mush.dk

Mange webshops har konkurrencer, hvor man kan vinde gavekort, hvis man skriver sig op til deres nyhedsbrev, men jeg har altid synes det var så ærgeligt at deltage i for nemme konkurrencer, så i stedet lavede jeg sammen med Jonas et lille webspil, man kan vinde lodder i. Jo mere man spiller, desto større chance har man for at vinde lodtrækningerne – og det har altid virket mere fair på mig. Hvis folk derudover vil kunne lide at spille spillet, for spillets skyld (jeg er jo en casual gaming-nød og har en forkærlighed for åndsvage, lette flashspil) er det jo kun en bonus.

Og så skulle spillet bare smides på webshoppen.
Det viste sig ikke at være særlig svært, hvilket det heller ikke burde være. Men de testere jeg havde hvervet via MSN, begyndte at brokke sig over, at de midt i et spil blev smidt direkte til forsiden af shoppen i stedet for, at få lov til at afslutte spillet.

.. Og så begyndte det at dæmre for mig.
En mailkorrespondance jeg havde haft med udbyderen af webshoppen, Scannet for lidt over en måned siden.
Jeg havde arbejdet på shoppen og testet forskellige ting og havde en masse tabs åbne i min browser. Pludselig, uden varsel var alle tabsne gået til forsiden af shoppen. Jeg fandt i kildekoden en timeout kodet ind, som ikke tidligere havde været der. Hvis man ikke rører ved en side i mere end 15 minutter, går den direkte til forsiden. En feature jeg finder så hjernelam, at jeg har svært ved at beskrive det med ord. Både når jeg arbejder på min egen shop og kigger på andres. (Eksempelvis kan jeg godt lide, at gå ind i en kategori og åbne de produkter jeg synes ser interessante ud i tabs, så jeg i ro og mag kan gennemgå dem senere). Alt dette, havde en eller anden udvikler hos Scannet sat en permanent stopper for, med sin timeout-kode.
Da jeg oprindeligt spurgte til det, nægtede de at det eksisterede og jeg måtte droppe at forsøge at forklare det i telefonen, til deres supportere og i stedet sende en mail, hvor jeg også inkluderede kode-snippen og forklarede dem præcis hvordan den virkede og hvorfor.
Stadig benægtede de.
Igen måtte jeg insisistere.
Så anerkendte de dog, at den var der men kom med en kort forklaring om, at det var for at undgå at ordrer timede ud.
Jeg fremlagde – måske ikke helt venligt (jeg havde tidligere brugt udtrykket “Pikken i postkassen”) – muligheden for blot at have koden på selve betalingssiden, i stedet for på hele shoppen og fik kort at vide, at mit forslag var sendt videre til udviklingsafdelingen. Derfra hørte jeg aldrig mere til sagen og havde ikke tænkt yderligere over det, udover når det enkelte gange generede mig via surfing af Scannetshops.

Denne gang var problemet timeouten forvoldte dog mere alvorlig og jeg måtte igen til telefonen og forsøge at forklare problemet til deres supportere. Jeg blev ikke mødt med særlig stor forståelse for problematikken og endte med, hidsigt at smide røret på og finde nummeret til én højere oppe i det Scannet’ske hieraki og igen klage min nød.
Jeg blev bedt om at sende klagen skriftligt via e-mail og skære ud i pap præcis hvad problemet var – derudover fik jeg et par skuffende svar, på nogle af mine andre spørgsmål til systemet og dets fremtid. Efter endt samtale, sendte jeg en beskrivende mail med problemet, og væltede derefter, rasende ned af trapperne på kontoret for at dulme hadet med en kop kaffe.

Jeg rumsterede med kaffekopper og kaffekande, lidt voldsommere end kunne forventes og Chris bed heldigvis på tøse-krogen og spurgte hvorfor jeg var sur.
2 minutter senere havde han overwritet time-outen. De første 90 sekunder brugte han på at sige: “Hvad helvede er det for noget lort de har kodet?” og vantro scrolle op og ned igennem kildekoden og de sidste 30, brugte han på at løse problemet med ordene: “Det er fandeme ikke kønt, fordi de har lavet det så klamt, men nu virker det da”.

Jeg havde netop sat kaffekoppen op til læberne og sænkede den nu, mens jeg lænede frem mod skærmen og kiggede på kodesnippen Chris havde voldet ind. Jeg lod lettelsen og glæden sprede sig i mit system i et par sekunder, inden jeg igen genfandt vreden, rettede mig op og nærmest råbte ud i drenges kontor: “VAR DET BARE DÈT?”, hvorefter jeg vendte om på hælen, og med kaffen balancerende i hånden småløb op af trappen, mens jeg råbte: “NU GÅR JEG OP OG SENDER DEM ET BILLEDE AF EN PIK!”

Lidt senere tikkede følgende mesterværk ind til den højt-på-strå-medarbejder jeg tidligere havde talt med:

Scannet har siden hen genvundet et par point, da han svarede på mailen – helt kvæstet af grin og fortalte, at han havde videresendt den til alle i virksomheden.
Men sidst jeg tjekkede var problemet ikke løst andre steder, end hos mig – og koden er stadig lige lidt køn.