Efter at have ført varianter af følgende samtale adskillige gange, dæmrede det langsomt for mig, at jeg måske burde få trykt nogle nye visitkort.

Douchy Sælgertype med tilbagestrøget hår: “Hey. Hvad laver du så?”
Mig, med tilbagestrøget hår: “Jeg er illustrator i min egen virksomhed.”
Douchy Sælger: “Cool nok. Hvilken type opgaver laver du?”
Mig: “Mest sådan noget weblort i Flash og sådan noget”
Douchy Sælger: “Cool nok. Hvad arbejder du på for tiden?”
Mig: *suger intensivt pink drink op igennem sugerøret og kigger væk*
Douchy Sælger: “Jeg spurgte, hvad du arbejder på for tiden?
Mig: “Noget.. ikke.. altså… For tiden.. koncentrerer jeg mig.. om… Altså… Jeg.. lige nu tager jeg ikke nogen opgaver ind”
Douchy Sælger: “Hvad lever du så af?”
Mig: “Jeg har teknisk set også.. en anden virksomhed”
Douchy Sælger: Hvad er det for noget?
Mig: “Det er en webshop”
Douchy Sælger: “Men.. så er du jo ikke illustrator?”

Motherfucker

Men blind sælger finder også korn og manden har jo teknisk set ret.  Udover at have hjulpet eksisterende kunder med et par småting i form af ikoner og andre quickfixes krydret med et par vennetjenester, er den eneste opgave jeg har lavet i 2010, en plakat og folder, i maj måned, som kunden bookede i slutningen af 2009. Alt andet, har jeg takket nej til.

Så tiden er inde til, at flytte “illustrator” af visitkortet og i stedet begynde at præsentere mig således:
“Hej! Jeg hedder Lone og jeg er en Fuldtids Flæse-pusher, der tilfældigvis også kan tegne”

For sagen er den, at jeg har arbejdet fuld tid på Lisen i næsten et år og jeg har således også set mig nødsaget til at tilføje en ny kategori under “arbejde” her på bloggen.

Så nu, hvor vi er ærlige overfor hinanden, kan jeg ligeså godt advare om, at der lukt forude venter sjældne og sløjfe updates om ting i adskillige nuancer af beige.

Be warned.

Jeg tror nok, det hedder ansvarsfralæggelse.

Nu glæder jeg mig bare, til han opdager det.

Ydmygelsen blev dog først total, da hun havde vasket, tørret og strøget (!!) det alt sammen og gav sig til at sortere underbukserne, da hun “lige havde vasket dem sammen med min mors” og endte med at sige: “Okay, i stedet for at spørge dig til hvert par, så går jeg bare ud fra, at alle de store er dine”.

Tak.. Grete.

Et hurtigt kig på andre betalende brugeres Flashbannere afslørede dog animation flere steder. Rss-feeds, der langsomt skiftede, eksempelvis, så i stedet for at fjerne banneret forsøgte jeg mig med at sætte hastigheden ned.

Det er jo nærmest mere beskidt på denne måde – og nu sidder jeg blot og glæder mig til næste træk.

I går sendte de en mail ud, der for flere fik arrighedens bæger til at flyde over.

Alle os, der havde mere end ét link i vores signaturer skulle ændre dem – ellers ville de blive slettet. Det er nu kun betalende brugere, der kan få lov til at linke til mere end ét site. Til gengæld kan betalende brugere have billeder og sågar flashbannere i deres signaturer.

Flere brugere, slog i det virtuelle bord over denne yderlige strammelse, der blot er den sidste af mange og truede med at forlade forummet.

Jeg derimod, så mit snit til at blive betalende bruger, og kreere et Flashbanner og tvære problemstillingen yderligere ud i fjæset på de andre brugere.

Nu har jeg siddet – alene i lejligheden og grint uafbrudt i 3 timer, med tårene trillende ned af mine runde kinder over reaktionerne det har modtaget.

Jeg glæder mig mest af alt til at læse de opdaterede regler, de vil være tvunget til at forfatte, hvis de på et tidspunkt skulle finde på at fjerne min fabelagtige signatur.

Jeg har netop mødt min kæreste, midt i et lyskryds omkring en halv kilometer fra vores hjem
Jeg var – iført udtrådte gummisko og kasket til at skjule morgenhåret – på vej på tanken  og han var klædt på til fissesucces, på vej fra én bar til en anden med et påslæb af venner. 

Jeg har på fornemmelsen, at det er mig den er gal med. 

Og lige dér. Midt på hans skrivebord. Under et bjerg af post lå min elskede fingerring og gloede åndssvagt.

Jeg har i smug mistænkt Gayboy for at have placeret den der, for at give oprydning en spændende treasurehunt-edge, der vil gøre mig mere interesseret i lignende projekter i fremtiden og jeg skal da også ærligt indrømme, at det pludselig blev det hele værd.

Finder jeg mon en Nintendo Wii, næste gang jeg indvilliger i, at gå i gården med skraldespanden?

Here’s hoping.

Mig: “Hej. Jeg ville høre om I eventuelt havde fundet en fingerring”
Miss McJob: Det har vi ikke”
Mig: “Altså.. kan du måske tjekke?”
Miss McJob: Tjekke hvad?”
Mig: Har I ikke sådan en glemmekasse”
Miss McJob: “Nej. Intet bliver indleveret her. Tyvene tager alt. “

Det synes jeg, i al sin enkelthed egentlig er meget smukt.