Alle lænede sig længselsfuldt ind over bordet, ivrige for at vide hvad det allerværste i en lang række rædsler egentlig er.
Selv var jeg også ret interesseret og var allerede begyndt at lave en mental liste over mulige synder, da han begyndte at forklare.
De andre gæster, slumpede skuffede tilbage i deres stole. De fleste med uforstående blikke, fæstnet på den stadigt talende Gayboy.

“En hest?” ser jeg se én gæsterne spørge. Jeg hører ikke spørgsmålet, for jeg er selv begyndt at grine højt, af dét der åbenbart topper Gayboys liste over mine værste kvaliteter som kæreste. Et ritual, jeg for længst havde glemt alt om.

“Ja”… svarer han lidt tøvende og viser sin højre hånd frem… “Sådan ligesom.. med fingrene…” forsøger han at forklare, mens han strækker langefingeren fremad og lader de fire andre fingre gå på dugen. Kloppeti-kloppeti.

“Og det er det.. værste?” spørger hans sidemand ham vantro, mens han skuler til mig.
Gayboy forsøger igen at videreformidle problematikken… “Jamen. Altså. Hesten kommer ikke først. Først er det en mand” han strækker lange- og pegefinger ned på bordet og kigger rundt på alle tilhørerne, inden han desperat og dramatisk siger: “og så… hesten… og så… nogle gange… til allersidst…” han lader hele sin hånd slumpe sammen… “en Edderkop!”

Hele selskabet stirrer uforstående på Gayboy, mens jeg brøler af latter ved hans side.

“Det er fordi, jeg gør det når han sover” hikster jeg. “Eller.. gjorde”.

For i sandhed, er det i hvert fald minimum 3-4 år siden, at Gayboy en nat, tudende af udmattelse og irritation tog sin dyne og forsvandt 3 meter længere ind i lejligheden, hvor han slog lejr på sofaen, mens han med tårene flyvende rundt i stuen råbte ind til mig, at jeg var skyldig i voksen-mobning.

Det startede, i tidernes morgen egentlig uskyldigt nok, med en øm, kærligt aende pegefinger jeg lod løbe ned ad hans arm, mens jeg fra hovedpuden ved siden af hans, iagtog hans sovende krop.
På et tidspunkt, begyndte jeg at kede mig, ved hans slumrende side og lod langemanden løbe turen med pegefingeren og hviskede: “Lille mand går tur på din arm”… “bom bom bom”… “op og ned”… “manden inspicerer lige armhulen” og blev ved, indtil jeg fik den ønskede reaktion; Han vågnede.
Til gengæld havde jeg ikke regnet med, reaktionen min lille udforskende mand ville modtage.
Han åbnede først brat øjnene og derefter munden; i et primalskrig der blæste håret tilbage fra mit ansigt og fyldte hele min synsvinkel, med hans voldsomt vibrerende drøbel. I et nanosekund, stod hele min verden stille. Det eneste der eksisterede, var min forskrækkelse, mit blafrende pandehår, det øresønderrivende skrig og angsten, der stod malet i hans forvredne ansigt.
Han ophævede tryllebåndet, da han fortsat skrigende, med en voldsom armbevægelse slog min hånd – der stadig havde to fingre, stivnet ud i luften – væk og i én fejende bevægelse slog dynen til side og stillede sig midt på gulvet, hvor han febrilsk begyndte at danse fra ben til bén, mens han med hurtig og panisk hånd, børstede sig på skulderen og skriget langsomt gled over i en klynken.

Og så grinede jeg.

Og svór, at hvadend jeg lige havde været vidne til, var nødt til at ske igen og helst lige med det samme og gerne så ofte som muligt.

Så i månedsvis lod jeg den lille mand udforske hans krop, så snart han var faldet i søvn og kastede mig tilbage i hovedpuden i latterkramper, hver gang han dødsangst og skrigende sprang op fra sengen.
Han tryglede mig om at lade være.
“Men… det er … bare… så sjovt” hulkede jeg, mens jeg stadigt grinende, tørrede lattertårer væk fra kinderne, nat efter nat.
Han befalede mig, at holde op.
Jeg adlød for en gangs skyld ordrer og lod manden pensionere, blot for at hyre en udforskningsvillig hest i stedet, der fik endnu bedre resultater.

Kæmpedderkoppen – der uden tvivl, var den mest effektive – nåede at være i spil, i en uges tid før han reagerede med de tårer, der åbenbart var nødvendige for at overtale mig til, at skrinlægge hele trioen for bestandigt.

Gæsterne stirrede på Gayboy.
Godt nok, var jeg skurken i historien, der først holder op 3 måneder og 16 kilometer, efter legen ikke er god længere, men det var alligevel Gayboy der måtte bære størstedelen af deres dom.
“Hvad fanden… var du bange for?” spurgte én af dem bebrejdende, mens de andre delte min latter.

Gayboy sender sig selv på det overarbejde, jeg så ofte sendte ham på. “Men… Altså… Det var bare irriterende” forsøger han sig med, hvilket jeg – igen – påpeger overhovedet ikke er nok til at opveje, hvor morsomt det i virkeligheden var. Han kigger irriteret på mig, og vender sig igen mod gæsterne i jagten på sympati: “og.. og.. nogle gange var der også… stemmer med”.

Og så ihukommer jeg pludseligt, hvordan hans tårer – min latters Yoko Ono – fik opløst ikke blot vandregruppen, men i samme omgang dræbte en karakter jeg tidligere havde udviklet, til at interagere med hans sovende krop.

Frække-Flemming!
Frække-Flemming fra Vestegnen, med den dybe stemme, der vækker Gayboy, med voldsomt gramseri og dybt stønner “Berit. Berit for fanden. Come on, Baby du vil jo gerne” i nattemørket, mens han med begge arme og ben låser den nu vågne, skrigende og ormene Gayboy fast under dynen og pruster “Baby! Baby! Bare et hurtigt blæs, for fanden”.

Ham havde jeg helt glemt!
En skæbne, han bestemt ikke havde fortjent, efter han i tidernes morgen, bravt forsøgte at forsvare sin eksistensberettigelse med ordene; “Baby. Baby. Tør hornet. Ellers skal jeg skal fandeme gi’ dig noget at tude over”

Manden, hesten, edderkoppen og Frække-Flemming blev permabanned i vores hjem, den nat Gayboy’s tårebæger endelig flød over og jeg forstod, at jeg var gået for langt.

Men i nat – med genopfrisket hukommelse – efter vi havde undervurderet længden af Deer Hunter og udmattede var væltet op i sengen, blev jeg stærkt inspireret efter jeg, under tumulten med at komme op i sengen, var kommet til at give Gayboy en albue i ribbenene. Mens han lå og ømmede sig, fandt jeg et hurtigt loophole i forbudet og puttede mig ind til ham, lagde en stiv hånd over skaden og hviskede læspende: “Skal Healer-Kirsten lige ordne det?”
Han skreg, mens han svingede benene udover sengekanten og i løbet af et nanosekund igen stod op.
“La’ vææææææær” hvinede han med skinger stemme, så hele bygningen må have sat sig op i deres senge og overvejet hvilken ungpige netop nu blev udsat for et voldtægtsforsøg på første sal til venstre.

Da han efter flere minutters forhandling var blevet lokket tilbage under de lune dyner, og min latter var blevet reduceret til en fnisen, slumrede vi hen i mørket – jeg med armen rundt om ham.

“Ved du hvad det bedste er?” hviskede jeg helt tæt i hans øre?
“Hvad?” mumlede han lykkeligt.
“Du behøver ikke engang vide, at jeg laver Healer-Kirsten. Jeg kan bare lave hende helt stille i mine tanker”.

Trætheden må have sløvet hans hjerne. “Mmmhh” smilede han og puttede sig ned i sin hovedpude, inden han efter flere sekunder, forstod at Kirsten sagte havde sneget sig tilbage i sengen og igen sprang skrigende op, viftede med hænderne i den mest bøssede manøvre der nogensinde har sneget sig ind i vores soveværelse, hvorefter han børstede sig hastigt over hele kroppen, som om han forsøgte at slippe af med myrer fra helvede.
Alt sammen hvinende.

Og så kastede jeg hovedet tilbage i puden og brølede af latter.

Igen.

Nu kan jeg se frem til en dejlig, afslappet (og helt ekstremt morsom) måned, hvor han helt glemmer at brokke sig over, at jeg igen ikke har fået taget opvasken, har sovet over mig, har stjålet hans solbriller eller spist alt hans slik… for han vil have alt for travlt med at beklage sig over Healer-Kirstens indtog i dobbeltsengen og forarget fortælle måbende gæster til middagsselskaber, at jeg vækker ham ved at lede efter hans Chakra, mens jeg mumler om krystaller og Acai-bær, til overhovedet at bemærke, at jeg har andre fejl.

Hold kæft, hvor er jeg genial.

… Tror jeg nok.

Ikke fordi vi var uvenner.
Ikke fordi jeg havde hjemve (selvom jeg havde).
Ikke fordi jeg ikke brød mig om Californien (selvom jeg ikke rigtigt gør)
Og ikke fordi jeg bare ikke gad være der mere (selvom det lige så godt kunne have været grunden)

Jeg fløj hjem, fordi Kylling jeg var blevet inviteret til at deltage i “Hvem vil være millionær”, der havde noget “folk-der-går-til-cafe-quiz”-tema af en art. (Fordi hey! Hvorfor ikke? Jeg kender ingen, der hader kameraer mere end mig selv – og så har jeg i øvrigt aldrig i mit liv været til quiz, når Kylling ikke kunne af frygt for at mine medquizzere skulle opdage, at jeg ikke kan svare på en skid og bare skøjter igennem på Kyllings store viden. Hvorfor så ikke gå på nationalt tv og fremstille min kameraangst og idioti?)

Så nu siger jeg lige nogle ting om det, for ligesom at komme mobningen i forkøbet og så taler vi aldrig om det igen.

1: Nej, du skal ikke se det – og det skal jeg heller ikke.
2: Jeg aner ikke hvornår de sender det. “Til næste år engang” er de oplysninger jeg har. Men du skal jo ikke se det.
3: Jeg snubler. To gange. Jeg tror dog kun at kameraet var tændt, anden gang. Håber jeg.
4: Jeg svarer forkert på det-dér-ultralette-spørgsmål-i-starten-hvor-man-skal-være-hurtigst. Ikke bare langsomt. Men langsomt og forkert!
5: Jeg troede vi skulle skifte tøj! Jeg havde tøjet med, men fik aldrig at vide at det var tid til at skifte!
6: Lige da det startede, pegede lydmanden på mit tørklæde og sagde: “Dét dér. Det kan du ikke have på”
7: Okay. Det korte af det lange? Jeg er nedringet. Helt ekstremt, utroligt svinagtigt vulgært nedringet.

… og ikke bare nedringet. Solskoldet og nedringet. En rund udskæring foroven, hvor jeg er rød som den nye regering (yay!) og så en helt, kridhvid, blegfed v-neck spids helt ned til bh-kanten. Det ligner en kæmpestor, patbefængt, kornfed isvaffel.
(Det har især helt sikkert også set lækker-blævret ud, de gange jeg snublede).

Og så taler vi aldrig mere om det.

Protest-strejken på bloggen er hermed ovre (rimelig god undskyldning for mit dovenskab, alligevel).

Når de følges op med:
“Nåårh. Nej. Med “Vi” mente jeg Chris og Jeg” følger der en meningsudveksling der slutter med, at selvsamme kæreste råber igennem lejligheden: “Hey! Du skal ikke række fuck-tot af mig!”

Jeg synes det var fuldt ud fortjent.

Nu vil jeg huske tilbage til sidste gang vi var i San Fransisco, hvor Gayboy ca. 12 timer efter landing udviklede svineinfluenza og tilbragte resten af ugen i sengen på hotelværelset i febervildelse… og le hånligt, mens jeg uploader billederne på Facebook.

For 45 minutter siden, hørte jeg et brøl udenfor – og fordi jeg jo har svoret, at være Jessica Fletcher, skyndte jeg mig at slå vinduet op og inspicere sagen. Der lå en mand på jorden, nede på parkeringspladsen og skreg.
Af sine lungers fulde kraft.
Jeg greb fat i min jakkes ærme og styrtede over mine egne ben, mens jeg rædselsslagen løb ned af trapperne fra fjerde sal med jakken bumpende efter mig, ned af trinnene.
Da jeg kom ned på gaden, stod han op. Regnen silede ned og han havde lænet nakken tilbage og skreg af smerte mod nattehimlen.

Jeg løb hen til ham. Tårene trillede ned af hans kinder og hans mund var forvredet i skriget, der nu var lydløst.
Hans briller var slået itu.
Han brugte sin ene hånd til at læne sig op af en parkeret bil.
Han svajede.
Jeg opdagede, at han var fuld.
Jeg rørte let ved hans albue og spurgte om han var okay. Hans øjne mødte mine og han begyndte at græde, mens han rystede på hovedet. Han forklarede, at han havde slået sit ben og jeg kiggede på hans cykel, der lå på jorden og mens jeg forsigtigt fjernede brillestangen der sad fast bag hans øre med den ene ende og i den anden, med en skrue, der var slået ind i hans kindben, spurgte jeg: “Er du faldet?”
Han kiggede på mig.
“ER DU DUM? JA, GU’ FANDEN ER JEG DA FALDET?” brølede han ind i ansigtet på mig. Jeg fik udviklede øjeblikkeligt en promille på 2.4.

Jeg smilede nervøst og kiggede mig forgæves rundt på den travle gade, efter en anden barmhjertig sjæl.

Jeg kiggede tilbage på ham. Han græd igen. Vi var officielt påbegyndt verdens korteste abusive relationship.
“Skal jeg ringe efter en ambulance?”
“NEEEEEJ!!!”
“Nej okay. Det var måske også dumt spurgt”

Og så stod vi dér i regnen. Han var holdt op med at skrige af smerte og skreg nu kun af mig. Hvor dum var jeg lige? Han kunne ikke tage en taxa ind på skadestuen. Han skulle på arbejde i morgen.

Et par minutter senere sov han. Stående på ét ben, lænet op af en ladvogn.

Jeg kiggede mig igen nervøst rundt efter hjælp, mens jeg rejste hans cykel op. Da der ingen var at hente, stillede jeg mig ud mod gaden i håbet om, at få øje på en patruljevogn. Da jeg havde stået dér i et par minutter og misset med øjnene ud i trafikken, gik jeg forsigtigt tilbage til Tornerose og rørte forsigtigt ved hans arm. Han vågnede med at sæt og bad mig skride, hvorefter han faldt i søvn igen.

Jeg bakkede langsomt tilbage mod døren og da jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle stille op gik jeg ind og påbegyndte turen mod fjerde sal.

Da jeg låste døren til kontoret op og svingede den åben blev jeg dog mødt af en velkendt lyd. Han skreg igen. Ikke sådan noget fuldemandsråberi, men et hjerteskærende skrig, der fik mig til at dreje direkte om på hælen og løbe ned af trapperne igen.

Da jeg igen fløj ud af hoveddøren, døde hans skrig ud. Jeg gik over imod ham og opdagede på vejen, hvad der udløste skrigene. Han forsøgte at støtte på benet. Han satte det dumt ned igen og flænsede natten med endnu et skrig. Jeg løb det sidste stykke af vejen og fik hans arm rundt om mine skuldre, for at fjerne vægten fra benet. Og så stod jeg dér. I våd alkodunst med 90 kilo grandvoksen mand hængende hulkende på mig.

Og så begyndte vi at skændes igen.
Han mente snildt at han kunne cykle de par kilometer hjem. Jeg var svært uenig. Han kaldte mig dum, gennem tårene. Jeg kaldte ham tung, ad helvede til.

Han skreg igen.
Jeg lempede min telefon op af lommen og ringede 112. Der var ingen ventetid.

Jeg spurgte om de kunne sende en ambulance, for manden havde helt tydeligt brækket benet… og han er meget fuld hviskede jeg. Det kunne de sagtens. Mens jeg opgav adressen, brølede han “NEEEEEEJ! JEG SKAL BARE HJEM!” og så var samarbejdet med alarmcentralen tilsyneladende slut.
“Ja, hvis han ikke vil med – så sender vi ikke en ambulance”

“Og du havde forestillet dig, at jeg skulle gøre hvad, med en stiv, skrigende og tudende mand med brækket ben midt på Rådhuspladsen?”

“Altså.. jeg kan sende dig videre til politiet”

Politiet lovede at de “lige ville kigge forbi”.

Der var i mellemtiden kommet en beboer til. En ung fyr, der så mindst lige så rædselslagen ud, som jeg selv.
Vi brugte de næste 30 minutter på at skiftes til at skændes med manden og trøste hans ustoppelige gråd i en klassisk good cop, bad cop rutine, mens vi forgæves spejdede efter patruljevognen der aldrig dukkede op.

Han forklarede grædende, at han var nødt til at komme hjem. Han kunne ikke byde sin kone ikke at komme hjem. Om vi skulle ringe til hans kone? Var vi fucking idioter?

Jeg havde fået vristet mig ud af hans armhule og fået ham til at holde på sit cykelstyr. Han forsøgte, mens Bad cop og jeg forsøgte at tale ham fra forehavendet af 3 forskellige omgange at svinge benet over sadlen, med øresønderrivende skrig til følge.

Tredje gang lykkedes det – og han lod benet hænge, skævt ned på den ene side af cyklen, mens han hinkede, stortudende afsted på det andet.

Det var over en halv time siden, jeg havde ringet 112.
Bad Cop og jeg skævede usikkert til hinanden og stillede os stille op ved siden af hinanden og kiggede på den hoppende figur der blev mindre og mindre i nattemørket og regnen.

Til sidst forsvandt han, da vejen buede.
Vi sendte hinanden endnu et usikkert blik, inden vi opgivende trak på skuldrene og forsvandt fulde af skam og tvivl, ind i hver vores opgang.

Fra kontoret hang jeg i vinduet og lyttede efter sirene eller skrigene.

Men der var helt stille.

Så Københavns Politi:
I er nogle pikke.
Vi er på fucking Rådhuspladsen. Om alle jeres vogne så var i Gilleje, burde I have været her nu. Det er skamfuldt, at I dukker så hurtigt op ved materiel skade, hvor der er chance for at lege cowboys og indianere og slet ikke dukker op, ved personskade og i stedet overlader al ansvar til to skrækslagne idioter.

Jeg tror pænt meget, vi er kvit nu.

Og Københavns Alarmberedskab:
I er nogle endnu større pikke.
Jeg kan godt se, at det er pænt nederen at sende en ambulance ud og bruge tid på at diskutere med en mand, der ikke vil med.
Men hvorfor skal jeg stilles i et moralsk dilemma om hvorvidt man skal forlade en tilskadekommen mand, der ikke ønsker hjælp, når I er trænede til at træffe sådan nogle beslutninger på et medicinsk grundlag? Hvorfor skal min tid spildes på dét, når I får løn for det?

Nogen skylder mig en form for øl og en time af mit liv.
You all know where to find me.

Men af en eller anden årsag, har raseriet og de små, frustrerede t-rex hænder på Y U NO fyren bare ramt plet på mig og jeg synes det er sjovt hver gang, ligemeget hvor plat det er.
Om han raser mod Angelina Jolie, matematik, hunde eller Fox News.

I morges besluttede jeg mig for, udelukkende at bruge Y U NO manden til at kommunikere med i dag. En del blev postet over e-mails, twitter, facebook, messenger og skype, men en stor del af dem blev også bare lavet på skærmen og drejet hen mod modtageren, mens jeg selv braldrede af grin.

Hele. Dagen.

Jeg overvejer tit, hvordan mine omgivelser kan holde mig ud.

Åbent Brev til Københavns Politi:

Undskyld, altså…

- Lone

For omkring 10 år siden, ringede jeg til 112.
En kokkeassistent, på min venindes café havde skåret en finger af.
Pigen skreg og blodet sprøjtede. Så stod vi dér. 5 idioter med 49 fingre i mellem os og gik i panik.
Jeg ringede så, i al min paniske visdom 112, i håbet om at rekvirere en form for udrykningskøretøj med nål og tråd i bagsmækken.
Og så var der telefonkø. For realsies.
Fingeren blev af én, der var modigere end mig løftet af skærebrættet og ned i en spand med is, mens andre løb skrigende, modløst rundt og flåede sprut ned af hylderne i håbet om at smide det både på såret og i svælget på pigen.

… Og jeg ventede.

Da jeg endelig kom igennem, fik jeg ret spidst at vide, at vi selv – billøse, som vi i øvrigt var – måtte finde en skadestue.

Og så skammede jeg mig. Altså, efter skadestuen var fundet og fingeren sat på igen og det atter var tid til, at hele verden skulle rotere om min akse. Så skammede jeg mig og tænkte på de andre mennesker i telefonkøen. Var deres hus ved at brænde ned? Var deres baby faldet ud af et vindue på 3. sal? Havde de låst sig inde på badeværelset, mens Chucky raserede huset og forsøgte at bryde døren ned?
Jeg svor, at jeg fremover ville tænke på de mennesker, inden jeg ringede til 112 og fyldte op i telefonkøen – også selvom, jeg stadig ikke ville vide, hvad jeg skulle stille op hvis endnu et menneske tabte et af sine (endog små) lemmer i mit umiddelbare nærvær.

Så Københavns Politi. Jeg kan godt se nu, at jeg fuckede op i går. Men jeg prøvede faktisk bare at være hjælpsom og en god borger, på alle fronter. Jeg ville ikke genere nogen. Jeg ville lade Chucky-damen komme først og prøvede bare at være flink. Og så skammer jeg mig faktisk lidt over at indrømme, at jeg faktisk ikke troede I ville synes, det var særlig vigtigt. Så undskyld, altså.

Så jeg ringede ikke 112 i nat, som I ellers nu har forklaret mig, at jeg burde have gjort i stedet for at bruge kostbare minutter på at navigere og hænge i telefonkø på 114, før de så i øvrigt videresendte mig til 112.

Min skam bliver ikke ligefrem mindre af, at tænke på at opkaldet til 114 faktisk var min paniske Plan C.
I bagklogskabens klare lys, kan jeg godt se at I burde have været plan A og at den nuværende Plan A og B snildt kunne være sprunget over.

Og hvad er der så sket?
Well, nothing really. Det er ikke blodigt, som fingeren eller nær så spændende. Men hvis jeg havde været et tjekket menneske, havde blogposten lydt: “Jeg overværede en forbrydelse, ringede 112, politiet kom 15 sekunder senere og fangede manden. HAH”

I stedet, lyder den sådan her:
Ude foran kontoret, holder der næsten hver morgen sørgelige metalkranier. Biler, hvis ruder er slået itu og tømt for indhold. Asfalten glimter altid af glasskår, som en flod der skærer sig igennem det hårde landsskab på rådhuspladsen.

Når jeg om natten er på kontoret og går ned på gaden for at ryge, stirrer jeg altid mistroisk på forbipasserende og sværger til mig selv, at én eller anden dag, så fanger jeg tyven på fersk gerning.

I nat sad jeg og arbejdede, da jeg hørte lyden af glas der smadrede, udenfor. Ikke de normale ølflasker, der bliver tabt af fulde teenagere. En mere tight, crisp lyd af glas. Jeg kom op af stolen, spurtede over til vinduet og kastede hele overkroppen igennem den smalle åbning, så jeg nær var styrtet i døden 4 etager under mig.
Der stod en eller anden idiot, med med hele armen inde i en BMW, han helt tydeligt ikke havde nøglerne til.

Jeg hoppede sidelæns tilbage til mit skrivebord og famlede efter mine briller og tilbage til vinduet.
Lige præcis dette sæt briller, har jeg købt i en genbrugsbutik i New York og senere fået sat glas i. De er ikke bygget til min hovedform og jeg overvejede ikke at spørge om sådan noget kunne tilpasses. Hvis jeg læner hovedet forover, glider de ned på næsetippen. Hvis jeg hænger med hele overkroppen ud af et vindue i Københavns øverste luftlag, så styrter de altså af. Så det var med en hel håndflade over brillen, i den kendte “D’OH-Position” at jeg atter spejdede efter forbryderen.

Imellem mine fingre så jeg manden gå væk fra bilen igen og begynde at gå mere hen imod mit vindue.

Og så formulerede jeg PLAN A:
I dag kan jeg godt se, at den måske ikke var helt logisk – og hverken selve planen eller konsekvenserne af den, forekommer mig specielt gennemtænkte.
Men den var simpel og tilgængelig og i øjeblikket, mente jeg selv; genial.

Jeg gennemrodede mine lommer med den frie hånd og havde følgende, indre dialog:
“Mønter! HAH!”
“Det slår ham jo ihjel”
“OG HVAD SÅ?”
“Jeg… ja… jeg kan godt se din pointe.. men alligevel”
“OKAYOKAY MEN HVAD SÅ MED DET HER”
“Det er mit ur”
“DEN DER. DEN SLÅR INGEN IHJEL!”
“Jeg kaster altså ikke en halvtredser efter ham”

I et øjebliks triumf lukkede min hånd sig om det tilsyneladende helt perfekte våben til lejligheden. Jeg kastede det ud af vinduet, med stor fanfare, mens jeg lykønskedede mig selv for en perfekt udførelse af en veltilrettelagt plan.

… Mens cigaretten dovent faldt mod jorden, blev den taget af vinden og endte med at lande 10 meter bag tyven.
Her tillod mig selv at spilde endnu et par vigtige sekunder på, at overveje, hvad jeg egentlig havde tænkt mig at få ud af aktionen. Jeg overvejer det i øvrigt endnu.

Tyven var standset, lige under mit vindue og stod og flyttede sig lidt, fra det ene ben til det andet, mens han lod et par cykelister passere.

… og jeg overvejede og analyserede.

Han vendte sig og gik tilbage mod den parkerede bil. Hans dovne skridt satte mig i gear og på et splitsekund var min næste plan udfærdiget.
Den var næsten lige så skarp som den forrige. PLAN B var verbal og jeg brugte et øjeblik på at forfatte den sproglige perle, jeg et øjeblik senere ville servere for den asociale lovbryder under mig og som i al fremtid ville være min betænksomme og underfundige catchfrase som crimefighter og lokal helt.

Jeg trak den kolde natteluft ind, tog et ekstra godt tag i brillestellet og lænede mig yderligere forover, mens jeg af mine lungers fulde kraft brølede:
“HEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEY!”

Så snart ordet – hvis vi kan blive enige om, at kalde min virkeligt sucke catchfrase så meget – havde forladt mine læber, fortrød jeg.
Jeg udviklede instant Parkinsons og begyndte at ryste over hele kroppen, mens jeg overvejede konsekvenserne af Plan B. Han ville kigge op og løbe. Og så ville jeg stå dér. 20 meter over ham, uden mulighed for noget som helst, andet end åbenbart besvime af virkelig pinlig angst og adrenalinrus.

I stedet enten overhørte eller ignorerede han fuldstændigt mit tilråb og fortsatte sin karriere ved at smadre endnu en rude i selvsamme bil.

Og først hér.
Som plan C.
Går det op for mig, at jeg kunne tilkalde vore venner i uniform.

Jeg væltede, rystende og småhoppende tilbage til skrivebordet og famlede efter min mobiltelefon, før jeg kom i tanke om, at jeg endnu engang ikke har betalt min telefonregning til tiden og derfor ikke kunne foretage udgående opkald.

Jeg kastede dramatisk mobiltelefonen over skulderen og spurtede igennem 3 kulsorte kontorer, før jeg nåede Gayboy’s firmas fastnettelefoner, der heldigvis er trådløse, men af uforklarlige årsager befinder sig i en vindueskarm, bag et skrivebord, så jeg måtte kaste hele mit småfede korpus op på bordpladen, for med det yderste af udstrækte, dirrende fingerspidser nå telefonen. Jeg tastede 114, mens jeg uelegant ormede mig baglæns ned af skrivebordet igen og løb tilbage mod det åbne vindue.

Tyven stod igen på fortorvet og rodede med sit bytte, mens cyklerne susede forbi i nattemørket.

En automatisk telefonsvarer der havde alverdens tid, forklarede i slowmotion at jeg skulle indtaste mit postnummer, hvilket jeg famlende fik gjort, med rystende fingre efter jeg havde brugt pinligt lang tid på, at konkludere, at de nok mente det postnummer jeg pt. befandt mig i, og ikke det jeg bor i.
Mine ben rystede og mit hjerte hamrede. Ikke bare af spændingen, men jeg er ret sikker på, at det er det meste motion jeg har fået, siden engang i midten af forrige årti.
Mit hjerte sank, da jeg hørte ordene “Tast ét for at…” og da der startede en lang forklaring om, hvordan jeg på politiets hjemmeside… altså på dobbelt-v, dobbelt-v, dobbelt-v politi punktum dee kåå kan anmelde tyveri indrømmer jeg, at jeg måske lod tankerne vandre i et øjeblik, mens jeg mumlede “Kom nuuuuuuuu” og holdt øje med, hvordan tyven stod og rodede i den pung, han havde fisket ud af bilens indre.
Da jeg atter lyttede efter den monotone kvindestemme i røret, var hun stille. Jeg blev panisk og rystede intelligent røret et par gange, hvilket til min egen store overraskelse fungerede. Nu talte hun igen. Hun sagde: “Du har ikke foretaget et valg”.
Jeg hamrede blindt på nogle taster og forbandede mig selv for, ikke at have hørt efter da hun præsenterede valgene for mig. Jeg var nummer 4 i køen, kunne jeg forstå.
Mens jeg hoppede op og ned på stedet og råbte “kom nuuuuu” og overvejede om telefonen stadig ville fungere, hvis jeg løb ned af trapperne med den, gik tyven tilbage for tredje gang og smadrede endnu en rude.

Da jeg endelig fik et menneske i røret, prustede jeg
“Hallo. SEND EN VOGN… tyv! TYV! To biler. Ruder. Måske kun en bil. TYV! LIGE NU” og fik kort at vide, at jeg blev stillet om.
Denne gang var der ingen ventetid og jeg kunne forpustet begynde min velforberedte og velformulerede anmeldelse igen.
Præcis som jeg forklarede, gav adresser og signalement begyndte tyven at gå væk.
Det fortalte jeg også – og fik at vide, at de havde vogne lige i området og var på vej.
Da tyven kom hen til lyskrydset, begyndte han først at lunte og senere løbe og ville snart forsvinde fra mit synfelt. Skuffet forklarede jeg betjenten i røret, at tyven var begyndt at løbe over mod Pumpehuset og at jeg ikke vil kunne holde øje med ham, meget længere.

Hvor jeg blev skuffet, er det tilsyneladende politiets vådeste drøm, når folk sætter i trav og han brølede mig ind i øret: “LØBER HAN?” og råbte videre ind i en radio, at manden var sat i løb.
Og så gik det satanedeme stærkt. Det må man alligevel give de drenge. En politibil med fuld udrykning, kom nærmest sidelæns skridende rundt om hjørnet drønede ned mod Pumpehuset.
Politimanden stillede et spørgsmål. Jeg pressede telefonen mod øret, for at kunne høre ham over sirenerne der pludselig kom fra alle vinkler og jeg forstod, at vi som fælles crimefighters var under tidspres og holdt mit svar kort og præcist
“NEJ, FORDI… JEG ER KOMMET TIL.. ALTSÅ.. DET ER FORDI… ALTSÅ… JEG HAR IKKE FÅET TILMELDT MIN TELEFONREGNING PBS, FORDI JEG ALTID GLEMMER DET.. OG SÅ SKAL JEG BRUGE NEMID FOR AT KOMME PÅ MIN NETBANK NU HAR JEG LIGE OPDAGET OG JEG HAR SELVFØLGELIG SMIDT DET DER BREV VÆK.. MEN JEG HAR IKKE BESTILT ET NYT, FOR JEG TROR AT JEG HAR DET ET STED… MEN ALTSÅ… SÅ GLEMMER JEG.. ALTSÅ OGSÅ.. NOGLE GANGE AT BETALE REGINGEN. RET PINLIGT, MEN ALTSÅ… NEVERMIND IKKE, MEN … DET HAR JEG SÅ GLEMT, OPDAGEDE JEG I GÅR… OG SÅ KAN JEG IKKE LAVE UDGÅENDE OPKALD, SELVOM JEG GODT KAN MODTAGE DEM… OG MAN KAN BARE RINGE GRATIS IND OG GIVE SIT DANKORTNUMMER OG SÅ ÅBNER DE DEN IGEN.. MEN DET.. GLEMTE JEG OGSÅ… SÅ… NU ER HAN LIGESOM FORVUNDET ALTSÅ RUNDT OM HJØRNET. ALTSÅ IKKE RIGTIGT HJØRNET, BARE FORDI VEJEN HER IKKE ER HELT LIGE SÅ JEG KAN IKKE SE HELE GADEN.. OG ALTSÅ… JEG … DET DERFOR AT JEG IKKE RINGER FRA MIN MOBIL… DET ER… EN FASTNETTELEFON.. SÅ JEG KAN IKKE… LØBE DERNED TROR JEG. ALTSÅ MÅSKE FORDI DEN ER TRÅDLØS KAN DEN MÅSKE GODT NÅ NOGET AF VEJEN.. MEN JEG HAR ALDRIG TESTET DET… SÅ JEG TROR.. MÅSKE BARE .. AT DET… IKKE KAN LADE SIG GØRE”.

Tyven var fucking i Andesbjergene inden jeg fik besvaret spørgsmålet om jeg kunne gå ned på gaden for bedre at se, hvor han løb hen og min skam indtog, ligesom tyven nye højder, mens jeg overvejede om jeg ikke bare skulle gøre en ende på alles lidelser og kaste mig ud af vinduet.

Der cirklede nu 3 patruljevogne rundt ved Pumpehuset, men vi vidste alle at slaget er tabt. Jeg var 30 sekunder for sent på den – og for ligesom at gnide salt i såret over alle de spildte minutter spurgte betjenten i telefonen: “Men du kan vel sagtens ringe 112, fra din mobiltelefon, selvom den er spærret?”

Jeg tænkte på Chucky-damen bag badeværelsesdøren. Jeg så rædslen i hendes øjne, mens hun klamrede sig til badeforhænget og havde lige åbnet flappen, for at forklare mine overvejelser til betjenten, mens jeg glædede mig til at fortælle finger-anekdoten og bruge udtrykket “5 idioter med 49 fingre i mellem os”, da han viste mig nåde og stoppede mig, allerede inden jeg var kommet i gang med min nervøse plabren og forklarede, at dét jeg havde haft brug for var politiets akutte assistance… og derfor måtte jeg gerne ringe til 112.

I see.

Nå.

Okay.

Ja.

Det … kan jeg godt se.

Nu.

Undskyld.

Så.

Altså.

Undskyld, altså for helvede.

Vi sagde skuffet farvel til hinanden, mens jeg igen lænede mig ud af vinduet, for at se om tyven atter skulle dukke op i mit synsfelt.
Patruljevognene cirklede under mig og jeg sendte et stille løfte ud nattetågen, til de uheldige bilejere og mændene i blå.

Undskyld.
Og
I will…
I will make this up to you.

Om jeg så skal rekvirere mig en kikkert og blive typen, der altid står og hænger ud af vinduet og holder øje med lømler. Jeg vil anskaffe mig en teleskoplinse og opsætte skjulte kameraer. Jessica Fucking Fletcher er på sagen.
Jeg har set jer, skumle knægte der holder ind på parkeringspladsen stiger ud og bytter pakker, blot for at køre væk igen. Jeg har set jer, nattens dronninger og jeres kunder i de parkerede biler… og jeg har indtil videre set gennem brilleholdende fingre med jeres lovovertrædelser.

Men ikke mere.
Jeg vil fange jer og råde bod til universet og mig selv.

Whatever it takes… indtil min catchfrase ikke længere er: “Altså, undskyld så for helvede”.

Og kære tyv:
Du er en pik. Du er en kæmpe pik. Ikke bare fordi du er en tyv og en pik! Men fordi jeg er 99% sikker på, at du kom ovre fra herberget på den anden side af vejen og løb derind igen ved Pumpehuset. Ingen mand med egne midler bærer en så uflatterende jakke, som du gjorde. Og jeg har forsvaret det herberg, i hele den mediestorm der netop har været omkring det. Jeg holdt vågent øje, Miss Marble Style fra vinduet, da Politiet kom en nat og anholdt jer alle sammen, efter højrefløjen havde beskyldt jer for at være forbrydere. Jeg var på jeres side. Jeg kontaktede pressen og holdt øje med om politiet behandlede jer pænt. Jeg jublede, da de ikke fandt tyvekoster på herberget. Jeg frydede mig over den lange tud højrefløjen fik, efter at være bukket under for deres fordomme.

Og så skider du i egen have.
Du er en pik.
Og næste gang, kaster jeg altså mønterne efter dig. Efter jeg har ringet 112.

Lone: “Min shop er Epic!”
Gayboy: “Din shop er en Epic ball of Shit”

Nu er jeg bare rigtigt glad for, at jeg adskillige gange har linket til Lisen, så min mor der aktivt følger med dens statistik har opdaget, at jeg er begyndt at blogge igen.

HEJ MOR!

Men engang i mellem, støder jeg også på helt fantastisk kundeservice og bliver som resultat, giddy som en skolepige.
Da jeg i sommers, groggy ringede til TDC og beklagede mig over at mit Internet ikke fungerede, blev jeg tyve minutter senere ringet op og fik at vide, at deres net virkede upåklageligt, men at de havde lokaliseret problemet. Der var strømafbrydelse i min bygning (hvilket jeg ikke havde opdaget). De havde selv ringet til ejendomsadministrationen, som havde skaffet en elektriker, der var på vej ud og kigge på problemet. (Det er fandeme god service!)
Da jeg smed min hoveddørsnøgle væk og adskillige måneder senere ringede til Ruko for at hidse mig op over, at jeg ikke havde modtaget en ny, til trods for at jeg først havde betalt fakturaen flere uger efter de havde bedt mig om det, fik jeg at vide at de havde sendt nøglen (inden jeg havde betalt), men at jeg ikke havde hentet den på posthuset og at de derfor havde fået den retur, havde destrueret den og i øvrigt tilbagebetalt mine penge – men de ville da hjertens gerne producere og sende en gratis nøgle til mig med det samme. (jeg fik det helt dårligt, af så god behandling, som jeg slet ikke havde fortjent) og i dag, fik endnu en virksomhed plusser bogen.

Optimizely.com, er et nyopstartet YC-fundet firma, der nemt lader dig A/B Splitteste dit site.
Jeg så videoen midt om natten, for et par dage siden og blev helt overgearet af lykke over al det testing, jeg skulle eksekvere på Lisen.dk, der kører på en backend hos Scannet der (blandt andet) er notorisk for, at være svær at splitteste på.

… og så virkede det ikke.

Optimizely ville ikke connecte til Lisen, ligemeget hvor mange gange jeg forsøgte. Jeg testede andre shops, jeg ved kører på Scannets platform og kom fint igennem og fik lov til at flytte rundt på deres indhold.
Så jeg oprettede en Supportticket hos Optimezly og ventede utålmodigt. En udvikler hev fat i mig i søndags og skrev, at han heller ikke kunne connecte til Lisen, men ville kigge på det (på en søndag!).
I dag skrev han tilbage, at han havde identificeret problemet.
En stump JavaScript på Lisen.

Denne her stump

Én linie kode, som Chris skrev til mig, efter jeg i ugevis havde bokset med Scannet om noget andet kode, de havde hardcoded ind i backenden, der voldede mig nogle problemer. Noget kode, som de i øvrigt benægtede eksisterede.

Da udvikleren skrev til mig, at timeout-overwriten var problemet, sank mit hjerte.
Så stod valget mellem pest eller kolera.
Igen.
En shop, der kan splitteste, men timer ud efter 15 minutter, eller en shop uden timeouts, men også uden splittesting.
Screwed again, by Scannet.

Men så fortsatte Elliot fra Optimizely:
“Så vi har skrevet vores system om, så det vil virke for dig. Det er live i morgen”

Kundeservice-boner. Lige dér.

Nu glæder jeg mig, som et lille barn til i morgen, hvor jeg skal lege med deres service og så i øvrigt kaste alle mine penge efter dem.