mush.dk

Fra min plads på kontoret, kan jeg se Gayboys arbejdsstation, gennem de evigt åbne dobbeltdøre.
I sidste uge, slog jeg øjnene op fra min skærm og spejdede ind i det tilstødende lokale, hvor de faldt på hans arbejdende ryg. Jeg havde kigget op, fordi stemmer derindfra havde nævnt min blog.
Pludselig skød Gayboys skuldre op under hans ører, han skubbede sig ud fra bordet, rejste sig og vendte sig resolut imod mig, og råbte: “VED DU HVAD! Forleden blev jeg introduceret for nogle ret vigtige mennesker som “GAYBOY”! Det var faktisk RET pinligt, Lone!”.

Præcis ligesom jeg kun var interesseret i, hvad der foregik i kontoret ved siden af, da snakken faldt på mig, var jeg også udelukkende interesseret i Gayboys problem, i forhold til mig selv og det faktum at jeg muligvis har læsere. “Hvem var det?” storgrinede jeg pavestolt, mens hans ansatte rullede af grin bag ham.

“Jeg kan ikke huske det”, skurrede han, mens han vendte tilbage til sin computer.

Et par dage senere, mens vi lå og døsede i dobbeltsengen, rejste han sig pludselig på albuerne, slog hånden ned i hovedpuden og sagde – overrasket – “Måske er det noget jeg har drømt!”.
Han behøvede ikke engang, at fortælle hvad det drejede sig om, før jeg begyndte at klukle ned i egen pude.

For et halvt år siden, vågnede jeg fra en dyb drøm og tilbragte hele dagen, eddikesur på ham, fordi jeg havde drømt at vi havde mødt Hugh Laurie og Stephen Fry i byen, som helt naturligt hungrede efter, at drikke store fadøl og dele røverhistorier med mig – og i drømmen havde Gayboy helt tvært insisteret på, at vi i stedet skulle hjem.
Så i al fairhed, besluttede jeg at det var okay at han – til trods for, at han havde drømt episoden – var lidt småfornærmet over at være blevet introduceret som Gayboy til en forretningsforbindelse.

I et splitsekund, overvældet af kærlighed overvejede jeg også om det efter 7 år, var ved at være tid til at lade øgenavnet gå på pension.

Jeg havde ikke helt sluppet tanken om en benådning, da vi dagen efter, kom slentrende ned af Nansensgade hånd i hånd.
Snakken faldt på et af vores vennepar, der til vores store fortrydelse er gået fra hinanden. Vi havde netop mødt den ene, som fortalte at det tidligere par i morgen skulle mødes til fødselsdagsmorgenmad, og vi gik og fantaserede om, hvor dejligt det ville være, hvis de genforelskede sig over et rundstykke, og delte informationer om hvad vi hver især havde hørt fra vennerne, da jeg brat endte sladreseancen med ordene:
“Hold kæft, nogle gamle sladretasker vi to er blevet” og min granvoksne kæreste, stoppede midt på gaden, knyttede hænderne og lod dem dirre foran sit ansigt, mens han – med gigantisk tandpastasmil – hvinede:

“Uuuuhhhh!!! Det er ligesom GossipGirl!”

Så Gayboy it is.
Nu og for altid.