Jeg rengjorde dovent hylderne, uden at flytte tingene der stod på dem, men lod bare den halvslatne klud, danse rundt i hjørnerne.

“Nix! Du kan godt gøre det ordentligt” råbte Gayboy fra køkkenet, da jeg var færdig.

Jeg kiggede undrende på den lukkede dør, før jeg modvilligt begyndte at tage badeværelsesartiklerne ned fra hylderne og startede forfra.

Skraldespanden på badeværelset var fyldt, så jeg løste problemet med den tomme toiletrulle, ved at klemme den sammen og presse den ned bag toilettet.

“DU SKAL GØRE DET ORDENTLIGT”, tordnede Gayboy igennem den lukkede dør.

Jeg kiggede mig, paranoidt rundt i det rundt regnet 1,5 m2 store badeværelse efter et videokamera, før jeg til sidst overvandt mig selv og gik ud og spurgte, hvordan han vidste at jeg sprang over, hvor gærdet var ikke-eksisterende.

Storgrinende orienterede han mig, om en af mine mange, mange charmerende facetter;
Når jeg gør noget halvt – og det gør jeg som regel – afslutter jeg dyden, ved at sige. “Såååååååååådan!”.

Jeg har aldrig selv lagt mærke til det, men nu hører jeg det hver gang jeg placerer sofabordet ovenpå det glas jeg lige har smadret, så man ikke træder i det og skærer fødderne.
Såååååååådan

Jeg kan ikke jonglere (punktum). Men jeg kan heller ikke forsøge at jonglere, uden helt idiotisk at stikke tungen ud af mundvigen, og jeg kan – hvor meget jeg end prøver – heller ikke lade være, med at afslutte min lappeløsninger verbalt.

Såååååååådan, hører jeg mig selv sige til min computerskærm, når jeg kopierer en genstridig hånd, fra en gammel tegning over i en ny.

Sååååååådan udtaler jeg til de 3 malerier jeg med en flyvsk albue kom til at domino-effekte ned af væggen og sporadisk hængte op igen, så det nu ligner en udstilling fra Daniel Libeskind’s jødiske museeum i Berlin.

Såååååååan, mumler jeg ud i det tomme rum, når Gayboy er på forretningsrejse og jeg ikke gider rede sengen og bare ruller mig ind i et rent lagen og ormer mig ind under de nøgne dyner.

Og Sååååååååådan havde jeg netop ytret, da jeg forlod køkkenet efter – med dobbeltklæbende tape – at have genophængt et maleri der var faldet ned.
Jeg var ikke engang nået til -an delen af ordet, før jeg jeg kiggede mig tilbage og mødte dette syn:

Manden på billedet, der møssede med de beskidte gulvbrædder står nu lænet op af væggen og sender mig et blik jeg fortjener, hver gang jeg bevæger mig ud på hans domæne.

Sååååååådan

Til vores begges store, oprigtige ærgelse opdagede vi forleden at et glas havde efterladt en skjold i lakken.

I går aftes besluttede jeg mig derfor for at lade Flippes første opgave i operation GTFU være en praktisk af slagsen;

Jeg synes selv, at jeg var vanvittigt kreativ, lige indtil jeg skulle søge efter billeder af de klassiske Mario-ikoner, for at få de rigtige pixel-proportioner og opdagede at de – også som coasters – er lavet hundredemillioner gange før.

Hrmpfh!

Mit humør blev dog gevaldigt gen-løftet, da Gayboys indre spilnørd vandt over designsnobben og han grinende bød perlepladerne velkomne i vores lille hjem.

Til gengæld var han ikke synderligt begejstret for min fortolkning af GTFU-opgaven om endelig at få sat et navneskilt på de nye postkasser i opgangen, så han igen kan begynde at modtage post:

Hrmpfh!

Gayboy struttede af stolthed, da han sendte mig afsted, men det var som om en del af entutiasmen forsvandt fra hans ansigt, da jeg vendte tilbage og brølede “JEG HAR DØBT DET FLIPPE, FORDI DET LIGNER EN DELFIN” da han åbnede hoveddøren.

“Hold kæft, hvor er du åndssvag”, mumlede han da jeg stolt fremviste Flippe og gjorde opmærksom på, at der er glimmer på alle de lilla knapper. “Ved dens udpustnings-hul” forklarede jeg mens jeg med bølgende bevægelser lod Flippe svømme rundt foran ham og finde sig til rette i sit nye, non-akvaktiske hjem.

Problemet med Flippe, ifølge Gayboy er hverken navnet, udformningen eller endda farven og glimmeret.
Problemet er, at Flippe ikke rigtigt ligner en delfin. Flippe ligner nærmere delfinens fjerne slægtning, Øresunds-marsvinet – og endda i fysisk afstumpet dværgudgave.
Selve strygefladen er mindre end en Iphone og Gayboys fingre lukkede sig nemt om apparatet, mens han beklagede sig: “Et rejsestrygejern, Lone?”

“Ja” – forsøgte jeg mig spagt med. “For livet bør være én lang badeferie”.

“Det er det også”, sukkede han.
“Lige indtil man skal stryge en skjorte”.

Og selv om han hentydede til det faktum, at det nok vil tage rundt regnet 50 minutter at få bare et ærme nogenlunde fri for krøller, så synes jeg alligevel at det er noget af det klogeste, der nogensinde er blevet ytret og illustrerer smukt min tilgang til både livet og operationen.

Da vi ankom til Bankeråts trygge rammer, med udstoppede dyr på væggene, lamper udformet af gamle dukkehoveder over os og jeg var blevet udstyret med en kop lunken lykke, hev han pludselig en rød notesblok op af tasken og slog den op på en side, der var opdelt i tabeller. “Jeg synes”, startede han.
Alarmklokkerne, der burde have ringet fra starten, startede nu alle sammen samtidigt og jeg mundaflæste de næste ord ud af munden på ham – “at vi skal lave en plan, for nogle ting vi burde få ordnet” blævrede hans lydløse læber igennem de sønderrivende sirener i mit indre.
Koldsveden spontanpiblede frem på min overlæbe, mens jeg febrilsk ledte efter en form for nødudgang til etablissementet.
“Nejnej, det er okay. Operationen har også et Kodenavn!” skyndte han sig at indføre , mens han betryggende lagde en hånd på min og med den anden, vendte notesbogen i mod mig.

Øverst på siden, stod der med store bogstaver:
“Operation GTFU”

Han kender mig for godt.
Jeg kunne mærke hvordan jeg allerede interesserede mig dybt for projektet. Min indre quiz- og puslespilsnørd ramte Turboknappen og fuld af akronym-ekstase begyndte jeg at gætte:
“Gamle Ting Får Undtagelse?”
“Glad Tilværelse Foruden Unger?”
“Glædeligt Tak For Uglelysestager?”

Alle håb og drømme, brast da han proklamerede at operationens retsmæssige navn var: “Grow The Fuck Up!”

Listen blev gennemgået, mens jeg sank dybere ned i depression over mit tilsyneladende nært fortstående Peter-Pan-selvmord.
At sælge vores to, tomme andelslejligheder toppede listen, der tog næsten en halv time at læse op.
Der blev diskuteret både større og mindre punkter på listen. De mest overkommelige som “skifte elpære i køkkenet” kom først og jeg var lige ved at være fan af projektet, indtil ord som “Forsikring”, “Tandlæge”, “Advokat”, “Ejendomsmægler” og “Overdragelsesaftale” pludselig dukkede op i repetoiret.
Min desperation blev total, da ordet “bilen” blev efterfulgt af det mest beskidte ord i det danske sprog: “Sælges”.
Jeg har ikke kørekort og vi bruger den sådan set aldrig. Men det er en varevogn og det har været mit overlevelsesværktøj til at bo sammen med et ordensmenneske på 37m2. Hvis man åbner bagsmækken, triller der rundt regnet 27 par sko og dametasker ud, sammen med alle mine vinterfrakker, en fodbold og 4 pirate bay t-shirts.

Intet kunne redde mig ud af depressionen nu. Jeg kiggede nedslået ned i min tomme lattekop og opgav alt håb om fremtiden, da Gayboy med ét ord hev mig op igen.

“Rengøringsdame”

En solstråle dansede ind af de beskidte vinduer i Bankeråts inderste og engle dansede i lyset, mens de plimrede godmodig harpemusik der fyldte rummet med håb for fremtiden.

Vi forlod Bankeråt hånd i hånd og med øjnene på bolden, mens Gayboy tilføjede ting til listen.

“Købe et strygejern” afsluttede han den, da vi nåede hoveddøren.

Næste formiddag viste jeg min store velvilje overfor operationen, ved at gå ud og investere i en perleplade og 6000 plastikperler.

Jeg er bare så meget klar til et liv med et strygejern i mit hjem,