Lone: “Min shop er Epic!”
Gayboy: “Din shop er en Epic ball of Shit”

Til sidst, kastede han dynen til side og trampede på stive ben rundt i lejligheden, og slog omsider gardinet på min side af sengen til side og kvalte et skrig, da hans øjne faldt på de – i mine øjne – to, helt fantastiske, pastelfarvede lysestager formet som ugler fra HouseDoctor, som jeg ovenud lykkelig havde hjembragt fra butikken i Liseleje.

Ud fra hans reaktion, gætter jeg dog ikke på at deres levetid bliver lang nok til, at jeg overhovedet når at få købt stearinlys og sætte i dem – men indtil videre, har de stået i vinduet og våget over os, når vi sover.

Det gjorde de også, da Gayboy endelig overgav sig til jetlagget og langsomt lukkede øjnene og sikkert drømte natten væk om store, hvide rum, med hvide møbler og en kæreste der ikke finder voksenmobning et udtryk for intimitet og kærlighed.

Jeg indsatte koden og tjekkede siden, for at se om det nu også fungerede efter hensigten.
Det gjorde det – men intet andet gjorde.
Halvdelen af navigationen i topbaren manglede, alle fonte var forkerte. Nogle for små, andre for store, de fleste i en forkert skriftstørrelse. Søgningen var forsvundet. Højremenuen rodede rundt midt på siden, venstremenuen var placeret alt for langt nede og selve indholdet brækkede sig ud over alle de grænser, der ellers burde være afsat for det.

Med panik i fingerspidserne, lavede jeg det klassiske fix, med at skynde at fjerne de to liniers kode jeg lige havde smidt ind, men fejlene forblev på siden, nu blot uden min nye tilføjelse.

Vel vidende, at min mor kunne stå op fra sin seng i Nordsjælland når som helst, og som det første tjekke webshoppen efter ordrer og lignende, vidste jeg at jeg arbejdede på lånt tid, før der ville vælte en panikslagen e-mail ind fra højre, så med hjertet i halsen og med mine halvpatetiske programmeringsevner i hånden, gav jeg mig metodisk til at gennemlæse hele koden og forsøge at holde styr på åbne og lukkede tags. (jeg afslører at der både var fingre og tæer i brug og at jeg sad og mumlede højt for mig selv, som en anden galning).
Alt så nogenlunde ud som det burde, indtil en stump kode pludselig stoppede midt i et linktag og derefter var der ingenting. Jeg kiggede på koden, og ned på mine fingre der stadig talte 3 åbne tags der manglede at blive lukket og kiggede tilbage på koden igen.

Mens de tre fingre på venstre hånd, fortsat strittede lige op i luften, forsøgte jeg at komme i tanke om, hvordan helvede jeg havde båret mig ad med at fjerne en stump kode, et helt andet sted, end dér hvor jeg indsatte noget.
Jeg færdiggjorde linktagget, lukkede de 3 andre, gemte og kiggede igen på siden. Ingen forandring.

Mere panisk end nogensinde før, begav jeg mig igen til at gennemlæse koden og tælle tagsne efter igen. Med tre fingre i luften, nåede jeg igen til linktagget… der stadig ikke var afsluttet. Det var de 3 andre tags heller ikke.

De tre udstrakte fingre på venstre hånd blev mødt af de resterende 2, der også rettede sig ud og jeg begyndte langsomt at klappe mine hænder sammen.
Flot Scannet.
En stående fucking klapsalve for Scannet.

Der er åbenbart et maximum antal karakterer, man må bruge i de dele af administrationsmodulet man selv kan indsætte kode – og hvis man overskrider det magiske antal, gør den ikke opmærksom på problemet.
Den lader dig pænt skrive al den kode du vil, men når du gemmer det, sletter den bare alle karakterer der kommer efter det sidste den godtager.
Altså, ikke på sådan en listig måde, at den gemmer koden og bare ikke viser eller godtager den – næh, den sletter det bare, hårdt og brutalt. Og hvis man så ikke har backet sin kode op lokalt, så kan man ellers i øvrigt bare starte fucking forfra.

Jeg reddede, hvad reddes kunne, men havde ikke lige energi eller evner til at starte helt forfra, så nu:
Lisen.dk, uden topnavigation og søgning. Tak Scannet.

Og så skulle spillet bare smides på webshoppen.
Det viste sig ikke at være særlig svært, hvilket det heller ikke burde være. Men de testere jeg havde hvervet via MSN, begyndte at brokke sig over, at de midt i et spil blev smidt direkte til forsiden af shoppen i stedet for, at få lov til at afslutte spillet.

.. Og så begyndte det at dæmre for mig.
En mailkorrespondance jeg havde haft med udbyderen af webshoppen, Scannet for lidt over en måned siden.
Jeg havde arbejdet på shoppen og testet forskellige ting og havde en masse tabs åbne i min browser. Pludselig, uden varsel var alle tabsne gået til forsiden af shoppen. Jeg fandt i kildekoden en timeout kodet ind, som ikke tidligere havde været der. Hvis man ikke rører ved en side i mere end 15 minutter, går den direkte til forsiden. En feature jeg finder så hjernelam, at jeg har svært ved at beskrive det med ord. Både når jeg arbejder på min egen shop og kigger på andres. (Eksempelvis kan jeg godt lide, at gå ind i en kategori og åbne de produkter jeg synes ser interessante ud i tabs, så jeg i ro og mag kan gennemgå dem senere). Alt dette, havde en eller anden udvikler hos Scannet sat en permanent stopper for, med sin timeout-kode.
Da jeg oprindeligt spurgte til det, nægtede de at det eksisterede og jeg måtte droppe at forsøge at forklare det i telefonen, til deres supportere og i stedet sende en mail, hvor jeg også inkluderede kode-snippen og forklarede dem præcis hvordan den virkede og hvorfor.
Stadig benægtede de.
Igen måtte jeg insisistere.
Så anerkendte de dog, at den var der men kom med en kort forklaring om, at det var for at undgå at ordrer timede ud.
Jeg fremlagde – måske ikke helt venligt (jeg havde tidligere brugt udtrykket “Pikken i postkassen”) – muligheden for blot at have koden på selve betalingssiden, i stedet for på hele shoppen og fik kort at vide, at mit forslag var sendt videre til udviklingsafdelingen. Derfra hørte jeg aldrig mere til sagen og havde ikke tænkt yderligere over det, udover når det enkelte gange generede mig via surfing af Scannetshops.

Denne gang var problemet timeouten forvoldte dog mere alvorlig og jeg måtte igen til telefonen og forsøge at forklare problemet til deres supportere. Jeg blev ikke mødt med særlig stor forståelse for problematikken og endte med, hidsigt at smide røret på og finde nummeret til én højere oppe i det Scannet’ske hieraki og igen klage min nød.
Jeg blev bedt om at sende klagen skriftligt via e-mail og skære ud i pap præcis hvad problemet var – derudover fik jeg et par skuffende svar, på nogle af mine andre spørgsmål til systemet og dets fremtid. Efter endt samtale, sendte jeg en beskrivende mail med problemet, og væltede derefter, rasende ned af trapperne på kontoret for at dulme hadet med en kop kaffe.

Jeg rumsterede med kaffekopper og kaffekande, lidt voldsommere end kunne forventes og Chris bed heldigvis på tøse-krogen og spurgte hvorfor jeg var sur.
2 minutter senere havde han overwritet time-outen. De første 90 sekunder brugte han på at sige: “Hvad helvede er det for noget lort de har kodet?” og vantro scrolle op og ned igennem kildekoden og de sidste 30, brugte han på at løse problemet med ordene: “Det er fandeme ikke kønt, fordi de har lavet det så klamt, men nu virker det da”.

Jeg havde netop sat kaffekoppen op til læberne og sænkede den nu, mens jeg lænede frem mod skærmen og kiggede på kodesnippen Chris havde voldet ind. Jeg lod lettelsen og glæden sprede sig i mit system i et par sekunder, inden jeg igen genfandt vreden, rettede mig op og nærmest råbte ud i drenges kontor: “VAR DET BARE DÈT?”, hvorefter jeg vendte om på hælen, og med kaffen balancerende i hånden småløb op af trappen, mens jeg råbte: “NU GÅR JEG OP OG SENDER DEM ET BILLEDE AF EN PIK!”

Lidt senere tikkede følgende mesterværk ind til den højt-på-strå-medarbejder jeg tidligere havde talt med:

Scannet har siden hen genvundet et par point, da han svarede på mailen – helt kvæstet af grin og fortalte, at han havde videresendt den til alle i virksomheden.
Men sidst jeg tjekkede var problemet ikke løst andre steder, end hos mig – og koden er stadig lige lidt køn.