Jeg har netop mødt min kæreste, midt i et lyskryds omkring en halv kilometer fra vores hjem
Jeg var – iført udtrådte gummisko og kasket til at skjule morgenhåret – på vej på tanken  og han var klædt på til fissesucces, på vej fra én bar til en anden med et påslæb af venner. 

Jeg har på fornemmelsen, at det er mig den er gal med. 

Jeg rengjorde dovent hylderne, uden at flytte tingene der stod på dem, men lod bare den halvslatne klud, danse rundt i hjørnerne.

“Nix! Du kan godt gøre det ordentligt” råbte Gayboy fra køkkenet, da jeg var færdig.

Jeg kiggede undrende på den lukkede dør, før jeg modvilligt begyndte at tage badeværelsesartiklerne ned fra hylderne og startede forfra.

Skraldespanden på badeværelset var fyldt, så jeg løste problemet med den tomme toiletrulle, ved at klemme den sammen og presse den ned bag toilettet.

“DU SKAL GØRE DET ORDENTLIGT”, tordnede Gayboy igennem den lukkede dør.

Jeg kiggede mig, paranoidt rundt i det rundt regnet 1,5 m2 store badeværelse efter et videokamera, før jeg til sidst overvandt mig selv og gik ud og spurgte, hvordan han vidste at jeg sprang over, hvor gærdet var ikke-eksisterende.

Storgrinende orienterede han mig, om en af mine mange, mange charmerende facetter;
Når jeg gør noget halvt – og det gør jeg som regel – afslutter jeg dyden, ved at sige. “Såååååååååådan!”.

Jeg har aldrig selv lagt mærke til det, men nu hører jeg det hver gang jeg placerer sofabordet ovenpå det glas jeg lige har smadret, så man ikke træder i det og skærer fødderne.
Såååååååådan

Jeg kan ikke jonglere (punktum). Men jeg kan heller ikke forsøge at jonglere, uden helt idiotisk at stikke tungen ud af mundvigen, og jeg kan – hvor meget jeg end prøver – heller ikke lade være, med at afslutte min lappeløsninger verbalt.

Såååååååådan, hører jeg mig selv sige til min computerskærm, når jeg kopierer en genstridig hånd, fra en gammel tegning over i en ny.

Sååååååådan udtaler jeg til de 3 malerier jeg med en flyvsk albue kom til at domino-effekte ned af væggen og sporadisk hængte op igen, så det nu ligner en udstilling fra Daniel Libeskind’s jødiske museeum i Berlin.

Såååååååan, mumler jeg ud i det tomme rum, når Gayboy er på forretningsrejse og jeg ikke gider rede sengen og bare ruller mig ind i et rent lagen og ormer mig ind under de nøgne dyner.

Og Sååååååååådan havde jeg netop ytret, da jeg forlod køkkenet efter – med dobbeltklæbende tape – at have genophængt et maleri der var faldet ned.
Jeg var ikke engang nået til -an delen af ordet, før jeg jeg kiggede mig tilbage og mødte dette syn:

Manden på billedet, der møssede med de beskidte gulvbrædder står nu lænet op af væggen og sender mig et blik jeg fortjener, hver gang jeg bevæger mig ud på hans domæne.

Sååååååådan

Må man så godt småflæbe lidt under det efterfølgende oprydningsarbejde?

Da vi ankom til Bankeråts trygge rammer, med udstoppede dyr på væggene, lamper udformet af gamle dukkehoveder over os og jeg var blevet udstyret med en kop lunken lykke, hev han pludselig en rød notesblok op af tasken og slog den op på en side, der var opdelt i tabeller. “Jeg synes”, startede han.
Alarmklokkerne, der burde have ringet fra starten, startede nu alle sammen samtidigt og jeg mundaflæste de næste ord ud af munden på ham – “at vi skal lave en plan, for nogle ting vi burde få ordnet” blævrede hans lydløse læber igennem de sønderrivende sirener i mit indre.
Koldsveden spontanpiblede frem på min overlæbe, mens jeg febrilsk ledte efter en form for nødudgang til etablissementet.
“Nejnej, det er okay. Operationen har også et Kodenavn!” skyndte han sig at indføre , mens han betryggende lagde en hånd på min og med den anden, vendte notesbogen i mod mig.

Øverst på siden, stod der med store bogstaver:
“Operation GTFU”

Han kender mig for godt.
Jeg kunne mærke hvordan jeg allerede interesserede mig dybt for projektet. Min indre quiz- og puslespilsnørd ramte Turboknappen og fuld af akronym-ekstase begyndte jeg at gætte:
“Gamle Ting Får Undtagelse?”
“Glad Tilværelse Foruden Unger?”
“Glædeligt Tak For Uglelysestager?”

Alle håb og drømme, brast da han proklamerede at operationens retsmæssige navn var: “Grow The Fuck Up!”

Listen blev gennemgået, mens jeg sank dybere ned i depression over mit tilsyneladende nært fortstående Peter-Pan-selvmord.
At sælge vores to, tomme andelslejligheder toppede listen, der tog næsten en halv time at læse op.
Der blev diskuteret både større og mindre punkter på listen. De mest overkommelige som “skifte elpære i køkkenet” kom først og jeg var lige ved at være fan af projektet, indtil ord som “Forsikring”, “Tandlæge”, “Advokat”, “Ejendomsmægler” og “Overdragelsesaftale” pludselig dukkede op i repetoiret.
Min desperation blev total, da ordet “bilen” blev efterfulgt af det mest beskidte ord i det danske sprog: “Sælges”.
Jeg har ikke kørekort og vi bruger den sådan set aldrig. Men det er en varevogn og det har været mit overlevelsesværktøj til at bo sammen med et ordensmenneske på 37m2. Hvis man åbner bagsmækken, triller der rundt regnet 27 par sko og dametasker ud, sammen med alle mine vinterfrakker, en fodbold og 4 pirate bay t-shirts.

Intet kunne redde mig ud af depressionen nu. Jeg kiggede nedslået ned i min tomme lattekop og opgav alt håb om fremtiden, da Gayboy med ét ord hev mig op igen.

“Rengøringsdame”

En solstråle dansede ind af de beskidte vinduer i Bankeråts inderste og engle dansede i lyset, mens de plimrede godmodig harpemusik der fyldte rummet med håb for fremtiden.

Vi forlod Bankeråt hånd i hånd og med øjnene på bolden, mens Gayboy tilføjede ting til listen.

“Købe et strygejern” afsluttede han den, da vi nåede hoveddøren.

Næste formiddag viste jeg min store velvilje overfor operationen, ved at gå ud og investere i en perleplade og 6000 plastikperler.

Jeg er bare så meget klar til et liv med et strygejern i mit hjem,

“Dette er TDC. Dette abbonnement er spærret” genfortalte jeg fuld af skadefro, med telefonen presset mod øret.

Hun insisterede gentagende gange på, at hun ikke havde TDC og set i bagklogskabens klare lys, forsøgte jeg i uhensigtsmæssig lang tid, at forklare hende, at jeg nok bare hørte den besked om HENDES abbonnement, fordi JEG har TDC, før det dæmrede for mig.

Det var selvfølgelig mit abbonnement der var spærret.
Da jeg først havde lagt 2 og 2 sammen, skal det dog siges til min logiske og matematiske fordel, at det ikke tog mange splitsekunder for mig, at regne ud at jeg højst sandsynligt ikke havde betalt regningen.

Hvis en eller anden idiot – være det sig mit afkom eller ej, havde gjort nar af mig i flere minutter, for ikke at have styr på sine ting blot for at opdage, at det var vedkommende selv, der var et komplet tågehorn, så havde jeg hånet hende til mine dages ende. Det var derfor med overordentlig lettelse, at jeg atter engang konstaterede at mit hånlige og sarkastiske sind, stammer fra min fars side af familien, da min mor reagerede med moderlig omsorg og helt hånsforladt tilbød mig at låne hendes mobiltelefon, som hun havde genfundet i mellemtiden.

En uge senere virkede min telefon fortsat ikke, og jeg tog tyren ved hornene, samtidigt med, at jeg på evigt elegant vis fralagde mig ethvert ansvar.
Jeg skrev en mail til min bogholder, som jeg i månedsvis havde ignoreret, når hun sendte hobevis af e-mails til mig og spurgte hvornår det passede at hun kom ind på mit kontor.

“Kære Susanne.
Min telefon er blevet spærret. Sig hvornår du kommer og hjælper mig. Fra nu af, er det forbudt at lade det være op til mig

Hun svarede prompte tilbage, med en humor jeg sætter overordentlig stor pris på:

“Kære Lone.
Jeg kommer på mandag kl. 15! Bemærk udråbstegnet.”

Så dette er hvad jeg præsenterer den stakkels kvinde for om små 12 timer.

og atter engang det obligatoriske sideview, der denne gang tårner sig op på næsten 11 cm.

Denne gang er e-conimics fakturaen betalt, da hun har sat den til betalingsservice.
Til gengæld kan jeg ikke længere komme på netbank.

Hvis hun ikke snart, siger op så indstiller jeg hende altså til en form for pris og omdøber hende Bogholder Teresa.

Jeg lærer det åbenbart aldrig.

Jeg driver et ApS og har kun mig selv ansat. 
Jeg har en revisor hos Ernst & Young, men søger en Bogholder i Københavnsområdet, der kommer ud til mit kontor i Indre by – eksempelvis en gang pr. mdr., og ordner, hvad der skal ordnes. Jeg er ikke interesseret i, at et eventuelt samarbejde skal foregå via Internettet. 

Udover bogholdning, skal vedkommende også have et voldsomt mor-gen, og en forståelse for, at jeg er et kreativt menneske, der kan finde ud af at tegne – og at eje en virksomhed, er en – i virkeligheden – uvelkommen følge af dette.  Jeg interesserer mig ikke for virksomhedsdrift eller daglig drift. Jeg ved ikke, hvordan man udbetaler løn, indberetter moms eller i øvrigt betaler et girokort.
Det er virkelig en god måned i min virksomhed, hvis jeg har åbnet et brev. Det er en endnu bedre måned, hvis jeg har læst det. En måned, hvor jeg også selv har kunnet finde ud af at sætte det i en mappe er, har jeg endnu til gode.
Det vil også være en del af jobbeskrivelsen. For jeg forstår ikke, hvad der står i de breve og forstår derfor heller ikke, hvor jeg skal sætte dem hen.   Det vil være vedkommendes job, at holde øje med – eksempelvis hvornår Moms skal indberettes og sørge for at få det gjort – og så i øvrigt, informere mig klart og tydeligt om, hvad han/hun har brug for fra mig.  Jeg er klar over, at det er meget hånd-holdning at bede om – men der må da findes folk, der specialiserer sig i, at arbejde med kreative mennesker, der ikke vil kunne finde et girokort, om det så var stoppet op i røven på dem?
 Er der nogen Amino’er, der eventuelt kan anbefale nogen til at udføre dette job, eller eventuelt selv er interesserede?

 ;-)Lone – der nu har været selvstændig siden 2003, og endnu ikke har afleveret et regnskab til tiden og netop har modtaget en bøde for ikke at have afleveret det til tiden denne gang – og i øvrigt lige har opdaget, at hun ikke har fået løn i hele 2009.

 
Til min egen store overraskelse var der indtil flere, der meldte sig på banen – både i tråden og per e-mail og jeg fik udvalgt en af dem, der emmede mest af “mor”, som straks kom ind og fik lavet mit regnskab klar til revisoren, der hastede det igennem og det lykkedes alle involverede parter at underskrive og aflevere det, til erhvervs- og selskabsstyrelsen dagen inden deadlinen hvor de havde truet med at tvangsopløse virksomheden.
(Professionalisme er my thang dér!)

Jeg har også fået løn indtil flere gange siden hun blev hyret og har da også formået at betale én af de fakturaer hun har sendt mig.

I disse uger, har hun travlt med at færdiggøre andres regnskaber og har ikke været forbi i denne måned. Da jeg ringede til hende i går – for at aftale en dato – skyndte jeg mig at undskylde, at jeg ikke havde betalt den sidste faktura hun havde sendt mig, og lovede at gøre det med det samme. (Jeg har ikke gjort det endnu).
På grund af hendes generelle travlhed, bad hun mig om selv at åbne og sortere posten og “eventuelt betale de regninger der skal betales”.
Stærkt svedende begyndte jeg at samle ind fra diverse skuffer og dametasker i mit repetoire og har nu fundet modet til at tage hul på bylden:

Mit skrivebord, i skrivende stund:

Det obligatoriske Sideview:

Jeg blev enig med mig selv om, at hvis jeg skulle tvinge mig selv til at forcere dette Mount Everest af administrative opgaver, skulle den sjove del af administration overståes først og jeg sendte hende derfor alle adresser og beløb, der skal på fakturaer, for arbejde jeg har udført siden Februar. (For godt nok er jeg dårlig til at betale folk til tiden, men i al fairhed, er jeg mindst lige så dårlig til at opkræve hvad folk skylder mig).

Jeg vågnede i morges til denne mail, fra hende:

Godmorgen Lone

Da jeg ville gå ind og lave de sendte fakturaer erfarede jeg, at e-conomic har spærret adgangen. Det er højest sandsynligt pga manglende betaling af deres faktura, som du har modtaget på mail.
Vil du være sød og finde mailen frem og få deres faktura betalt ? Jeg vil tro de har sendt dig et par rykkere på mail også, så du må finde den sidste, hvor de nok har pålagt dig rykkergebyr og renter

Jeg har på fornemmelsen hun snart siger op.

Hvem er det, der lugter af Bacon i solen, spørger du?