mush.dk

Er at give, et snotforvirret, overtræt menneske, som jeg to forskellige opgaver, der har samme kunde, tegnestil og deadline – og døbe projekterne henholdsvis “Morgenhår” og “Morgengrim”.

Som om jeg ikke havde rod nok i mine ting i forvejen.

I stiv november-kuling, forcerer jeg Rådhuspladsen og skimter gennem regnen et bekendt ansigt, komme imod mig. Som en lallende idiot, retter jeg mig lysende op, træder ind foran vedkommende og siger, med ansigtet fuld af genkendens glæde: “HEEEEEJ”. Nanosekunder for sent, går det op for mig, at jeg helt familiært lige har klappet Elyse fra America’s Next Top Model på skulderen i forventningen om en god, varm krammer.

For at gøre hele situationen bare lidt mere beklemt, skynder jeg mig at sige: “Oh. I’m sorry!” og fik dermed afsløret, at jeg ikke blot er Copenhagen-Crazy-Lady, men er Copenhagen-Crazy-Lady-der-ser-for-meget-reality-tv.

Mind mig lige om, at jeg ved først givne lejlighed, skal give mig selv en kugle for panden.

Gayboy mobber mig med, at jeg er ligeså dårligt til HTML, som han er til at tegne.
Ikke desto mindre har jeg for første gang i 8 måneder opdateret mit firma-site.
Hvad siger I så? Et site der er mindre aktivt end dette.
Man skulle jo næsten ikke tro det muligt.

Som Quiz-fan er jeg stor tilhænger af virkeligt fesne ordspil og måtte da også se mig selv solgt til stanglakrids, da jeg styrtede over denne stribe, hvis eneste eksistensberettigelse er at det danske sprog, kan være tvetydigt – hvis man tvinger det. Gotta love it.

For 5 år siden, lå jeg henslænget i en laset lænestol på det daværende quiz-stamsted Café Zach på Istedgade og fremlagde for en grinende Charlotte og et måbende publikum, min teori om at melde sig inkompetent på kommunen.
Jeg ville virkelig gerne henvende mig til dem og sige: “Hjælp, for fanden”, mens jeg viftede med ca. 20 breve fra SKAT som jeg end ikke havde fået åbnet og mindst ligeså mange fra DR Licens.
Men netop på grund af denne inkompentence fik jeg det selvfølgelig aldrig gjort. Ligesom jeg ikke har fået skiftet læge eller tandlæge. Noget jeg har truet med i mindst ligeså lang tid.

I de mellemværende år, måtte jeg undlade at se bogholderen på Jubii i øjnene i kantinen, da jeg godt var klar over, at hun tilbageholdt noget af min løn, for at betale Licensen via SKAT og til trods for, at jeg med nød og næppe har fået holdt rockerne fra dørklokken, har jeg dog modtaget så svinagtigt mange rykkerbreve fra diverse kreditorer, at jeg kan blive helt gasblå i hovedet, af at tænke på det.

Ved hjælp af en advokat, en revisor, en bogholder et par hold emsige forældre, har min virksomhed klaret sig igennem skærene, til trods for en ordentlig håndfuld rykkergebyrer fra eksempelvis SKAT, hvor jeg aldrig har indbetalt noget som helst til tiden. Men i det private, hvor ingen længere holder mig i hånden er tingene ikke ligefrem blevet bedre.

Efter 5 år med svedeture og forvirring er løsningen trillet ned i mit skød. Jeg har ansat én til at gøre det. Jeg har helt alvorligt ansat én 8 timer om ugen, til at varetage mit rod. Hele ugen, dumper jeg bare alt uåbnet post ned i en stor kasse og drysser dankortkvitteringer udover det hele og parkerer en liste af andre opgaver som sideansretning – og hver tirsdag bliver kassen tømt og ordnet.
Nu er der pludselig frimærker på kontoret, mine private regninger er betalt og tilmeldt PBS, der er lønsedler og kontoudtog placeret sirligt i farvesorterede mapper og DK-Hostmaster har atter åbnet for dette domæne.

Nu mangler jeg bare at hyre én til at opdatere min non-blog. Så kører det på skinner, du.

Jeg har i dag med Post Danmark modtaget en lille, tyk konvolut fra den dansk-tyske grænse, hvor Charlotte på firmabrevpapir har skrevet ordene: “Jeg savner dig. Ville sige det med blomster, men ved at du er mere til kød”.
Vedlagt var denne dejlige dish for one.

I et land hvor uddannelse er gratis, er der bare noget virkelig morsomt og tragisk over at støde på et grafitti-tag med ordlyden “Velfærd til alle” – der er stavet forkert.

Jeg har i ren trods besluttet mig for at lære at jonglere.
Man ligger bare overall-skidt i evolutionssvinget, når man har ømme muskler i ballerne og lårene, af at gå og samle alle de bolde, man tabt.

Har endnu ikke besluttet mig for hvilken af følgende konklusioner jeg vil være mest tilfreds med – om min kondi bare er ekstraordinært ringe, eller mit boldøje er helt vanvittigt dårligt.

Under alle omstændigheder, burde jeg være blevet vist døren til samfundet i det øjeblik jeg besluttede mig for at lære at jonglere. Trods eller ej. Satan er jo som bekendt gøgl.

Hvor “super-herre-nederen” er det lige, man er gået hen og blevet når man tager sig selv i at sende en mail til Ekstra Bladet og korrigere dem, i forbindelse med en artikel om Basshunter?

På en enkelt weekend er det lykkedes mig, at farve mit hår skrigende orange og mit køkkengulv skrigende neongrønt.
Jeg har endnu ikke besluttet hvilken af de to fejlfarver jeg fortryder mest.

Forleden på kontoret, hvor jeg – atter engang – havde været vågen hele natten, bad Chris mig om at teste en karaokemaskine, han var i gang med at lave for MGP.
Resultatet… er en ikke skide flatterende video, af mig med uvasket hår, gemt under en herregrim Jubii-kasket, som du kan se her.
Sangen er, sang nummer 1 – “Det bedste jeg ved” med Lulu-Ley, som jeg i øvrigt aldrig havde hørt før.

Som Marius fra DR siger: “Kameraer og Lone er som Gremlins og vand – de må under ingen omstændigheder komme i kontakt med hinanden”.

UPDATE:
Stavefejl i Gremlins rettet – og så en opfordring til alle jer andre, om selv at forsøge jer med MGP-sangene.

Unavngivne kilder beretter, at jeg fordi jeg i 2003 skrev noget halvgrimt om bl.a. Dan Rachlin den dag i dag går glip af fantastiske fester, som folk der bærer kendis-nag planlægger.
Helt ærligt. Ikke flere onde ord om Rachlin, men hvis man holder en fest og kun inviterer folk, der aldrig i deres liv har sagt eller tænkt noget knap så pænt om folk der regelmæssigt optræder i Se og Hør, så ender det jo med 3 mennesker der danser i en rundkreds om en alt for stor buffet.

Jeg har i dag med posten modtaget en bryllupsinvitation. Svar udbedest senest d. 31. december, 2006.
Det er altså en tidsfrist, jeg kan leve med!

UPDATE:
Jeg svarede d. 6. Februar

Så så man lige mig, holde fri i to (!) dage i træk! Det må jo være en eller anden form for rekord.
Har brugt tiden på at købe 9 lamper, til min Nørrebrolejlighed, der var alt for stor og mørk til de få lamper jeg var i besiddelse af og derudover på at ringe til min far, og med bævende underlæbe forsøge at overtale ham til at komme forbi og hjælpe mig med de elektriske installationer.
Derudover har jeg købt et skab, som jeg endnu ikke har besluttet om er fedt, eller sindssygt grimt.. lad mig bare afsløre at det er olivengrønt og tresseragtigt.. og har endelig kunnet pakke ud og kan nu tage fire skridt i min lejlighed, uden at styrte over en tøjbunke. Til gengæld er der nu masser af ledninger, der kan opveje for den manglende snublefaktor.

Andet:
Købt Orange gryde, grøn sofa, kontormøbler, rødt spækbræt, set så meget tv at jeg frygter at mine øjne triller ud, sovet igennem, plejet syg Gayboy, fjernet klamme, støvede gulvtæpper i hans nye lejlighed, spist ude, ignoreret mobiltelefon, glemt arbejde, båret flyttekasser på loftet, gjort badeværelse rent (okay, kun overfladisk, men alligevel), næsten fået en flad af en pige der lignede typen der hed Bettina, fordi jeg ikke tænker på at åbne vinduer i en bil betyder at man skal lukke røven i stedet for at ytre sine højlydte meninger om forbipasserende kvindfolk til Gayboy og sidst, men ikke mindst, fundet kilden til bananflue-invationen.

Skide, glemte blommer!

Alt i alt tror jeg, at jeg vil forsøge at holde weekend noget oftere.
Men lige nu er der 14 timer til deadline, så drømmen om at erhverve sofabord og spisestole må vente lidt endnu.

1: Jeg har netop åbnet en pose ketchup fra Burger King og sprøjtet hele indholdet ned i min kavalergang.

2-9: Se ovenstående.

Stand-up på Ipod og lunken Cola Light i hånden. Nedringet og storsvedende. Omgivet af svedige folk, der ligesom jeg er fanget på Lorteøen, fordi Metroen er gået i stå.
David Cross skråler i min øregang og jeg forsøger desperat, at tiltrække mig mindst mulig opmærksomhed ved at nøjes med at smile bredt og åndet, frem for at fylde gaden med ensom, sindssyg latter. Åbner distræt sodavanden. Med proppen i den ene hånd og flasken i den anden, registrerer jeg at Colaen dovent skummer over. Servietløs redder jeg situationen ved, at sætte munden henover den… og så tager fanden ved den. Den bliver ved med at skumme. Og ved. Og ved. Min mund fyldes af lunken Colaskum og bliver fyldt hurtigere end jeg kan sluge det. Jeg er klar over hvordan jeg ser ud, med hel flaskehals i kæften, hvidt skum løbende ned af hagen og hjort-fanget-i-lyskegle udtryk i øjnene. Forsøger desperat at undgå øjenkontakt med den mandlige del af de tilstedeværende.
Netop som jeg beslutter mig for, at lade skum være skum og opgive, hvad der hurtigt havde udviklet sig til et Kanal København projekt, brøler David Cross en punchline ind i min øregang og jeg eksploderer af grin. Sådan med skum i halvanden meter lang og bred kaskade udover Amager og Cola sprøjtende ud af flaske. Brunt vand vælder fra min stadigt grinende mund og ned af hagen og direkte ned i kavalergangen på mig. Er helt sikker på, at jeg ligner krydsning mellem Jabba the Hut og forfalden Playboy Bunny i bilvaskerscene. Meget beskidt bil i øvrigt.

.. og jeg griner… og jeg bliver ved. Længe efter David Cross ikke er sjov længere, fortsætter jeg latteren. Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg ellers skal gøre. Kan ikke holde ud at stoppe, og kigge de folk, jeg sprøjtede klæbrig, brun masse på i øjenene. Jeg tuder af grin. Midt i Jokerens hometown, triller tårer og lortefarvet væske ned af mit ansigt mens jeg sidder på hug, med halvtom cola og overvejer mine muligheder.

Redningen blev linie 2A, der kom trillende og samlede stirrende, lettere fugtige mennesker op. Jeg blev siddende. Med mascara på hagen og cola på trøjen og lo.. og lo… og lo. Da bussen var ude af syne, rejste jeg mig hikstende op og forsøgte med colavåd hånd, at tørre mit ansigt og mit bryst og steg – stadigt grinende og klæbrig ind i den næste bus, hvor jeg nød manglen på stirrende, dømmende blikke og kravet om penge til rensning af tøj.

Hvad fanden skulle jeg ellers have gjort?

Min telefon ringer. Det er sent. Jeg tjekker nummeret. Det er GayBoy. Han er lige skredet fra kontoret og ved at jeg har travlt.

“Det er Lone”
“Hej det er mig”
*stilhed*
“Hvadøøhh? Vil du noget?”
“Nej, bare lige snakke”
“Nå, okay…”
*stilhed*
“Hey? Hvad er det du vil?”
“Ej okay, jeg skulle bare lige tale i telefon med nogen, så jeg ser lidt optaget ud. Er på vej hjem, gennem Ørstedsparken og havde glemt at jeg har den dér t-shirt på!”

“GØR SOM JEG SIGER, DIN FUCKING SO”
“Hold op”, klynkes der, efterfulgt at lyden af en kvinde der hulker.
“ÅBEN MUNDEN! ÅBEN MUNDEN!”

Den råbende mandestemme kommer fra kontorets mørklagte baggård.
Gayboy og jeg skynder os at slukke lys og skærme og lister hen til vinduet og kigger ud. Intet at se. Kvinden tuder endnu. Der bliver råbt noget mere, men vi hører ikke præcis hvad, fordi vi har travlt med at hviske ord til hinanden som: “hvad sagde han?” og “Har du sko på?”
Vi bruger alt for lang tid på at fumle med mobiltelefoner og tage overtøj på, før vi vælter ned fra fjerde sal og ud i gården, der nu er tom. Vi lister os efter stemmerne og trykker næsen flade mod gitteret, ud til vejen. En fuld pige står, omgivet af 3 fyre. Hun virker stiv, men ellers okay. Vi stirrer i et minuts tid og den lille flok begynder at gå op mod Larsbjørnsstræde og ud af vore begrænsede perspektiv gennem gitteret.

Vi hvisker igen og skuler til mobiltelefonerne, der allerede var tastet 112 på. “Hun klarer sig nok”, beslutter vi os for, og lusker slukørede tilbage til skærmene. Superheltekapperne og det farlige anti-forbrydervåben – nøgler på en snor – må blive i lommerne lidt endnu.

Men en dag… en skønne dag… så skal vi nok være på pletten – og hviske “hvad sagde han?” til hinanden, mens du bliver voldtaget og frarøvet dine ejendele. Så sov trygt, lille du. Hviske-duoen holder et vågent øje og dovent øre med Københavns undergrund.

For the fuck of fuck, Zacha.
Får du fucking snart kørt hele den fucking Cinemateket fucker af en fucking plan i fucking gear, så vi fucking kan få set den fucking film, i fucking fællelskab, som vi fucking havde aftalt at vi fucking ville? Den dér fucking gang, hvor der skete dét der fuck!… Fuck!

:’(

Når man båd’ worker og elsker me’ sin kær’ste
Så sker der engang i mellem det, der er det værst’
Man råber om Penge og Faktura og pjat
og så skal man sidde og skændes på chat
I dag, da jeg ha’d vær’t sur i over en time
Han sendte en besked, og prøved at rime
Jeg svared ham vredt, på vers ved du nok
og så giv udvekslingen så ellers amok
Helt alvorligt har vi siddet og slåsset
på ord og på rim, til vor’s fingre var flosset
Nu skriver jeg kun min side af disse sager
For ellers jeg skal ring’ til nærmest arvtager
Han slår mig ihjel, ham der Gayboy, du ved nok
Når jeg ta’r hans ord og put’r dem på min non-blog
Så derfor i kun her det halve kan læse
og se hvo’rn, han prøvede at ta’ mig ved næse.
Den pengegriske lort, jeg pander ham én
Men ikk’ i ansigtet, for så får han mén

For at andre at se det, bliver ikke let
Han hjemme får tæv med appelsiner i net
Han skal bruise og bløde, men kun under tøjet
han skal halte og skrige tør’ tårene fra øjet
og jeg vil sparke og skrige og fortæl’ ham hvordan
han aldrig skal gi’ mig en høj pris igen.

Min side af korrespondancen følger her:

Fucker Microsoft Messenger stadig med dit liv?
For ellers skal du komme på, og tale med din viv.
Som gerne vil vide, om du mente det som en joke
at en halv times arbejde, skal koste så meget som 4 kg. coke!
Selv inklusiv rettelser og tilpasning af design og pis
virker det stadig, skidedyrt og come on mand – hvis
det er jeres priser, så er i da helt ude i hampen
og burde bare have et par flade på lampen.
og hvorfor fanden virkede du så sur, da du sa’ det?
Er du pissed over, at jeg ikke spurgte dig, da jeg vill’ ha’ det?
Eller hvad er det egentlig der går dig på?
Har du brug for en ferie – oppe på gården i Vrå?

Jeg kender en bot. Hun hedder Anna, Anna hedder hun.
Opfør dig pænt, og få en tur i min dyne af edderdun.
Men først skal du svare på min korrespondance.
Ellers bliver der fandeme ikke nogen romance
Jeg vil stadig vide om du mente det alvorligt
at det koster mere, end hele licensen årligt
at købe en stump af flash genereret kode
og om du da du sagde det, var ilde til mode
Jeg er mest interesseret i, hvorfor du virkede vred
Hvis vi sætter et tecnhobeat på og tilføjer omkvæd
Så bli’r vi rige stoddere, som svenskeren fra chatten
med masser af penge – lige lukt ned i hatten
Så skal vi aldrig skændes over en pris for en time
I stedet skal vi porke og kysse og leve af at rime

Pis. Da jeg sendte mailen, havde du allerede svaret.
Du virkede blot vred og jeg følte mig narret
Prisen var høj og du ve’ det, for du sa’
i en tone, der var vred, at det hvad hvad I sku’ ha’
og fuck at det var kunden. Det ved du er løgn
Normalt når vi taler, kan vi se hinanden i øjn’
og tale om budgetter og priser og hvor’n det ska’ deles
men denne gang, insisterede du, sådan helt og aldeles
På at I skulle ha’ hvad du mente var jeres
Og fuck så hvad jeg ha’d, din peng’ sgu bar’ faktureres.

.. og sådan får man det meste af en eftermiddag til at gå på kontoret.

Når folk fra IRC bliver kendte, så bliver de det med sådan en grad af fesenhed, at verden truer med at implodere.

Den musikvideo bliver jo til tider så pinlig, at man har svært ved at se sin monitor i øjenene.

Hvad værre er, at jeg rent faktisk kan sætte mig ind i hvad han synger om – og den snu læser vil ihukomme, at jeg har haft helt samme oplevelse, som den unge mand i dette dårlige technonummer. Minus vandcyklen dog.
Helt ærligt. I feel so dirty.

Inspireret af det faktum at Jays kæreste, har født ham en søn, der lovformigt hedder Ziggy, (og lidt, at jeg venter på solopgangen, før jeg cykler hjem fra kontoret) rodede jeg rundt på Kirkeministeriets website efter godkendte fornavne og fandt ud af, at man rent faktisk kan presse et pigebarn ud og helt lovligt kalde hende “Lille Lillemor”, eller at man kan vælge at opkalde sin søn efter lortesex-genren: Scat.

.. og selvom det ødelægger Gayboy’s og mine planer om et fælles afkom, ved navn Coco Sanco Kofoed (fordi det involverer tungebrækkende dobbelt Ko-Ko’er) er jeg pludselig blevet lidt større fan af den kontroversielle videnskab, der lader forældre vælge deres børns køn.

“Goddag. Jeg vil gerne bede om en pose blandet genitalia”. Mit hermafroditbarn, skal helt lovligt hedde Lo Bob.

Det bliver skide godt! Hvor er mine p-piller?

Kender I de dage, hvor man vågner op og føler, at man er fejlcastet i sit liv og i virkeligheden burde være 8. hjul i tv-serien “7 sure mænd” ?
Det er primært på dage hvor hjerteløse og humorforladte veninder forsøger at overtale mig til at tage med til prøvetime i danseformen Ragga, at jeg tager mig selv i at bruge udtryk som “Vorherre til hest” og “Nymodens bras”.

Jeg har endnu ikke besluttet mig for, hvad jeg undrer mig mest over:

At de rent faktisk laver dette produkt, eller at det kun sælges “in small sizes”.

Jeg sidder på kontoret. Klokkken er over midnat og jeg skal tidligt op i morgen og til fødselsdag hos to af mine små niecer i Hornbæk.
Jeg burde virkelig tage hjem. Jeg burde virkelig se at komme afsted. Men jeg hader at cykle hjem gennem Indre By og videre ud af Nørrebrogade, lørdag nat. Der er stive mennesker overalt, og man skal zigzagge igennem minefeltet af stive teenagere, der falder på deres cykler, når de kører den forkerte vej på cykelstien, og stive knægte der synes at det er skide skægt slå ud efter én, når man cykler forbi – og så er der selvfølgelig resten, der nøjes med at råbe snøvlende efter én – og hvis man er heldig, gramser lidt på én, når man holder for rødt.
Turen bliver ikke ligefrem lettere af, at jeg er natteblind og derfor famler mig, stæreblind frem på cykelstien med sammenknebne øjne og hjertet i halsen.
Normalt plejer jeg at vente til klokken 5-6 stykker om morgenen, før jeg tager turen. Der er de fleste gået kolde og solen er begyndt at titte frem, så jeg også kan se, hvor jeg er på vej hen.

Men i dag går det ikke, at vente så længe.. så kommer jeg aldrig op, til min to timer lange togtur til Nordsjælland i morgen tidlig, så lige nu sidder jeg og drikker mod til mig. I nescafé og cola light. Men alligevel.
Hvad der ikke ligefrem gør turen mere attraktiv lige nu, er at jeg helt tåbeligt forleden parkerede pigernes fødselsdagsgaver på kontoret, i stedet for at tage dem med hjem med det samme.

Så nu kan jeg se frem til en natlig tur op af Nørrebrogade, med stor pose på styret, med gigantisk puslespil proppet ned i. De er nemlig altid handy, de der store, lette, firkantede poser på styret. Det er jo ikke sådan, at de blliver fanget af vinden, og flapper op i luften, ind i mine knæ og rundt om styret, fire hundrede gange, inden man overhovedet har trådt en enkelt gang rundt i pedalerne. Derudover – og nok det allerbedste af det hele, skal jeg under armen hele vejen have dette gigantiske, lyserøde, plyssede vidunder: En fucking gigantisk enhjørning.

Jeg læste engang en historie på en blog (som jeg i mellemtiden har glemt, ejermanden af), om en pige, der var bange for at køre på Nørrebrogade, fordi hun altid kørte med cykelhjelm på, og at folk råbte efter hende.
Prøv lige at tage samme tur, med jubii-kasket og plys-hest en lørdag nat, and then come talk to me.

I går fangede jeg et par minutter af det dejlige program “GARITO”, der kører på Tv Danmark om formiddagen.
Dagens store udfordring, gik ud på at man skulle gætte ord der sluttede på “TUR”. Der havde i alt været 8 ord, men nu var både svømmetur, skovtur, retur og 4 andre gættede. Kun ét ord manglede. Hvis man gættede det, kunne man vinde den nette sum af 7000 kr.
Men formiddagspublikummet havde åbenbart svært ved at gætte, hvilket ord der gemte sig bag de syv tusindekronesedler, så den unge, energiske dame besluttede at give folket en ledetråd. Ledetråden bestod af ordet, men med et enkelt bogstav fjernet – og hold nu godt fast – ledetråden til at gætte ordet, der skulle slutte på “TUR” var: KULT_R.

Jeg var nødt til at zappe væk, for at undgå at gribe ud efter telefonen og spilde 4 kroner, på at ringe ind og gætte på “KULTER”.

De forgangne år, som selvstændig har ikke budt på tid til sommerferie. I år er ingen undtagelse.


Hvis du derfor tilfældigvis skulle være et yderst sympatisk og overdådigt rigt menneske, der godt kunne unde mig et par timers afslapning midt i al sommerstressen, så ønsker jeg mig denne her:

Den koster kun lidt over 8000 dollars, men så får man til gengæld også både falsk græs og palmer med i købet.

Helt uden at lyve, så kan jeg berette om et par jeg kender, der er dødeligt uvenner over en sammenflytning, hvor hun kræver at der i deres nyindkøbte, nymalede stue, skal hænge en uindrammet plakat. Du ved. Med teenage-tegnestifter og hele pibetøjet.
Med hvilket motiv, spørger du så? Den dér med bygningsarbejderne i New York?
Nej. Værre endnu.
En Claude Monét, spørger du så?
Nejnej, ikke engang tæt på.
Hvad kan være værre end de to ting, spørger du så?

…og nu fortæller jeg dig, hvad der kan være værre end de to ting til sammen:
En idolplakat med Westlife.

Sådan helt alvorligt! Ikke noget meta-sarkasme hér du.

Westlife.
Helt ærligt.

Hvis det ikke er skilsmissegrund, så ved jeg ikke hvad er.

Jeg skal ikke kunne afvise at jeg i går aftes var i Palads biograferne og se det episke mesterværk “The Fast end the Furious – Tokyo Drift” – og selvom der måske var bestemmende nevøer involveret, er det faktisk en pænt nederen ting, ikke at kunne afvise.

De danske nyhedsbureauer (well, gossipkanaler) taler til mig, som var jeg en lallende idiot med en 12 årig piges interesser.
Det generer mig faktisk lidt.