mush.dk

Jeg erkender, at min skønsang ikke just er angelisk, men GayBoy fik alligevel minuspoint på kulturkontoen da jeg i formiddags lod The Sound of Music snige sig ind i soveværelset, med stroferne:
“When the dog bites, when the bee stings – When I’m feeling saaaaaad…. I simply remember my favorite things, and then I don’t feeeeeeeeeel…. soooooooo baaaaaaaaad” (komplet med store armbevægelser og fancy dansetrin) og han mistroisk kneb øjnene sammen og fuld af foragt i stemmen spurgte:

“Er det Metallica det dér?”

Gayboy og jeg har – uden at det egentlig nogensinde var planen – i løbet af årene fået anskaffet os 2 forskellige andelslejligheder, blot for at konstatere, at vi ikke havde synderligt lyst til at bo i nogen af dem, hvortil Gayen lejede den lejlighed jeg residerede inden mit andelskøb – og jeg rykkede med.

Derfor bor vi nu, 2 grandvoksne mennesker på 37 m2 i indre by, mens vi har henholdsvis 56 m2 og 83 m2 stående ledige i Nord Vest og på Nørrebro.
Sådan har vi boet i årevis, mens Gayboys andel for det meste har været fremlejet og min – fordi jeg er så meget mere utjekket – for det meste blot har stået tom, og ellers fungeret som rotations-asyl for de, af vores vennepar der har ligget i skilsmisse i perioden.

Når man fortæller folk, at man bor 2 mennesker på 37 m2, skyder deres øjenbryn som oftest helt om i baghovedet på dem, og jeg ynder at hjælpe ansigtsløftet på plads, ved at tilføje at det ikke blot er 37 m2. Det er 37 m2 hvid minimalisme, uden opbevaringsplads, fordi min kæreste er både bizar, nazi og fuldkommen vanvittig og nægter at have skabe i sit hjem. Der findes i lejligheden 1 fritstående bøjlestang, til Gayboys skjorter og jakker (og ak den, der kommer til at hænge sin egen jakke på et forkert sted på stangen. There. Are. Rules!) og 8 skuffer. De første 4 skuffer er fulde af DVD’er. 1 skuffe er afsat til elektronik, 2 skuffer til Gayboys tøj og én skuffe til mit. Tøj. Og bøger. Og Hårtørrer. Og andre badeværelsesartikler. For der findes godt nok 2 hylder på badeværelset, men eftersom mine toiletsager ikke er så æstetisk veludførte som Gayboys er mit forvist fra Le Gallerie Lokum og min tandbørste er alt, der har fået en fast plads. Efter. Tre. År. Alt andet skal mases ned i skuffen og bæres frem og tilbage hver morgen.

På et tidspunkt forsøgte jeg at snige 2 kasser med hjem fra Ikea, der liiige kunne stå i vindueskarmen, så jeg havde et sted til toiletsagerne og evt. lidt ekstra sokker eller trusser, men kasser er tilsyneladende bygget af det samme stof fra helvede som skabe er, så der gik ikke mange nanosekunder før de boede i bilens baggagerum og nu endeligt er flyttet i andel på Nørrebro. I samme omgang måtte jeg lægge øre til en skideballe på grund af det “Kæmpestore grimme møbel, jeg havde slæbt op i hans lejlighed!”. Jeg forsøgte at forsvare mit åbenlyst ekstravagante indretningsprojekt med et spagt: “Men.. det er en vasketøjskurv!”

Nu bor mit vasketøj, sammen med det rene tøj. Nede. I Skuffen. Skuffen der er lige præcis stor nok til at holde en fjerdedel af hans DVD-samling. Skal. Indeholde. Hele. Mit. Liv.

Men det går. Der er sjældent problemer.
De to små værelser, uden dør imellem har vist sig at være nok, til de fleste situationer – og når det ikke er (scenariet involverer som oftest min nyfundne Metallica-kærlighed) er vi så heldige at have et kontor på 120 m2, lige rundt om hjørnet. Som. Vi. Også. Deler.

Men for nyligt, blev skilsmisselejligheden på Nørrebro nødvendig at tage i brug.
Det startede – som sådan noget gør – som saglig debat, men efterhånden som kløften blev dybere, skiftede jeg den saglige debat ud med decideret hån. Bølgerne går sjældent højt, i vort lille hjem, men under PirateBay-retssagen fik GayBoy og jeg placeret vores sympati, på hver sin side af anklagebænken og en lejlighed på 37 m2, viste sig, ikke at have plads til to så store holdningsforskelle.

Jeg benyttede enhver lejlighed til at stikke ham en usaglig uppercut.
“Hvad skal vi have at spise?”
“Det ved jeg ikke. Men jeg kan informere dig om, at de nede i Spar har nogle madvarer, men bare kan tage ind under skjorten og gå ud af butikken med. Hvorfor går du ikke ned og gør dét, mens du håber på at jeg bliver slæbt i retten for at have fortalt dig om muligheden?”
“Har du set mine bilnøgler?”
“Nej. Men højst sandsynligt har en stor, amerikansk intereresseorganisation lagt pres på vores politikere til at ændre lovgivningen angående bilkørsel og har fået politiet til at tage ud og beslaglægge dem. Du må hellere anskaffe dig en advokat”.
“Hvad arbejder du på for tiden?”
“Jeg er bange for, at jeg ikke kan tillade dig at kaste øjne på noget jeg har ophavsretten til. Det er jo tydeligt for enhver, at jeg mister kroner og ører, ved at du kigger på mine ting, uden min tilladelse”

Gayboys nerver og tålmodighed blev mere og mere slidte, i takt med at mine stemmebånd blev det.

Da de, efter ugers slid, var ved at give op, måtte jeg til lommerne og i stedet investere i en non-verbal formidler af min overbevisning og trak en morgen – storgrinende – denne perle op fra skuffen:

På kontoret, blev jeg mødt af thumbs up og store smil, fra Gayboys ansatte, mens han selv, surmulende sank dybere ned bag skærmen, mens han sikkert i sit stille, skumlende sind forestillede sig en horribel vaskeulykke, hvor man kommer til at sætte vandtemperaturen til 90 grader.

Næste morgen, dukkede jeg op i denne:

Og morgenen efter, hvor det var lidt køligt, denne:

På tredjedagen imploderede han, da han trådte ud fra badeværelset og så min midterregion og råbte – fuld af arrigskab og slet forrundring: “Sig mig engang! Hvor mange HAR du?”.
Fuld af stolthed, konstaterede jeg at homoen havde undervurderet mine utrolige tilpasningsevner og efterhånden rige erfaring i at lege tøjtetris i skuffen. Der er plads til flere bomuldsprovokationer i hjørnerne, end man umiddelbart skulle tro.

Jeg lo.

Han gentog det mantra han havde ytret måske 100 gange på daglig basis i ugevis: “Det er altså ikke sjovt længere”.

Jeg lo endnu mere.

“Du kan godt skride. Jeg synes ikke, det er sjovt!”.

Min latter tog til i styrke.
Hold kæft, hvor vi hygger os.

Inden jeg vidste af det, var jeg, indholdet af min skuffe og min hoodie på vej til Nørrebro, mens jeg for første gang i 7 år overvejede om jeg skulle til at kalde mig selv “single” igen.

Og nu.
Efter kun 1000 ord, kommer pointen endelig.

Er du en single sosu-assistent, der søger efter kærligheden?
Må jeg på det varmeste anbefale dig at kaste et par basører efter en Pirate Bay t-shirt.
Mænd. Lækre mænd. Og bumsede teenagedrenge. Alt efter hvad du er til. Smiler til dig på gaden. Kommer op og taler til dig på barer.
Andre. Langt lækrere kvinder end du, fatter ikke hvad der foregår. Hvorfor alle de single mænd sværmer om den småtykke sørøverpige i baren. Du kan vælge og vrage og give træbensbaghjul til konkurrencen.

It. Is. Perfect.

Jeg har efterladt dem alle sammen til dig. For efter at have nydt opmærksomheden i et par dage, genvandt Gayboy mit hjerte, da dommen faldt i Sverige og han på utroligt generøs vis, lod mit nederlag forbipassere i stilhed og på ingen måde havde taget ved lære af mine sejrstaktik da Ungdomshuset fik nyt hus i Nordvest, hvor jeg hejste begge fuckfingre i en sejrsdans, akkompagneret af melodiøs prutten med tungen.

Dét – og så grinte han, da jeg troppede op i denne t-shirt:

Og jeg kan ikke lade være med at elske en mand, der elsker en idiot som mig, der ejer sådanne t-shirts.
- og hvis du ikke ved, hvad t-shirten omhandler, så er du både mindre nørdet og mindre afstumpet end os. Tillykke med det.

Efter at have indtaget en skuffende film på projektoren fra sengen, vendte Gayboy sig mod mig, under rulleteksterne og fortsatte:

“It’s all sucky in my head. Want to fucky in my bed?”