mush.dk

………………………………………………………………………………………………………………………………..
Advarsel:
Indholdet i dette blogindlæg, vil – uanset dit køn og seksuelle orientering, højst sandsynligt gøre dig svært opstemt. Don’t say, I didn’t warn you.
………………………………………………………………………………………………………………………………..

I slutningen af sommeren, blev to af mine venner; i daglig tale kaldet Doktor-Duoen gift.
Jeg var – vistnok, lettere uortodokst, inviteret med til begge Polterabender og jeg skal indrømme, at gommens polterabend faldt mig lidt mere naturligt, end brudens.
Fiskekutter, dåseøl, fernet branca, quiz og lumre jokes lå for mit vedkommende, lidt mere til højrebenet end den kvindelige pendant dertil.

Bruden har en doktorgrad og underviser på et universitet, men er også lige pilatesinstruktør, danser, model og koreograf med fingrene dybt nede i den smeltedigel af fordærv, vi andre i daglig tale kalder modebranchen. Veninderne er samlet op indenfor de forskellige genrer ovenfor… og så er der selvfølgelig lige mig.
Mig med min ikke just imponerende 10′ende klasses eksamen. Mig med min totale blottelse for alt der hedder fitness, figur, rytme, smidighed, ynde og evne til andet end at brække hoften på noget der bare ligner en stilethæl.

I was in deep shit.
Ikke bare til polterabendenden, men også til det efterfølgende bryllup, hvor der i invitationen, var blevet udspecificeret at de gerne så, at man fyrede op under sit mest festlige tøj … og gerne var iført hat!

Jeg havde fået til opgave at skrive en Quiz – inklusiv jokes, indenfor de emner, der interesserer bruden og så hurtigt mit snit til 2 ting:

1: Få hjælp fra alle hendes veninder fra modebranchen til mit Bryllups-attire.
2: Få dem til at grine med mig over min komplette mangel på stilsans og viden indenfor deres interesseområder, inden de nåede at grine af mig.

Så ud af de 36 spørgsmål, var ét af dem designet som et multimediespørgsmål, hvor alle deltagerne fik udleveret en flyer og en blyant og skulle krea’e sig til point.
Kategorien var: “I’m so out of my league, it’s not even funny” og opgaven lød på, at få de modeinteresserede unge damer, til at designe mit bryllupsoutfit.

De fik – via flyeren – udleveret et en råskabelon af, hvad de ligesom havde at arbejde med – og en oversigt over alt mit klædeskab indeholdte og kunne så selv vælge om de ville bruge nogle af de beklædningsgenstande, eller ønskede at starte helt fra bunden.

Her er flyeren:

(Sorry Guys – Ved godt at I liner op nu, men jeg er desværre allerede afsat)

Jeg kan i øvrigt afsløre, at ingen af dem valgte at bruge dele fra mit eksisterende tøjrepertoire, overraskende nok.

Der kom ret mange gode bud på, hvad jeg skulle gemme mit flomme i, til det efterfølgende bryllup, men vigtigst af alt, fik vi grint af mig og etableret, at jeg ved nul og niks om mode og generel god smag.
Så efterhånden som dagen og aftenen skred frem, følte jeg mig bedre og bedre tilpas i det gennemsnitligt 188 cm. høje selskab, iført rober der sikkert koster mere end min andelslejlighed og fandt mig et svagt øjeblik så veltilpas at jeg gjorde, hvad jeg gør bedst.

Åbnede lågerne til brokkechartollet.

“Hvem helvede…” startede jeg. “… Har skrevet denne her dagsplan?”

og fortsatte…

“… Det giver jo absolut ingen mening. Prøv lige at se dér. Hvorfor skal vi slæbe rundt på det dér stof hele dagen?” spurgte jeg og pegede vagt over i kollonen, der beskrev, hvad der skulle medtages til hver aktivitet på dagsordnen.

“Stof?” blev der spurgt. Jeg skulle have fattet mistanke, men fortsatte ufortrødent.

“Ja! Stof. Hvorfor skal vi både have det med på DR, i Kongens Have og på dansestudiet, hvis det først skal bruges til det dér hattemageri og fotoshoot? Det er sgu da fuldstændigt latterligt at slæbe rundt på det, hele dagen”

“Stof?”

“Ja… Det dér Crémant“

Og så blev der glemt alt om, at jeg havde brugt dagevis på Wikipedia i forberedelse til både quizzen og dagen og undersøgt hvordan man udtalte Carolina Herrera og Christian LaCroix, samt hvem der stod bag “New Look” og havde tjek på datoerne for modeugen i København.

Og i stedet, blev der brølet af grin, hele aftenen hver gang Crémanten kom på bordet.

Her, flere måneder efter et utroligt veloverstået bryllup, skrev bruden til mig:

Åh Lone, stadig min bedste dinner party historie! (It goes down especially well in the fashion community…)

Åndsvage modefisser :-)

Er det nu, jeg skal afsløre at jeg indtil for nyligt også troede at Asti var en Opel?