mush.dk

Gayboy fik helt utroligt travlt, med at kigge interesseret ud af vinduet på ingenting, efter han havde forhørt sig om et forkølelsessår jeg under hans tur til San Francisco havde tilllagt mig i mundvigen.
Mit svar “Ja, det er mærkeligt. Jeg har aldrig haft ét før, og så vidt jeg ved kan man ikke få det, med mindre man snaver med én der har det i forvejen” var udløseren, til dét der åbenbart var så interessant udenfor, at han koncentreret og helt stille måtte iagtage det i flere minutter.

Siden har han i flere omgange forsøgt at overbevise mig om, at det er fuldstændig irrellevant at han tilsyneladende har haft viruset fra barnsben og at jeg “helt tydeligt”, må have samlet mit nu permenente herpes op et andet sted.

Jeg mener til gengæld at jeg nu har en kronisk sygdom, der kun kan dulmes ved foræring af en Nintendo Wii.

Sådan er vi så forskellige. Til trods for de matchende sår.

UPDATE:
Gayboy mener, at jeg i ovenstående indlæg beskylder ham for at have været mig utro og jeg mener, at jeg beskylder ham for at have givet mig herpes og benægte det. Så ikke nok med, at han giver mit smitsomme sygdomme, så angriber han også min skrivestil, som værende “komplet uforståelig”. Mægler søges!

Hvordan læste og forstod du indlægget?

Han har altid været en herpesbefængt hudpose og har nu smittet Lone.
Han har revet rundt i fremmed genitalia i udlandet og har nu smittet Lone
Who cares. Så længe han giver dig en Nintendo Wii!

UPDATE UPDATE:
Fuck Wordpress og alt hvad det står for, når det ændrer i ens kode, så poll’en ikke fungerer.
Kast din stemme i kommentarfeltet i stedet.

Hvad giver man Verdens Bedste Kæreste i fødselsdagsgave?
Det spørgsmål forestiller jeg mig, at Gayboy har stillet sig selv igen og igen, i starten af året da min fødseldag nærmede sig, hvorefter han tilsyneladende besluttede sig for, at det nærliggende svar “ingenting”, passede ham perfekt.

Han beskylder mig – med rette – nærmest dagligt, for at være kontrær, så det kan ikke komme som nogen overraskelse, at da hans fødseldag rullede forbi for et par dage siden, faldt mit valg på en stor, personlig passiv-aggressiv gestus af en gave.

En fixed gear cykel, jeg med kærlighed og en pengepung med diarrésymptomer, havde fået bygget specielt til ham:

Og som kronen på værket, har han fået lov til at opbevare den i vores 37 m2 store herskabslejlighed.

Jeg er overbevist om, at den kosmiske bogholder har noteret sig, at jeg har overordentligt stort overskud på karmakontoen.

Så nu venter jeg bare på det fjernsyn.

 

*Sadlen vist på billedet, er ikke sadlen jeg valgte, men Recykel, der i øvrigt var fantastisk søde, hjælpsomme, hurtige, flexible og professionelle har ikke et billede af den saddel jeg har valgt, på deres website.
De viser heller ikke de dæk uden reflekskant, jeg i Gayboys stilrene navn fik smidt på, så hans cykel har heller ikke den hvide kant på dækkene som vist på billedet. 

En dejlig, afslappende uge i Gayboys mormors sommerhus på Bornholm var næsten ovre, da vi hånd i hånd i støvregnen slentrede ned af en brostensbelagt gade i Rønne.
“Lone?”
Sagde mit hjertes udkårne, mens han klemte min hånd i tusmørket.
Jeg klemte hans hånd tilbage, smilede og kiggede over på ham, mens han drømmende kiggede mod havet.
Han var stille et øjeblik, mens han flettede sine fingre ind i mine.
“Lone.. jeg tænkte på…”
Han tav igen mens mine øjne søgte efter hans, der fortsat drømmende og søgende spejdede ud mod havet. Han var blød og mild med ansigtet i alvorlige folder.
Jeg hjalp ham igang, med et nysgerrigt: “Mmmm?”
“Jeg har bare sådan tænkt på…”
“Mmm?”
“Altså. Du ved godt.. når…”
“Mmmm?”
“Altså, når folk holder op med at ryge. Så bliver de tykke og skide irriterende – og eftersom du er begge dele i forvejen – kan du så ikke bare holde op?”

Mine sorte lunger, matcher hans sorte hjerte.
A match made in heaven.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Gayboy står op før jeg gør. Vi forsøgte i et par år et system med at han vækkede mig, om morgenen men i de sidste par år, har han nægtet ethvert ansvar for, at mit korpus bliver trillet rettidigt ud fra dynerne. Da jeg vågnede i dag og vaklede gennem lejligheden i min søgen efter noget koffeinholdigt, stødte jeg på min laptop, som jeg havde glemt at lukke ned.
Via messenger, havde han fra kontoret sendt mig følgende comic fra wecomic’en Cowbirds in love, medfulgt ordene: “Det er os!”

Og så står man dér, på morgentrætte ben, og forsøger at læse håndskriften med øjne, der ikke har vænnet sig til lyset og ved ikke om man skal grine eller græde.

Nu vil jeg gå ud og lave mig en kop kaffe, krydse fingre for at mælken stadig dur og totalt ignorere de madvarer, der med mug på toppen tigger om at blive smidt ud.
Denne gang ikke af dovenskab. Men af kærlighed.

Ganske få ting i verden, er mere forfærdelige end at gå ind i et rum og opdage sin kæreste lege med en hjemmelavet Nunchaku.
En af de ting, er at derefter opdage at den nye genbo også har set din granvoksne kæreste stå midt i stuen og flippe rundt med to paprør bundet sammen med malertape i over en halv time.

Der var gået cirka fire minutter – og i al den tid, havde jeg, fra mit skjul på sofaen godt set min kæreste kravle fra den ene ende af sengen til den anden i soveværelset, mens han viftede med armene og prøvede at få min opmærksomhed. Hans bryn var rynket og hans mund åbnede og lukkede sig meningsløst.
Lige nu, hang han med hele overkroppen udover sengekanten og hans arme bukkede og strakte sig i det internationale tegn for hjælp.
Få sekunder senere stod han i stuen, på stive ben og en svag lyd nåede nu mine ører, fra hans stadigt voldsomt gabende mund.

Jeg var, tilsyneladende imod hans vilje, med hjælp fra vores iPod Hifi, skruet op i de øverste lag, ved at skole ham i oldschool Metallica. Han havde, med indbygget forkølelse forsøgt at arbejde på sin laptop fra sengen og jeg havde lige investeret i “Master of Puppets” på Itunes.

Han brølede igen.
Jeg svarede med luftguitar.

Rendyrket frastødelse lyste ud af hans ansigt, mens han flåede min Iphone ud af anlægget og James Hetfield ynkede nu, fra den lille, indbyggede højtaler i telefonen og anlægget skrattede – en lyd, der for ham, må have lydt nogenlunde ligesom musikken han forsøgte at slippe af med – og mens han kastede telefonen ned på sofaen råbte han igen, hæs fra de tidligere forsøg og forkølelsen: “FORSVIND FRA MIT HJEM”.

I bagklogskabens klare lys, kan jeg kun undre mig over, hvad jeg mon havde forestillet mig at få ud af mit svar, som helt overrasket og spagt lød: “Men… Men den er fra 1986″.
Alle hans muskler var spændt til bristepunktet og han dirrede over hele kroppen, mens han stift, løftede sin arm ud til siden og strakte sin pegefinger i lige linie mod hoveddøren: “UD!!” brølede han igen.

Vi har været kærester i mere end 6 år, men heldigvis for ham i en periode hvor Metallica, blandt andet grundet Napster-sagen og et par lortealbums har været i bad standing i mit musikrepetoire. I forbindelse med udgivelsen af deres nye album, rodede jeg rundt på iTunes og genhørte et par af deres gamle klassikere og blev nostalgisk og overvandt mig selv.
Og som enhver god kæreste, ville jeg dele min kærlighed med ham.

Den var ikke tilnærmelsesvis gengældt, erfarede jeg få øjeblikke senere, da jeg havde søgt ly for vinteren på en nærliggende café, med metal i høretelefonerne og ventede på, at hans blodtryk skulle falde.

Fra nu af, bliver Metallica kategoriseret som en af de ting i et parforhold der er private.
Faktisk tror jeg gerne at han vil bytte “toiletbesøg for åben dør”, mod aldrig igen at skulle høre Lars Ulrich få en spasme på en lilletromme igen.

Jeg tror, jeg vil lade det komme an på en prøve.