Men af en eller anden årsag, har raseriet og de små, frustrerede t-rex hænder på Y U NO fyren bare ramt plet på mig og jeg synes det er sjovt hver gang, ligemeget hvor plat det er.
Om han raser mod Angelina Jolie, matematik, hunde eller Fox News.

I morges besluttede jeg mig for, udelukkende at bruge Y U NO manden til at kommunikere med i dag. En del blev postet over e-mails, twitter, facebook, messenger og skype, men en stor del af dem blev også bare lavet på skærmen og drejet hen mod modtageren, mens jeg selv braldrede af grin.

Hele. Dagen.

Jeg overvejer tit, hvordan mine omgivelser kan holde mig ud.

Lone: “Min shop er Epic!”
Gayboy: “Din shop er en Epic ball of Shit”

Tjeneren ser uforstående ud og Gayboy skynder sig til at tilføje: “En rejecocktail og whatever I har på kortet, der inkluderer en bøf. Har jeg ret, Lone?”

Jeg forsøger desperat at scanne kortet, efter et alternativ, men må – slået – ende med at nikke skamfuldt til den storgrinende tjener. Bøf til damen, tak.

En Proletar-kombi.
Fuck, den mand kender mig skræmmende godt. Især fordi, han bagefter grinende sagde:
“Årh, du er jo ikke sur over jeg sagde det – bare at du ikke selv fandt på udtrykket!”

Skræmmende godt.

“Mmmm… skal vi skrive vores egen Twilight Fan-Fiction?”

“Okay, glem det”

Man kan altså ikke dyrke sex med en mand, der ved sådan noget!

“Dollartegn! Sikke noget dirty PHP-halløj” udbrød jeg entutiastisk i håbet om et anerkendene nik, men blev i stedet, efter en grinepause fra hans side mødt med et tørt:

“Sjældent har en så kort sætning på én gang, indeholdt så fin indsigt og samtidigt så megen idioti, Lone”

Nå-nå.

Jeg havde ønsket mig et spil til min Nintendo DS (som jeg stadigvæk kalder for en “Gameboy”, for man er vel barn af 80erne?), men den pakke, jeg netop havde fået udleveret, med et kort fra et uspecificeret medlem af min familie, var skuffende aflang og jeg nåede i et kort øjeblik at tænke “Mikado. Hvem helvede spiller Mikado”, før papiret dalede mod jorden og afslørede pakkens sande indhold.

Gayboy lagde nakken tilbage og grinte højt, mens jeg både dumt og stumt stirrede på småborgerlighedens kulinariske højborg, der nu balancerede i mine følelsesløse hænder.

Globalkniven.

De pizzaer jeg bestiller, plejer som regel at være skåret ud, når de ankommer, så hvad helvede jeg skulle stille op med 30 cm. rustfrit blærerøvsstål havde jeg på siddende fod svært ved at gennemskue.

Gayboy lo endnu, og jeg skulede ondt til ham, mens jeg forsøgte at forklare både hans bror, fætter og svigerinde, der alle lykkeligt havde revet papiret af selvsamme type knive tidligere på aftenen, at jeg bestemt var glad for, nu at være medlem af deres klub og at jeg så frem til at diskutere hvæsse-teknikker, til fremtidige middagsselskaber og for en gangs skyld deltage aktivt i samtalen, i stedet for at sidde nede for bordenden og grine og rulle med øjnene, som jeg plejede.

Hævnen var sød 10 minutter senere, da Gayboy modtog præcis samme kniv – og at giveren i hans tilfælde var i rummet, gjorde kun min skadefro større.

Vi vendte åndssvagt hjem med i alt 3 Globalknive fra aftenens høst, mens vi svor at vi fremover ville være mere udførlige med vores ønskelister.
Knivene blev – stadig i deres kasser – kastet ned i en køkkenskuffe og har levet et liv på den stille side af skærebrættet i de mellemliggende år.

Indtil Gayboy uden yderligere varsel, for omkring et halvt år siden, besluttede sig for, at voksne mennesker selv laver mad og fremgravede en af de utallige Kogebøger vi modtog til jul hos min familie sidste år, hvor ønskelisterne tilsyneladende atter engang havde været mangelfulde.
Bogen han havde valgt, er skrevet af Jamie Oliver og første kapitel er tilegnet en serie af billeder, af de instrumenter man bør have i køkkenet, for at kunne kreere et nogenlunde veltilberedt måltid.
Gayboy havde lykkelig sat et kryds ved billedet af Globalknivene og stod nu og pakkede for mange tusinde kroner Tefal-pander ud af deres Magasin-poser.

Jeg bed mig i underlæben, mens jeg ihukom hvordan jeg for år tilbage, fik rodet mig ud i, at jeg skulle medbringe en lagkage til et arrangement og endte med at bruge en halv husleje på at rekvirere både fade, skåle, dejskrabere og en håndmixer, der aldrig siden har været i brug.

Gayboy holdt triumferende en nyindkøbt spatel op i luften, efter han havde fået presset Eva Trio gryderne, med kerne af aluminium, ind i et underskab i køkkenet, hvor vi ellers opbevarer det rene sengetøj.
“Jeg er nødt til at vide om det er mig, eller udstyret der er noget i vejen med, hvis det går galt”, svarede han undvigende på mit ellers relevante spørgsmål omkring prisen på hans indkøb.

(Senere skulle det i øvrigt vise sig, at være komfurets skyld, det hele).

Siden da, er begge vore bankkonti blevet diagnosticeret med kronisk diarré i takt med, at Gayboy har hjembragt udstyr og ingredienser til sine kulinariske gøglerier og jeg har fået omdøbt køkkenet fra “opbevaringsrummet” til “Parade of Shiny Shit”, der dog først fik kronen på værket – og for mit vedkommende, nåede det absolutte nulpunkt da han i fødselsdagsgave i sidste måned rent faktisk ønskede sig og modtog ikke bare én, men hele to forskellige FoodProcessorer.

…. og en altankasse til krydderurter.

Jeg véd bare, at jeg igen i år kan skyde en hvid pind efter det Gameboy-spil og i stedet skal fake begejstring for en slibeblok i 1000-kroners klassen.

Mens jeg forsigtigt låser døren bag mig og lister ind i den halvmørke lejlighed, sender jeg ham beskeden: “Jeg er i mikrolejlighed med sovende Gayboy – kan ikke tale i telefon nu, det ville vække ham. Ringer senere”.
Herefter lister jeg på musetå ind i soveværelset og dejser lydløst og udmattet om på sengen.

På trods af mit sneak-attack, har jeg tilsyneladende fået vækket Gayboy, der vil snakke.
Vi snakker.
Jeg gaber.
Han snakker.
Jeg sover.
Hans vækkeur ringer, hvilket jeg ikke hører, men han vækker mig til gengæld, for at gøre opmærksom på at han “nok skal stå op, næste gang det ringer”.
Næste gang, vågner vi begge.
Han står op, jeg døser hen igen, blot for at vågne ved, at han står ind over mig og spørger om jeg har sat et vækkeur til.
Efter en kort samtale glider jeg igen ind i søvnen.
Vågner ved at jeg modtager en SMS. Kan høre at Gayboy er på badeværelset, men døser hurtigt igen.
TV’et tændes, registrerer jeg. Tv2 fucking News eksploderer ud i lejligheden og hiver mig ud af drømmeland i et stykke tid.
Vågner, ved at Gayboy står over mig igen og spørger om han må bruge blenderen. Får vistnok sagt “Ja”, hvis bare han lover at holde op med at genere mig og går atter i koma.
Hvad jeg kun kan gætte på, er få minutter senere, bliver jeg igen vækket, ved at han har besluttet sig for at tage opvasken og efter at have tørret hvert eneste stykke bestik, dumper det ned i skuffen. KLONK-KLIRRR *20 sekunders pause* KLOON-KLIIR
Jeg roterer i mit dynefængsel og sandwicher mit hoved inde i hovedpuderne, under hele seancen og netop som jeg begynder at overveje et rovmord på opvaskeren få meter fra mig, starter det vækkeur på min telefon, jeg med fumlefinger åbenbart har fået sat, alt for mange timer for tidligt.

Mens jeg, med halvt lukkede øjne, kværker min mobiltelefon, registrerer jeg med glæde at Gayboy smækker bestikskuffen i køkkenet, så jeg lader mit raseri fare, lader hele ansigtet dumpe ned i hovedpuden og falder indenfor milisekunder i søvn igen.

… og så starter han blenderen.

Mens hele lejligheden vibrerer og motoren brøler og isklumperne klirrer og splintrer i deres glasfængsel, kvæler jeg et skrig, mens jeg sparker nyttesløst med benene og husker halv-tøse-tudende-af-total-opgivelse mig selv på, at jeg selv havde sagt, at han gerne måtte bruge den.
“Men” tænker jeg få minutter senere: “Næste gang, skal der altså indføres en klausul der hedder én gang! Det dér bøsserøvslort, med først at lave en smoothie og så bruge adskillige minutter på at smage den til, alt i mens din kærestes spændte muskler slipper deres tag i hende og hun igen luller til ro og lukker øjnerne, hvortil du så fucking starter blenderen igen, for at få smagsenheden til at gå op i en højere, larmende enighed tror jeg nok, på forhånd at du kan glemme alt om, unge mand”

Mens jeg ligger og overvejer, hvordan jeg skal kunne huske den smøre, næste gang han hiver mig ud af søvnens dybere lag, for at indgå en verbal kontrakt omkring blenderbrug i lejligheden, starter mit retarderede sat vækkeur igen, netop som Gayboy får sat sig til rette på foran Tv2 News og begynder at slupre morgenmaden i sig.

*klik*, *sluuuuurp*, *klik*, *sluuuurp*, *klik* *klik*, *sluuurp*, *klik*, *slurp*, *klik* *klik* *klikkediklik-klik*

“Hvis han hamrer skeen ned i skålen én gang mere” lover jeg mig selv, fra den puppe af fjer jeg har indrullet mig i, hvor kun ét, ondskabsfuldt stirrende øje stikker ud… “så…” .. “så…”

*PLIIIING*

*klik*, *slurp*, *klik*, *sluu..*
“Hov! Fik jeg lige en SMS?”
“Hvor er min telefon?”
“Jeg tror jeg fik en besked”
“Har du set min telefon?”

“DEN LIGGER 4 CENTIMETER FRA MIN FUCKING HOVEDPUDE!!!” skriger jeg lydløst til ham, mens det ondt stirrende øje, følger ham rundt i lejligheden, mens han tramper rundt og leder efter den.

Da han endelig lokaliserer den, ruller jeg mig demonstrativt om på den anden side og lader min totale udmattelse skylle ind over mig og forsøger at falde i søvn igen. Efter et par minutter, hvor kun Tv2 News larmer, sukker jeg dybt og lettet, lader et sageligt smil danse om mine læber og byder søvnen hjerteligt velkommen, mens mit hoved synker dybere ned i hovedpuden.

… Og så starter han blenderen igen.

Et par minutter senere, overvejer jeg om jeg er havnet i en af de cirkler af helvede, så ubeskriveligt grusomme, at Dante simpelthen ikke kunne finde ordrene.

*klik*, *sluuuuurp*, *klik*, *klik*, *sluurp*, *klik*, *slurp*, *klikke-klikke*, *slurp*

Og så flyder bægeret over, da det rigtige vækkeur begynder at ringe. Mine allokerede 2.5 timers søvn er opbrugte.

“FORSVIIIIIIIIIIIIIIIIND” brøler jeg direkte ned i hovedpuden mens min venstre arm fægter målløst rundt i luften, efter det larmende elektronik ved min side.

“Men… Jeg… skal lige.. tage opvasken…”

“UD!!!”

*megamopset* “Okay, men tager DU så opvasken?”

“UD!!!”

… og så trækker han det mest kællingede kort fra hele følelses-stakken.
Han bli’r såret.
Og så ligger man dér, med kone med klemte fint-følelser og er nødt til at sætte sig op og bruge al, tilbageværende hjernekapictet på at undskylde i ét væk.

“Undskyld, at jeg sagde det dér, det var også bare fordi.. at .. min egen.. telefon.. blev ved med at larme…” forsøger man sig med, mens Prinsessen tramper tøsefornærmet rundt i lejligheden og samler ting ned i sin håndtaske.

Og så er man nødt til, at svinge det ene ben udover sengekanten og dinglende af udmattelse forsøge at komme halvt på højkant, mens man strækker armen ud efter hvirvelvinden af skyldfølelse og trække trumfkortet … “Undskyld… Jeg… øh.. jeg… jeg elsker dig jo, for fanden?”

“Ja. I lige måde, husk opvasken” svæver køligt imod mig. Det sidste ord skæres over, af hoveddørens smækken.

Og så starter min dag.

Næste gang, Lars… så ringer du fandeme bare.

Nu vil jeg bruge dagen på at undlade at tage opvasken og sammensætte en playliste til i nat.

Back to square one, it is.

Gayboy havde ret på ét punkt… Det er faktisk meget lettere at skære ost med en rigtig ostehøvl i stedet for at bruge gulerodsskrælleren.

Han har garanteret toiletpapir gemt til eget forbug, et sted i lejligheden og tester bare, hvor længe jeg selv kan holde ud at leve som en hulemand før jeg rent faktisk tager mig sammen til at få købt noget toiletpapir, som et rigtigt voksent menneske.

Så i ren trods og for at undgå at få et rygte som “en der kan få tingene ordnet”, gik jeg i Fakta og undgik behændigt toiletpapirs-sektionen, men har i stedet, som svar på begge udfordringer, for få minutter siden hjembragt: Kinder Mælkesnitte, Lillebror Ostehaps, 8 ruller køkkenrulle, 2 pakker servietter og en rulle vatrondeller, hvis tingene skulle blive helt kritiske.

Your move, Sir.