Men af en eller anden årsag, har raseriet og de små, frustrerede t-rex hænder på Y U NO fyren bare ramt plet på mig og jeg synes det er sjovt hver gang, ligemeget hvor plat det er.
Om han raser mod Angelina Jolie, matematik, hunde eller Fox News.

I morges besluttede jeg mig for, udelukkende at bruge Y U NO manden til at kommunikere med i dag. En del blev postet over e-mails, twitter, facebook, messenger og skype, men en stor del af dem blev også bare lavet på skærmen og drejet hen mod modtageren, mens jeg selv braldrede af grin.

Hele. Dagen.

Jeg overvejer tit, hvordan mine omgivelser kan holde mig ud.

I slutningen af sommeren, blev to af mine venner; i daglig tale kaldet Doktor-Duoen gift.
Jeg var – vistnok, lettere uortodokst, inviteret med til begge Polterabender og jeg skal indrømme, at gommens polterabend faldt mig lidt mere naturligt, end brudens.
Fiskekutter, dåseøl, fernet branca, quiz og lumre jokes lå for mit vedkommende, lidt mere til højrebenet end den kvindelige pendant dertil.

Bruden har en doktorgrad og underviser på et universitet, men er også lige pilatesinstruktør, danser, model og koreograf med fingrene dybt nede i den smeltedigel af fordærv, vi andre i daglig tale kalder modebranchen. Veninderne er samlet op indenfor de forskellige genrer ovenfor… og så er der selvfølgelig lige mig.
Mig med min ikke just imponerende 10′ende klasses eksamen. Mig med min totale blottelse for alt der hedder fitness, figur, rytme, smidighed, ynde og evne til andet end at brække hoften på noget der bare ligner en stilethæl.

I was in deep shit.
Ikke bare til polterabendenden, men også til det efterfølgende bryllup, hvor der i invitationen, var blevet udspecificeret at de gerne så, at man fyrede op under sit mest festlige tøj … og gerne var iført hat!

Jeg havde fået til opgave at skrive en Quiz – inklusiv jokes, indenfor de emner, der interesserer bruden og så hurtigt mit snit til 2 ting:

1: Få hjælp fra alle hendes veninder fra modebranchen til mit Bryllups-attire.
2: Få dem til at grine med mig over min komplette mangel på stilsans og viden indenfor deres interesseområder, inden de nåede at grine af mig.

Så ud af de 36 spørgsmål, var ét af dem designet som et multimediespørgsmål, hvor alle deltagerne fik udleveret en flyer og en blyant og skulle krea’e sig til point.
Kategorien var: “I’m so out of my league, it’s not even funny” og opgaven lød på, at få de modeinteresserede unge damer, til at designe mit bryllupsoutfit.

De fik – via flyeren – udleveret et en råskabelon af, hvad de ligesom havde at arbejde med – og en oversigt over alt mit klædeskab indeholdte og kunne så selv vælge om de ville bruge nogle af de beklædningsgenstande, eller ønskede at starte helt fra bunden.

Her er flyeren:

(Sorry Guys – Ved godt at I liner op nu, men jeg er desværre allerede afsat)

Jeg kan i øvrigt afsløre, at ingen af dem valgte at bruge dele fra mit eksisterende tøjrepertoire, overraskende nok.

Der kom ret mange gode bud på, hvad jeg skulle gemme mit flomme i, til det efterfølgende bryllup, men vigtigst af alt, fik vi grint af mig og etableret, at jeg ved nul og niks om mode og generel god smag.
Så efterhånden som dagen og aftenen skred frem, følte jeg mig bedre og bedre tilpas i det gennemsnitligt 188 cm. høje selskab, iført rober der sikkert koster mere end min andelslejlighed og fandt mig et svagt øjeblik så veltilpas at jeg gjorde, hvad jeg gør bedst.

Åbnede lågerne til brokkechartollet.

“Hvem helvede…” startede jeg. “… Har skrevet denne her dagsplan?”

og fortsatte…

“… Det giver jo absolut ingen mening. Prøv lige at se dér. Hvorfor skal vi slæbe rundt på det dér stof hele dagen?” spurgte jeg og pegede vagt over i kollonen, der beskrev, hvad der skulle medtages til hver aktivitet på dagsordnen.

“Stof?” blev der spurgt. Jeg skulle have fattet mistanke, men fortsatte ufortrødent.

“Ja! Stof. Hvorfor skal vi både have det med på DR, i Kongens Have og på dansestudiet, hvis det først skal bruges til det dér hattemageri og fotoshoot? Det er sgu da fuldstændigt latterligt at slæbe rundt på det, hele dagen”

“Stof?”

“Ja… Det dér Crémant“

Og så blev der glemt alt om, at jeg havde brugt dagevis på Wikipedia i forberedelse til både quizzen og dagen og undersøgt hvordan man udtalte Carolina Herrera og Christian LaCroix, samt hvem der stod bag “New Look” og havde tjek på datoerne for modeugen i København.

Og i stedet, blev der brølet af grin, hele aftenen hver gang Crémanten kom på bordet.

Her, flere måneder efter et utroligt veloverstået bryllup, skrev bruden til mig:

Åh Lone, stadig min bedste dinner party historie! (It goes down especially well in the fashion community…)

Åndsvage modefisser :-)

Er det nu, jeg skal afsløre at jeg indtil for nyligt også troede at Asti var en Opel?

Et hurtigt kig på andre betalende brugeres Flashbannere afslørede dog animation flere steder. Rss-feeds, der langsomt skiftede, eksempelvis, så i stedet for at fjerne banneret forsøgte jeg mig med at sætte hastigheden ned.

Det er jo nærmest mere beskidt på denne måde – og nu sidder jeg blot og glæder mig til næste træk.

I går sendte de en mail ud, der for flere fik arrighedens bæger til at flyde over.

Alle os, der havde mere end ét link i vores signaturer skulle ændre dem – ellers ville de blive slettet. Det er nu kun betalende brugere, der kan få lov til at linke til mere end ét site. Til gengæld kan betalende brugere have billeder og sågar flashbannere i deres signaturer.

Flere brugere, slog i det virtuelle bord over denne yderlige strammelse, der blot er den sidste af mange og truede med at forlade forummet.

Jeg derimod, så mit snit til at blive betalende bruger, og kreere et Flashbanner og tvære problemstillingen yderligere ud i fjæset på de andre brugere.

Nu har jeg siddet – alene i lejligheden og grint uafbrudt i 3 timer, med tårene trillende ned af mine runde kinder over reaktionerne det har modtaget.

Jeg glæder mig mest af alt til at læse de opdaterede regler, de vil være tvunget til at forfatte, hvis de på et tidspunkt skulle finde på at fjerne min fabelagtige signatur.

Jeg har netop mødt min kæreste, midt i et lyskryds omkring en halv kilometer fra vores hjem
Jeg var – iført udtrådte gummisko og kasket til at skjule morgenhåret – på vej på tanken  og han var klædt på til fissesucces, på vej fra én bar til en anden med et påslæb af venner. 

Jeg har på fornemmelsen, at det er mig den er gal med. 

Og lige dér. Midt på hans skrivebord. Under et bjerg af post lå min elskede fingerring og gloede åndssvagt.

Jeg har i smug mistænkt Gayboy for at have placeret den der, for at give oprydning en spændende treasurehunt-edge, der vil gøre mig mere interesseret i lignende projekter i fremtiden og jeg skal da også ærligt indrømme, at det pludselig blev det hele værd.

Finder jeg mon en Nintendo Wii, næste gang jeg indvilliger i, at gå i gården med skraldespanden?

Here’s hoping.

Mig: “Hej. Jeg ville høre om I eventuelt havde fundet en fingerring”
Miss McJob: Det har vi ikke”
Mig: “Altså.. kan du måske tjekke?”
Miss McJob: Tjekke hvad?”
Mig: Har I ikke sådan en glemmekasse”
Miss McJob: “Nej. Intet bliver indleveret her. Tyvene tager alt. “

Det synes jeg, i al sin enkelthed egentlig er meget smukt.

De sender mig begge skæve blik, mellem råbene.
Jeg står bare – 10 meter fra dem – og glor ud i luften. Stivnet i mørket, foran en mørklagt bankfacade. Jeg skifter usikkert vægten over på den anden fod. Begge er iført leopardplettede sutsko. Jeg er nede for at ryge.

Jeg forsøger med al min magt at dulme nikotintrangen i dobbelt hastighed og leger Nilfisk på proletarcigaretten, mens jeg med mit kropssprog stille, men bestemt forsøger at signalere at jeg er yderst tunghør. Don’t mind me, please.
Da jeg endelig er færdig og Cecilie står og klynker, mens hun hiver Theis i ærmet, vender jeg mig lettet rundt og gør et stort nummer ud af at holde nøglen op og vise, at jeg hører til, inden jeg låser mig ind i opgangen.
Da jeg rækker hånden ud, for at hidkalde elevatoren glimter min ene finger dovent, som resten af mig i lyset. For dovent.

I sommers gav Gayboys überkreative og friske Mormor mig 2 fingerringe af sølv, hun selv har lavet. Den ene større, end den anden. Jeg bærer dem begge på samme finger. Nu var jeg kun iført den ene. Underligt nok, den yderste. Jeg kunne aldrig finde på, kun at tage den ene på, uden også at iføre mig den anden.

Jeg kigger mig tilbage i opgangen, med de mørkegrønne, Korsbæk-bankagtige gulvtæpper og skimter efter ringen. Jeg møfler dernæst mine små, fede ben op ad trapperne til 4. sal, mens mine øjne darter rundt i alle kroge.
Jeg endevender kontoret og løfter hvert et papir og leder i sofaens sprækker, før jeg – efter at have taget rigtige sko på – modvilligt vender tilbage til den regnvåde gade.

Cecilie og Theis kigger overraskede op, da døren smækker bag mig – og jeg forsøger mig med et akavet smil, med tilhørende udpustende høøøh-lyd, inden jeg begynder at scanne fortorvet.

Jeg leder i mørket. Går, med bøjet nakke frem og tilbage over fortorvet, mens Cecilie og Theis fortsætter deres skænderi.

Jeg er oprigtigt ked af at have mistet fingerringen, med de 3 fine indlæg af perlemor, men jeg kan ikke lade være med at tilføre eftersøgning en vis grad af showmanship, der gør det hele endnu mere mærkværdigt og ynkeligt at bevidne. Både inde- og udefra.
“Jeg leder efter noget. Jeg er ikke kommet tilbage for at høre mere”, råber jeg lydløst til parret, med mine handlinger, mens jeg kører skosnuden rundt i en bunke visne blade, der har samlet sig ved fortorvets kant.

Ringen er ikke til at finde, og jeg står dér som én stor undskyldning for mig selv og har hverken lyst til at opgive eftersøgningen, eller lede i den selvsamme bladbunke for 5. gang, mens de skuler til mig.

Det er nu blevet næsten lige så vigtigt for mig, at bevise overfor dem, at jeg ingenlunde ikke er interesseret i deres episke opgør, som det er at finde ringen. Måske fordi jeg i al hemmelighed, havde stået og moret mig over deres misære under cigaretrygningen. Karma har losset mig over skinnebenet.

“Jeg har det!” Tænker jeg idiotisk! Jeg skal vise dem, skal jeg!

Efter at have gået rundt om mig selv i 10 stive minutter i støvregnen, med øjnene stift fæstnet mod jorden, retter jeg mig lynhurtigt op, drejer rundt på hælen og går med hurtige skridt væk fra parret. Tættere ind i Rådhuspladsens indre.
Jeg går i 7eleven, hvor jeg overhører en højrøstet teenager sige; “Hvor er det fedt. Han slog mig lige i Face og jeg kunne overhovedet ikke mærke det”, til sine venner og mindede mig om, at den sidste Macholort ikke er født endnu. Det løfter alt andet lige mit humør at vide, at jeg ikke er den allerstørste idiot indenfor en 100 meters radius.
Jeg har ikke brug for noget i 7 eleven, men havde på vejen udtænkt noget om en liter mælk. Det skal vise dem. “Jeg skulle bare købe mælk, altså”, kan jeg fortælle dem med kartonen, jeg på tilbagevejen kan holde op foran mig som et skjold. “Det var derfor jeg cirklede rundt foran jer i 10 stive minutter. To gange” vil den sige, for mig.

Min plan smuldrer ved køledisken i den lysstofsrørsoplyste butik.
Sødmælk. Sødmælk er ikke en drikkevare buttede blondiner, bør bære som et Badge of Honor.
Jeg mindes om, hvordan jeg hundredevis af gange har forsøgt at forklare min holdning til Cola Light overfor min veninde KulturKyllingen. (når jeg har gennemgået Pkt. 1: “Det smager af lort”) “Småtykke piger, kan ikke købe en rulle Pringles, en Yankeebar og en Cola Light! Det handler om at signalere, at man godt ved man er en tykkert – og at man ikke er et sekund i tvivl om, hvorfor”.
KulturKyllingen synes jeg er en idiot. Hun vil helt sikkert også synes jeg er en idiot, fordi jeg ikke mener at en Sødmælk kan bruges til at signalere, at jeg ikke er interesseret i et skænderi, når en Letmælk kan.
Jeg køber mælken alligevel og bevæger mig tilbage mod kontoret. Mit stille håb om, at parret er kommet videre i deres liv, bristes da Theis atter flækker natten med et brøl om at Cecilie bør tage hjem.
Forskrækket, stikker jeg mit fedtfyldte skjold, ind under jakken, hvilket alt andet lige nok ikke gør mig mindre mistænkelig.

Jeg ankommer igen til The Scene of the Crime, og begynder – udbulende i venstre side, grundet den totalt ubrugelige sikkerheds-investering at scanne den våde jord, ved hjælp af lyset fra min mobiltelefon. Jeg bøfler rundt med bøjede knæ og kigger under biler, alt i mens jeg håber at min opførsel forekommer parret fuldkommen naturlig.

Til sidst – efter et splitsekunds lettelse, afløst af bundløs skuffelse beslutter jeg mig for at gribe chancen og lukker fingrene om en øldåse-ring, under en firhjulstrækker og holder den – med falsk triumf op i luften, mens jeg håber at parret – der vist på nuværende tidspunkt var et eks-par, er præcis ligeså nærsynede som jeg er.
Jeg stak den, med et tilfreds smil i lommen og låste mig igen ind i opgangen, hvor jeg skuffet lod skuldrene falde ned og gik i gorillagang – med hænderne slæbende næsten helt nede på jorden – op af trapperne.

Nu sidder jeg så hér klokken 4 om morgenen, med dyb affektions-sorg på fingeren og prøver at komme i tanke om, hvad helvede jeg egentlig skyldte dem.