede op, drejede omkring, tog et skridt frem, to tilbage, drejede om mig selv igen, trådte tilbage, kiggede op ad gaden og ned igen og afsluttede med endnu et par rotationer om egen akse.
Asshole.
Nu som cykel-løs dansemus.
Posted by: Lone Sanco in: ● October 2, 2009
Da Gayboy vendte hjem fra San Francisco og kastede sig, jetlagged og udmattet på sengen, krøllede jeg mig ind til ham og nød at være forenet igen, efter en uges adskillelse.
Da hans muskler efter et par minutter slap helt og han var lullet ind i søvnens første faser, stak jeg min mund helt op til øret på ham, og hviskede: “Der er nogen, der har stillet noget i din lejlighed, mens du har været væk”, og lo højt, da alle hans muskler igen spændtes og begyndte at sitre over at hans nu hans hvide, stilrene hjem var blevet inficeret af uvelkomne og uidentificérbare nipsting.
De næste 20 minutter, lå jeg ved hans side og grinede, mens hans udmattede og våde øjne dartede rundt i rummet på jagt efter indretningssynden.
Til sidst, kastede han dynen til side og trampede på stive ben rundt i lejligheden, og slog omsider gardinet på min side af sengen til side og kvalte et skrig, da hans øjne faldt på de – i mine øjne – to, helt fantastiske, pastelfarvede lysestager formet som ugler fra HouseDoctor, som jeg ovenud lykkelig havde hjembragt fra butikken i Liseleje.
Ud fra hans reaktion, gætter jeg dog ikke på at deres levetid bliver lang nok til, at jeg overhovedet når at få købt stearinlys og sætte i dem – men indtil videre, har de stået i vinduet og våget over os, når vi sover.
Det gjorde de også, da Gayboy endelig overgav sig til jetlagget og langsomt lukkede øjnene og sikkert drømte natten væk om store, hvide rum, med hvide møbler og en kæreste der ikke finder voksenmobning et udtryk for intimitet og kærlighed.
Posted by: Lone Sanco in: ● September 29, 2009
Da jeg ankom til kontoret i dag, vendte jeg mig halvt rundt for at lukke hoveddøren bag mig i halvmørket og fik øje på en skygge ud af øjenkrogen, halvt bag mig.
Nerveflossende rædsel nåede at skyde igennem min krop, før jeg – et nanosekund for sent – opdagede, at det var min egen skulderpude, jeg havde fået øje på.
Posted by: Lone Sanco in: ● September 28, 2009
I midten af sidste uge, mens jeg var hos min mor i Liseleje, smed hun sin telefon væk og jeg tilbød galant at hjælpe med at lede efter den, på den mest dovne måde muligt: ved at ringe til den, fra min mobiltelefon.
Jeg ringede hendes nummer op, og grinede hånligt til hende. “Dit abbonnement er spærret”, råbte jeg grinene efter hende, mens hun stod på hovedet i en dametaske for at lokalisere den.
“Dette er TDC. Dette abbonnement er spærret” genfortalte jeg fuld af skadefro, med telefonen presset mod øret.
Hun insisterede gentagende gange på, at hun ikke havde TDC og set i bagklogskabens klare lys, forsøgte jeg i uhensigtsmæssig lang tid, at forklare hende, at jeg nok bare hørte den besked om HENDES abbonnement, fordi JEG har TDC, før det dæmrede for mig.
Det var selvfølgelig mit abbonnement der var spærret.
Da jeg først havde lagt 2 og 2 sammen, skal det dog siges til min logiske og matematiske fordel, at det ikke tog mange splitsekunder for mig, at regne ud at jeg højst sandsynligt ikke havde betalt regningen.
Hvis en eller anden idiot – være det sig mit afkom eller ej, havde gjort nar af mig i flere minutter, for ikke at have styr på sine ting blot for at opdage, at det var vedkommende selv, der var et komplet tågehorn, så havde jeg hånet hende til mine dages ende. Det var derfor med overordentlig lettelse, at jeg atter engang konstaterede at mit hånlige og sarkastiske sind, stammer fra min fars side af familien, da min mor reagerede med moderlig omsorg og helt hånsforladt tilbød mig at låne hendes mobiltelefon, som hun havde genfundet i mellemtiden.
En uge senere virkede min telefon fortsat ikke, og jeg tog tyren ved hornene, samtidigt med, at jeg på evigt elegant vis fralagde mig ethvert ansvar.
Jeg skrev en mail til min bogholder, som jeg i månedsvis havde ignoreret, når hun sendte hobevis af e-mails til mig og spurgte hvornår det passede at hun kom ind på mit kontor.
“Kære Susanne.
Min telefon er blevet spærret. Sig hvornår du kommer og hjælper mig. Fra nu af, er det forbudt at lade det være op til mig
Hun svarede prompte tilbage, med en humor jeg sætter overordentlig stor pris på:
“Kære Lone.
Jeg kommer på mandag kl. 15! Bemærk udråbstegnet.”
Så dette er hvad jeg præsenterer den stakkels kvinde for om små 12 timer.

og atter engang det obligatoriske sideview, der denne gang tårner sig op på næsten 11 cm.

Denne gang er e-conimics fakturaen betalt, da hun har sat den til betalingsservice.
Til gengæld kan jeg ikke længere komme på netbank.
Hvis hun ikke snart, siger op så indstiller jeg hende altså til en form for pris og omdøber hende Bogholder Teresa.
Posted by: Lone Sanco in: ● September 28, 2009
Mens Gayboy var i San Francisco tog jeg til Liseleje og fik lavet lidt tiltrængt arbejde på webshoppen Lisen.dk
Min mor var aldrig rigtig glad for det mørke, lilla design jeg lavede sidste efterår, så jeg smed et par dage i at give siden et ansigtsløft igen.
Denne gang kører vi hardcore sandfarvet, som damerne vistnok ka’ li’ det.

Jeg tror i øvrigt ikke, at det er synderligt klogt, at redesigne en shop så drastisk – så ofte – men jeg bliver så træt af det at se på det samme gamle lort, hver gang jeg skal ind og bokse i Scannet’s backend, der tilsyneladende aldrig får nye, hårdt tiltrængte features, at der simpelthen er nødt til at ske noget på frontenden, for at jeg kan holde det ud.
I øvrigt drejede det sig i første omgang om at ændre strukturen på sitet – og da jeg havde brugt 3 timer på at flytte kategorier rundt, opdagede jeg at det jeg havde lavet slet ikke kunne lade sig gøre indenfor Scannets stramme rammer.
Så som en fesen tryllekunstner, distraherede jeg brugerne med nogle fancy, semi-vulvafarvede, grafiske armbevægelser, så de ikke opdager at de bliver kastet rundt på sitet i et tilsyneladende tilfældigt kaosmønster.
Der er i øvrigt plus på kontoen til dem der kan se, hvor jeg har genbrugt grafik fra. Dovenskaben er i højsædet, når det drejer sig om personlige projekter – som det ses af denne blog og dens standardlayot ;-)
Posted by: Lone Sanco in: ● September 27, 2009
Gayboy fik helt utroligt travlt, med at kigge interesseret ud af vinduet på ingenting, efter han havde forhørt sig om et forkølelsessår jeg under hans tur til San Francisco havde tilllagt mig i mundvigen.
Mit svar “Ja, det er mærkeligt. Jeg har aldrig haft ét før, og så vidt jeg ved kan man ikke få det, med mindre man snaver med én der har det i forvejen” var udløseren, til dét der åbenbart var så interessant udenfor, at han koncentreret og helt stille måtte iagtage det i flere minutter.
Siden har han i flere omgange forsøgt at overbevise mig om, at det er fuldstændig irrellevant at han tilsyneladende har haft viruset fra barnsben og at jeg “helt tydeligt”, må have samlet mit nu permenente herpes op et andet sted.
Jeg mener til gengæld at jeg nu har en kronisk sygdom, der kun kan dulmes ved foræring af en Nintendo Wii.
Sådan er vi så forskellige. Til trods for de matchende sår.
UPDATE:
Gayboy mener, at jeg i ovenstående indlæg beskylder ham for at have været mig utro og jeg mener, at jeg beskylder ham for at have givet mig herpes og benægte det. Så ikke nok med, at han giver mit smitsomme sygdomme, så angriber han også min skrivestil, som værende “komplet uforståelig”. Mægler søges!
Hvordan læste og forstod du indlægget?
Han har altid været en herpesbefængt hudpose og har nu smittet Lone.
Han har revet rundt i fremmed genitalia i udlandet og har nu smittet Lone
Who cares. Så længe han giver dig en Nintendo Wii!
UPDATE UPDATE:
Fuck Wordpress og alt hvad det står for, når det ændrer i ens kode, så poll’en ikke fungerer.
Kast din stemme i kommentarfeltet i stedet.
Posted by: Lone Sanco in: ● September 24, 2009
Jeg færdes ikke i overordentlig stor stil, på den danske del af Internettet, så når jeg pludselig opdager at der også findes kvalitet og humor på vores side af den digitale andedam, gør jeg det som oftest længe efter alle andre, så lad mig straks undskyld, hvis du for længst er løbet ind i nedenstående perle
Jeg faldt forleden over den overordentligt charmerende og morsomme blog StineStregen, af Stine på 28 år fra Århus, der dagligt uploader en situationstegning fra sit liv. (Jeg må fluks lade mig inspirere).
Hele bloggen er bestemt et besøg værd, men jeg lagde især nakken tilbage og grinede højt mod loftet, af denne perle.

“Jeg ville gøre plads til et par håndklæder i skabet, da jeg fandt et par lettere anløbne herremagasiner, som min kæreste er så sød at opbevare for en af sine venner.”
Så nænsom ydmygelse af en kæreste er virkelig inspirerende.
Posted by: Lone Sanco in: ● September 20, 2009
Jeg har klippet mit eget hår og ligner til forveksling Chewbakka, der har været i dødsringen med en Flymo.
Jeg lærer det åbenbart aldrig.
Posted by: Lone Sanco in: ● September 8, 2009
På et tidspunkt i sit liv, når man en alder – og i går, lærte jeg at den alder er 28 – hvor man kigger ned af sig selv, tænker “fuck it” og går på tanken iført sutsko.
Posted by: Lone Sanco in: ● August 26, 2009
“Vil du venligst holde op med at se sådan ud”, sagde Gayboy bebrejdende da han passerede mig, mens jeg sad i skrædderstilling på sofaen med min laptop.
Han refererede til det faktum, at jeg kun var iført en BH og et par joggingbukser, som jeg havde positioneret i en såkaldt “Farfar”, hvor buksekanten er trukket helt op under brysterne.
“Jamen…” begyndte jeg.
“Jamen, det er også bare fordi…” prustede jeg, mens jeg kæmpede med at få buksekanten sydpå, “at hvis de sidder hérnede, så.. ja.. så ser det sådan her ud”. Jeg præsenterede min flomme, der nu var faldet udover buksekanten, i hvad der kun kan karakteriseres som en extreme muffin-top.
Han trak sig forfærdet tilbage, mens han rynkede på næsen og råbte “ARhj!”
Jeg grinede, mens jeg hev elastikken tilbage over det mælkehvide Everest af Fedt og afsluttede med et entutiastisk “Tadaaaaa!”, da bukserne var tilbage i oprindelig Farfarposition.
Min David Copperfield var ikke overbevisende og han var langt fra begejstret.
Han stod et par sekunder og stirrede på mig, inden han langsomt genvandt sig selv og forsvandt ud i køkkenet.
Et par minutter senere, kom han tilbage.
Han forsøgte at opføre sig naturligt, mens han satte sig i den anden ende af sofaen, og forsøgte med en helt casual “Hey-dette-her-har-jeg-overhovedet-ikke-stået-og-øvet-mig-på-ude-i-køkkenet” samtalestarter:
“Kunne det ikke være sjovt….” startede den sivtynde ungersvend lidt for kækt ud, og fortsatte, lidt mere usikkert; “.. hvis du og jeg… begyndte… at… gå.. i et… træningscenter?”
Jeg kiggede op på ham og nærmest råbte ud i lejligheden: “JO!”, mens mit ansigt flækkede af falsk begejstring.
Han var så rystet i sin grundvold af synet af min monsterflomme, at hans ellers nær perfekte sarkasmebarometer var på nulpunktet, så han klyngede sig til håbet om en toptunet kæreste, med et lettet smil.
Jeg satte laptoppen til side, og vendte mig imod ham.
“Så skal jeg løfte vægte og blive sådan hér”
Jeg lænede mig forover, så min anticharme fik fuld effekt, da kæmpedellen atter væltede udover buksekanten, mens jeg flexede mine mikromuskler under armfedtet, rynkede panden og skød kæben ud i massivt underbid.
“BOMMMM” råbte jeg, hver gang jeg skiftede bodybuilder-armposition.
“BOMMMM”
“BOMMMmmMMMM”
Han rejste sig, vendte mig ryggen og forsvandt ind i soveværelset.
Slået af den hvide gorilla.
Så er den sag vist uddebateret.
Posted by: Lone Sanco in: ● August 24, 2009
Hvad giver man Verdens Bedste Kæreste i fødselsdagsgave?
Det spørgsmål forestiller jeg mig, at Gayboy har stillet sig selv igen og igen, i starten af året da min fødseldag nærmede sig, hvorefter han tilsyneladende besluttede sig for, at det nærliggende svar “ingenting”, passede ham perfekt.
Han beskylder mig – med rette – nærmest dagligt, for at være kontrær, så det kan ikke komme som nogen overraskelse, at da hans fødseldag rullede forbi for et par dage siden, faldt mit valg på en stor, personlig passiv-aggressiv gestus af en gave.
En fixed gear cykel, jeg med kærlighed og en pengepung med diarrésymptomer, havde fået bygget specielt til ham:

Og som kronen på værket, har han fået lov til at opbevare den i vores 37 m2 store herskabslejlighed.
Jeg er overbevist om, at den kosmiske bogholder har noteret sig, at jeg har overordentligt stort overskud på karmakontoen.
Så nu venter jeg bare på det fjernsyn.
*Sadlen vist på billedet, er ikke sadlen jeg valgte, men Recykel, der i øvrigt var fantastisk søde, hjælpsomme, hurtige, flexible og professionelle har ikke et billede af den saddel jeg har valgt, på deres website.
De viser heller ikke de dæk uden reflekskant, jeg i Gayboys stilrene navn fik smidt på, så hans cykel har heller ikke den hvide kant på dækkene som vist på billedet.
Posted by: Lone Sanco in: ● August 11, 2009
For et par måneder siden, fik jeg på et af mine sites noget forholdsvis heftig trafik fra et dansk forum.
Jeg var nysgerrig og ville se, under hvilke omstændigheder linket var blevet postet, men blev mødt af en mur, da kun medlemmer af forummet kunne se posten.
Jeg signede modvilligt op og optede-in med min e-mail adresse, før jeg fik adgang.
Siden da, har jeg modtaget deres nyhedsbreve.
Jeg modtager tonsvis af nyhedsbreve fra sites med temaer jeg ikke interesserer mig for. Det har altid forekommet mig lettere at slette dem, end loade dem, scrolle ned i bunden og finde et link til at unsubscribe – og det har sådan set aldrig generet mig.
Ikke før nu, hvor min kæreste gennem 7 år, stod ved min computer og næsten fik et hjertetilfælde og blev helt hvid i skærmen af panikangst, da der pingede et nyhedsbrev ind fra BabyKlar.dk
Hans hjerterytme er efterhånden nede i et normalt leje, og håndfladerne igen tørre – efter jeg stolt fremviste mit brugernavn som bevismaterale A på min fuldstændigt manglende lyst eller evne til at få og efterfølgende tage mig af et barn:
Update: Nu med federe The Dude link :)
Posted by: Lone Sanco in: ● August 8, 2009
Jeg erkender, at min skønsang ikke just er angelisk, men GayBoy fik alligevel minuspoint på kulturkontoen da jeg i formiddags lod The Sound of Music snige sig ind i soveværelset, med stroferne:
“When the dog bites, when the bee stings – When I’m feeling saaaaaad…. I simply remember my favorite things, and then I don’t feeeeeeeeeel…. soooooooo baaaaaaaaad” (komplet med store armbevægelser og fancy dansetrin) og han mistroisk kneb øjnene sammen og fuld af foragt i stemmen spurgte:
“Er det Metallica det dér?”
Posted by: Lone Sanco in: ● August 3, 2009
En dejlig, afslappende uge i Gayboys mormors sommerhus på Bornholm var næsten ovre, da vi hånd i hånd i støvregnen slentrede ned af en brostensbelagt gade i Rønne.
“Lone?”
Sagde mit hjertes udkårne, mens han klemte min hånd i tusmørket.
Jeg klemte hans hånd tilbage, smilede og kiggede over på ham, mens han drømmende kiggede mod havet.
Han var stille et øjeblik, mens han flettede sine fingre ind i mine.
“Lone.. jeg tænkte på…”
Han tav igen mens mine øjne søgte efter hans, der fortsat drømmende og søgende spejdede ud mod havet. Han var blød og mild med ansigtet i alvorlige folder.
Jeg hjalp ham igang, med et nysgerrigt: “Mmmm?”
“Jeg har bare sådan tænkt på…”
“Mmm?”
“Altså. Du ved godt.. når…”
“Mmmm?”
“Altså, når folk holder op med at ryge. Så bliver de tykke og skide irriterende – og eftersom du er begge dele i forvejen – kan du så ikke bare holde op?”
Mine sorte lunger, matcher hans sorte hjerte.
A match made in heaven.
The blog owner requires users to be logged in to be able to vote for this post.
Alternatively, if you do not have an account yet you can create one here.
Powered by Vote It Up
Sidste kommentarer